Cykelpigerne er hjemme igen: Verden er ikke så farlig som mange tror!

På 324 dage har Julie og Ida fra Give tilbagelagt 15.542 kilometer på cykel i Sydamerika, Europa og Sydøstasien. Venner og familie var lidt rystede og skræmte, da de dengang to 20-årige piger drog hjemmefra på deres første store oplevelses-dannelsesrejse i ”ukendt og farligt territorie”, hvor de også samlede ind til Kræftens Bekæmpelse. ”Cykelpigerne” blev de kendte som, og her er deres fantastiske historie.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Den 17. september 2022 hoppede de to friske og livssultne piger Julie Hölck Østergaard og Ida Engstad Poulsen op på deres cykler. Smilene var brede, og øjnene glimtede af store forventninger. De to 20-årige piger fra Give skulle ud på deres livs eventyr, og de to barndomsveninder havde efter lidt diskussioner fundet frem til, at det skulle foregå på cykel.

Julie havde forestillet sig en solid vandretur gennem flere dele af verden, men da Ida insisterede på, at det skulle foregå på cykel, blev det sådan – selvom ingen af dem havde et specielt forelsket forhold til cykelsporten.

Det store eventyr på jernhesten var som udgangspunkt en klassisk dannelses- og oplevelsesrejse helt i tråd med de rejser unge foretager sig, inden de starter på en uddannelse eller et job. Men Ida og Julie havde tilført eventyret en ekstra dimension, idet de havde valg at bruge turen til at samle penge ind til "Kræft er ikke for børn", der sorterer under Kræftens Bekæmpelse.

Her var det målet at samle 10.000 kroner ind, og Rotary i Give havde lagt fint ud med at donere 50 øre pr. kilometer, de to barndomsveninder tilbagelagde.

Cyklede 15.542 kilometer på 324 dage

Da de søndag den 6. august ankom til Give med tunge ben og fyldte oplevelseskamre efter 324 dages eventyr, viste cykelcomputeren, at de to seje piger havde tilbagelagt i alt 15.542 kilometer, hvilket svarer til 4 ½ gange Tour de France, og det endda helt uden følgebiler, massører osv.

Ida og Julie har været tilbage en lille uges tid, da Vores LokalAvis inviterer på interview og Pepsi Max, og de siger begge nærmest simultant, at det er vildt mærkeligt, men også dejligt at være hjemme i Danmark og Give igen.

- Vi har jo ændret os ret meget, siden vi tog afsted for knap et år siden. Nu er vi tilbage i de roller, vi havde i vores familier, inden vi tog afsted. Men vi har forandret os. Vi har fået åbnet øjnene for det virkelige liv, for vi har oplevet nogle virkelig intense ting, hvor vi har været inde i private hjem i Sydamerika og Sydøstasien. Her har vi set rigtig meget, og her kan man da tale om problemer i forhold til de ting, vi kalder problemer her i Danmark. Det har givet os begge to et noget andet perspektiv på mange ting og modnet os som personer, fortæller Ida og Julie, der blev modtaget med flagallé og masser af krammere fra familie og venner, da de ankom til Give.

Julie og Ida har i den grad fået øjnene op for, at de kan meget mere end de regner med. De er gået til sagen med gejst og godt humør, og det bringer en langt - også på cykel i Andesbjergene. Privatfoto 

Nu venter jobs som tjener og lærervikar

Familien var naturligvis glade og lettede over at se de to piger igen, og noget af det første pigernes mødre sagde, var ”Nu går der vel lidt, inden I tager afsted igen?”

- Det er så kun ikke på det personlige plan, at vi har udviklet os. Vi har også begge taget 7 kilo på, selvom vi i snit har cyklet tæt på 50 kilometer om dagen. Men vi har også spist godt op næsten hver dag, hvor den stod på kartoffelmos, majs, wraps og massevis af ketchup, lyder det fra de to friske piger med store smil og glimt i øjnene.

Apropos nyt eventyr, så er det pigernes plan, at de vil afsted igen om et lille halvt års tid – igen på cykel. Og her har den ene af pigernes mødre ændret så meget syn på det at rejse i udlandet på cykel, at hun har sagt, at hun gerne vil med.

- Ja ja, lad os nu se. Vi kan sagtens klare os selv, det har vi jo lige bevist, konstaterer pigerne, der begge har jobs de næste måneder. Julie skal tilbage til Diagonalkroen som tjener, og Ida har fået job som lærervikar på en skole i Vejle, så de kan tjene penge til det næste store eventyr – som måske fører dem gennem det afrikanske kontinent på cykel!

Ida og Julie havde hver sat 200.000 kroner til side til turen, og de har begge brugt i omegnen af 100.000 kroner på de cirka 11 måneder. De største udgifter har været til flybilletter og cykler, og så er der selvfølgelig også gået en del penge til mad.

- Føler vi kun har været væk i en uge

Tilbage til den 17. september 2022. Her gik turen fra gode gamle Give til Amsterdam i Holland. Herfra gik det med fly til Peru, og så blev det til 6 måneder i Sydamerika, hvor Julie og Ida besøgte Bolivia, Chile, Argentina, hvor de naturligvis også lige var et smut forbi verdens sydligst beliggende by, Ushuaia, også kendt som ”verdens ende”. Byen ligger i Argentina.

