Advarsel om topprofessionel svindel: Thyregod Svømmeklub er svindlet for stort beløb

Den lokale svømmeklub i Thyregod har været udsat for svindel fra professionelle svindlere og er blevet frarøvet over 100.000 kroner. Et medlem af bestyrelsen er blevet udsat for grov og udspekuleret psykologisk kriminalitet, hedder det i en meddelelse fra svømmeklubben.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD:  Redaktionen her hos Vores LokalAvis har her søndag middag modtaget en særdeles opsigtsvækkende og trist meddelelse fra Thyregod Svømmeklub med sekretær og kommunikationsansvarlig Mathias Arico som afsender.

- Vi har en trist og alvorlig nyhed, som vi ønsker, at I hører direkte fra os. Vores forening er desværre blevet udsat for organiseret telefonsvindel den 11/05-2025. Professionelle og systematiske svindlere har formået at manipulere og franarre os en stor del af foreningens midler, over 100.000 kroner, lyder det indledningsvist i meddelelsen.

Anmeldt til politiet

Det uddybes herefter, hvordan det er kommet så vidt, og det pointeres, at ingen i bestyrelsen har begået noget ulovligt.

- Vi vil gerne understrege, at ingen i foreningens bestyrelse har foretaget sig noget i ond tro – der er tale om, at et medlem af foreningens bestyrelse er blevet udsat for grov og udspekuleret psykologisk kriminalitet. Vi har anmeldt sagen til politiet og er i tæt dialog med vores bank og relevante myndigheder, og vi afsøger alle muligheder for at få så mange af pengene tilbage som muligt.

Det økonomiske tab betyder heldigvis ikke, at svømmeklubbens foreningsaktiviteter går i stå, men man ved endnu ikke, hvad det kommer til at betyde for foreningen på den korte bane.

Krisehjælp til det svindlede bestyrelsesmedlem

Meddelelsen er også sendt ud til foreningens medlemmer og instruktører, for at man selv kan styre kommunikationen og informere ud fra tanken om rettidig omhu.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at komme videre. Det er vigtigt for os, at I som instruktører og medlemmer er informerede og trygge i, hvordan vi håndterer situationen. Den person, som der har været offer for denne forbrydelse, er meget påvirket af, hvad der er sket, og der er taget hånd om vedkommende med krisehjælp, lyder det, og man har også fået gode medspillere med på holdet i denne triste sag.

Stod på i flere timer

Christian Friedmann, der er formand for svømmeklubben har redegjort for sagens forløb, og berettet at et medlem af bestyrelsen blev kontaktet af en mand, der udgav sig for at være politimand.

Her lød det fra svindleren, den falske politimand, at politiet efterforskede en sag, som involverede såvel privatpersoner som foreninger.

Den falske politimand fortalte bestyrelsesmedlemmet, at man havde fundet gerningsmanden og havde alle de oplysninger om klubben, som de skulle bruge for at hjælpe klubben. Dernæst blev det oplyst, at klubben ville blive sat i forbindelse med andre personer fra diverse myndigheder. Dette falske setup stod på i flere timer, og ifølge Christian Friedmann, forløb det hele på en så troværdig og veltalende facon – og på flydende dansk, så det svindlede bestyrelsesmedlem ikke fattede mistanke om fup og svindel.

Held i uheld

Men et par dage efter den hektiske dag ved telefonen for det omtalte bestyrelsesmedlem, kunne klubben så se på kontoen, at der manglede 100.000 kroner på kontoen. Heldigvis var klubbens større faste udgifter lige blevet betalt og kontingentpengene fra medlemmerne var heller ikke tikket ind på kontoen endnu

- Vi har fået hjælp af DGI til at håndtere både de juridiske og menneskelige aspekter af denne sag. Vi er dybt berørte. Det er en hård tid, men vi vil kæmpe. Vi er både vrede og rystede over, at nogen gør dette mod de frivillige i foreningslivet, lyder det i meddelelsen. Det er Thyregod Svømmeklub klare mål, at man vil bruge denne ulykkelige situation til at advare mod og rette opmærksomhed på de mange svindelforsøg, der foregår. Disse svindelforsøg er efterhånden af så professionel karakter, at mange privatpersoner, virksomheder og foreninger desværre bliver ramt.

Foreningen er som sagt hårdt ramt lige nu, men så snart der er nyt i sagen, vil de orientere derom. 

 

 

Andre læser

Erfaren købmandskvinde tager over: Nu er købmandskabalen i Givskud endelig gået op

Stort udviklingspotentiale: Give er ideel som ny dansk industripark

Uforløst affære da hugormene fra Aarhus gæstede Waldstadion

46 jernheste i sving for FDF: Tusindfrydvej i Give det nye Champs-Élysées