Herefter fløj cykelpigerne hen over Stillehavet til Bali i farverige og eksotiske Indonesien.

- Så cyklede vi på rundt på Java, herfra sejlede vi til Singapore, cyklede i Malaysia, Thailand og til Bangkok, og derfra tog vi et fly til Paris. Så gik det igen afsted på cykel til Belgien, Holland og Tyskland, inden vi landede hjemme i Danmark i Give igen, fortæller Ida og Julie.

En lang rute som bragte de to piger rundt på 3 kontinenter, men rejsen har på ingen måde føltes lang. Tværtimod.

- Da vi ankom til Give igen, føltes det som, vi kun havde været væk i en uge, det var en helt vild fornemmelse, for vores familier havde jo den stik modsatte opfattelse. I deres øjne havde vi nærmest været væk i flere år. Det er jo nok fordi, at de har savnet os vildt meget og været bange for, hvordan det skulle gå, mens vi bare har nydt det og tanket en masse oplevelser ind på kontoen, lyder det snusfornuftigt fra Ida og Julie.

De to hjerteveninder magtede at gennemføre turen uden at blive uvenner, fordi de er gode til at lytte til hinanden og føje sig for hinandens behov. Privatfoto

Kørte opad tre dage i træk i Andesbjergene

Det er klart, at når man er ude på så flamboyant en rejse, så vil man som ungt menneske kunne sætte en masse oplevelser ind i hukommelsesbanken, både positive og de lidt mere negative. Og så de helt fantastisk af slagsen, som man aldrig nogensinde glemmer.

- Overvejende har vi haft rigtig mange gode og positive oplevelser på vores tur, og vi har oplevet de vildeste områder og landskaber. Tag nu for eksempel saltørkenen i Bolivia. En kæmpestor hvid og vildt bumlet overflade, som bare blev ved og ved. Der var ingen veje, så vi måtte cykle efter vores kompas, og vi fik da også slået telt op i saltørkenen, så det var en helt vild speciel oplevelse, fortæller pigerne.

Men endnu vildere var den præstation, de to piger leverede i Andesbjergene, som de krydsede hele tre gange.

- Da vi krydsede Andesbjergene første gang, kiggede vi hinanden i øjnene klaskede en stor high five og sagde: Vi kan sgu’ godt. Vi var oppe og køre i 4800 meters højde, uden ilt. Vi kørte hele tre dage, hvor det bare gik opad konstant. Det var vildt hårdt, og da der ingen butikker var på ruten, måtte vi slæbe ekstra meget mad og drikke med til 8 dage. Vi havde 10 liter vand med hver, og så blev der ellers tygget ekstra meget tyggegummi for at holde lidt væske i munden, når det var allerhårdest. Da vi kom til grænsen, spurgte grænsebetjenten, hvor vi kom fra. Da vi sagde, at vi var kommet cyklende, nægtede han at tro på os. Men han fik syn for sagen og var vildt benovet over vores præstation. Han kaldte os for ”máquinas”, altså maskiner, og så inviterede han os ud at spise, og vi fik lov til at sove omme bag i grænsekontrollen, så det var virkelig en helt vild fed oplevelse, siger Ida og Julie.

De krydsede faktisk bjergene tre gange, og da de krydsede Andesbjergene sidste gang, gik det noget lettere.

- Ud var hårdt, men hjemturen var bare fed, for der var vi jo kommet i skarp træning, konstaterer pigerne med stolthed i stemmerne.

Var i Argentina da landet vandt VM i fodbold

En anden helt uforglemmelig oplevelse havde Julie og Ida i Argentina, og her kan man da virkelig tale om timing der vil noget, for de var i landet, da Messi og Argentina blev verdensmestre i fodbold. 

- Det var helt vildt, alle mennesker var ude på gaderne, det var en kæmpestor folkefest, og mon ikke dagen da Argentina vandt VM bliver til en national helligdag. På det tidspunkt, hvor hele landet holdt fodboldfest, mødte vi rigtig mange andre unge mennesker der var på cykeltur i landet. Vi havde faktisk dannet et cykelfællesskab med folk fra mange nationer, så vi kunne følge hinanden, og her var vi så pludselig samlet ved ”Verdens Ende” i Ushuaia. Vi var 20 personer fra en masse forskellige lande, og så holdt vi bare en kæmpefest. I forbindelse med vores nye cykelfællesskab har vi fået mange nye venner, og vi har besøgt 1 i Belgien og 3 i Tyskland.

Farverige og eksotiske Kuala Lumpur gjorde et stort indtryk på cykelpigerne - og måske også omvendt. Privatfoto

Hjernerystelse og cykeltyveri

Der var selvfølgelig også et par mere trælse og uheldige episoder på de 324 dage, men de var dog i fåtal. 

- Da vi skulle køre over en jernbaneoverskæring, styrtede jeg på togskinnerne og fik mig en gedigen hjernerystelse. Det betød, at jeg skulle holde mig 14 dage i ro, og vi overvejede, om vi skulle vende hjem eller fortsætte. Det her skete lige før, vi skulle op over Andesbjergene, men vi valgte at blive og det gik jo godt alt sammen, fortæller Julie, der dog har lidt eftervirkninger fra hjernerystelsen endnu.

Men længe før de nævnte episoder, havde pigerne haft deres første lille nedtur. Mens de var i Amsterdam, fik de stjålet deres cykler. Træls situation, men det skulle vise sig at være held i uheld.

- Det var da irriterende, for vi stod næsten lige og skulle på flyveren til Peru, da det skete. Heldigvis fik vi forsikringspenge, og 12 timer før vi fløj til Peru, købte vi to nye cykler. Og her fik vi god hjælp af en cykelhandler i Amsterdam, der hjalp os med at finde de helt rigtige cykler til vores tur. Så nu havde vi meget bedre cykler, end da vi tog hjemmefra. Og selv om vores forældre mente, at nu måtte vi altså komme hjem, så ville vi bare det her og var meget opsatte på at fortsætte – ingen pylren her, vi var løsningsorienterede og fik løst udfordringen, lyder det stålsat for de to cykelpiger.

Skal ud at holde foredrag

Nu er de godt hjemme og hverdagen med job, familie og venner venter. Og så har de planer om at holde foredrag om deres eventyr.

- Vi har de overordnede emner på plads, så nu tager vi en uge i sommerhus, hvor vi lige skal have de sidste skinner lagt ud. Allerede den første weekend i september skal vi holde foredrag i Silkeborg i forbindelse med Danmarks Outdoor Festival i Lunden. Nogle af de emner vi vil komme ind på er ’fordomme om verden/vores opfattelse’, vi vil naturligvis tale om selve ruten, og så vil vi give nogle af vores erfaringer fra os, så vi kan inspirere andre til at gøre noget lignende. Vi synes jo, at vi har vist, at alle kan det her. Vi har aldrig været de store sportsfolk, aldrig dyrket cykling eller elitesport, så for os var det lysten, der drev cyklen frem.

- Og netop det at tage turen på cykel har givet os en masse gode tæt-på-oplevelser, for man ser bare meget mere på bike touring. Sproget, jamen der lærte vi nogle basale ting hen ad vejen, så sammen med Google Translate gik det fint. De lokale var meget villige, og jo, det gav da nogle sjove situationer en gang imellem. I Asien var det lidt sjovt, for i hver landsby, vi kom til, var der én, der kunne lidt engelsk, og så blev vi ført hen til ham – og så fulgte der ellers en hale af andre landsbyfolk med, for de var jo vildt nysgerrige omkring, hvad vi var for nogen, der kom der på cykel helt fra Danmark.

- Der blev da også taget vildt mange selfies med os rundt på vores tur, for det rygtedes jo, at de der cykelpiger fra Danmark var på tur. Det var ganske overvældende med al den opmærksomhed – og nogle gange var det da også lige i overkanten.

Her har vi Ida og Julie helt på toppen - både fysisk og mentalt - og det er i Chile. Privatfoto

Mødte rigtig meget næstekærlighed og medmenneskelighed i Sydamerika

Ida og Julie har i den grad fået pillet ved deres opfattelse af folk ikke mindst i Sydamerika. Generelt var folk bare vildt søde. Alle de fordomme de havde hørt om folk i Sydamerika, passer altså ikke.

- De er søde, venlige og vildt hjælpsomme Her mødte vi stor medmenneskelighed og næstekærlighed. Der var bilister, der stoppede op og gav os gratis mad og drikke – og rigtig mange steder var der folk, der bare ventede på ”The Danish girls on bikes”. Vi oplevede, at man bare var begejstrede for os, og det vi havde gang i, så det var en virkelig dejlig følelse at opleve så meget omsorg på et kontinent, hvor man hjemmefra kun havde hørt om, at de var nogle banditter og tyveknægte alle sammen. Også i Indonesien oplevede vi masser af hengivenhed, så vores overordnede morale fra vores tur er, at verden altså ikke er så farlig, som mange går og tror, konstaterer Julie og Ida, der i en grad er lykkedes med deres mission om at vise, at alt er muligt

I alt fik de to cykelpiger fra Give samlet 25.000 kroner ind til det gode formål, over dobbelt så meget som de havde drømt om. Men det de har samlet ind på den mentale og personlighedsudviklende konto, kan slet ikke gøres op i penge – for hvordan kan man gøre den rigdom på fantastiske oplevelser, de har haft, op i penge.

Og vender vi den lige 180 grader, så skal vi som nation også være stolte over, at vi kan sende to piger som Ida og Julie afsted på sådan en rejse, hvor de har været fantastiske ambassadører for Danmark. Godt gået, piger - kæmpe respekt herfra!

Efter den knap 1 år lange oplevelsestur på cykel er Ida og Julie nu hjemme i Danmark igen, hvor de skal arbejde et halvt års tid,inden de atter drager ud på nye cykeleventyr - måske på det afrikanske kontinent. Privatfoto