Den lokale sundhedsspecialist Jeanette Nørlund har udvidet med både EMS-træning og hypnoseterapi

Foto: Sundhedsspecialist Jeanette Nørlund fra Thyregod tilbyder sine kunder EMS-træning, som er en skånsom træningsform, der giver rigtig god træning uden at belaste leddene. Her ser vi Jeanette iført EMS-dragten. Foto: Jim Hoff 

Den 1. august 2018 realiserede Jeanette Nørlund sin livsdrøm om at blive selvstændig sundhedsspecialist, da hun åbnede sin klinik/træningsstudie på hjemadressen på Skovlunden i Thyregod. Hun har løbende udvidet sine services, og senest har hun tilføjet hypnoseterapi og EMS-træning til konceptet.Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD: Hos sundhedsspecialist Jeanette Nørlund i Thyregod er der en bred vifte af tilbud på hylderne lige fra personlig træning over ernærings- og kostvejledning til holdtræning.

I februar 2025 udvidede Jeanette så sine services til også at omfatte EMS-træning, og hun har også koblet hypnoseterapi på programmet. Jeanette fortæller, at EMS står for elektronisk muskelstimulering, og her er der tale om en skånsom træningsform, der kan bruges både til at optimere ens træning, forebygge skader samt til genoptræning.

Belaster ikke leddene

- Når man laver EMS-træning, er det ikke kun godt for opbygningen af musklerne, men man får også styrket vævet og reduceret sin fedtprocent. Træningen foregår på den måde, at man bliver iført en speciel dragt med elektroder, der sender impulser fra en maskine ud til musklerne.

- Det får musklerne til at trække sig sammen i naturlige bevægelser med op til 90 procent større intensitet end ved normal muskeltræning. Man kommer meget dybere ind i muskellagene end ved almindelig træning, hvilket sikrer, at man får en høj intensitet i de korte træningspas, samtidig med at man beskytter leddene, da man jo ikke belaster kroppen med f.eks. tunge løft. Man kan starte EMS uden at være i form

Kan starte EMS uden at være i form

Jeanette pointerer, at denne træningsform er med til at give en stærkere krop, samtidig med at fedtforbrændingen øges og fedtprocenten som sagt mindskes, hvilket bevirker, at man vil se skarpere ud, da fedt fylder mere end muskler.

- Det er en god måde at starte en slankekur op på, for man behøver ikke være i god form for at træne med EMS, så er man overvægtig, kan man gå i gang uden at belaste kroppens knogler osv.

- En EMS-træningssession varer 20 minutter. Der skal så lige sættes lidt tid af inden til at få dragten på og bagefter til at få den af, så det hele normalt kan gøres på en halv time, og det tilgodeser jo folk, der har en travl hverdag.

Træningen foregår under diskrete former

De 20 minutters EMS-træning svarer til 90 minutters almindelig træning, så det er en langt mere effektiv træningsform end almindelig træning.

- Træningen foregår her hjemme hos mig privat og har som standard kun én EMS-kunde ad gangen, så der er tale om en 1:1 eksklusiv behandling, hvor jeg har god tid til kunden, og hvor det foregår i fuld diskretion. Man skal lige være opmærksom på, at hvis man har metal i kroppen, så skal man ikke bruge EMS-træning, og har man hjerteproblemer, andre alvorlige sygdomme eller er gravid, vil det ikke være muligt at træne.

- Når man møder til den første træning, skal man underskrive en samtykkeerklæring, hvor man redegør for eventuelle sygdomme og ellers skriver under på, at man er sund og rask. Er man i tvivl om, man kan træne EMS, så ring eller skriv til mig, så får vi en snak om dine muligheder for netop denne træningsform.

Træningen foregår privat hjemme hos Jeanette.

Træningen foregår hjemme i Jeanettes private studie, som ligger i Thyregod. Der er kun kunden og Jeanette i studiet, så fokus er 100 procent på kunden.

- Du vil blive iført speciel inderdragt/undertøj, som man ved prøvetræningen låner af mig. Ønsker man efterfølgende et EMS-træningsforløb, anbefales det, at man køber sit eget undertøj, som kan købes af mig. Alternativt kan undertøjet lejes hos mig ved hver træning.

- Man skal afsætte ca. 30 minutter 1-2 gange om ugen, for det er min erfaring, at man opnår den bedste effekt af træningen, hvis man træner EMS-træning to gange om ugen, men 1 gang om ugen er også godt og altid bedre end ingen træning, konstaterer Jeanette.

Nye momsregler ødelæggende for branchen

Desværre er Jeanettes branche blevet ramt af nogle nye EU-dikterede momsregler, der betyder, at folk, der går til personlig træning og holdtræning hos f.eks. Jeanette, heriblandt EMS-træning, betaler ca. 5000 kroner mere om året, når deres skattefradrag på 1750 kroner er fratrukket, beregnet ud fra 45 uger med 2 gange træning pr. uge.

- Det rammer virkelig hårdt, og jeg kan virkelig godt mærke på bundlinjen, at de her regler skræmmer en del kunder væk. Det er så meget op ad bakke, og selvom regeringen har lovet at se på det, så sker der intet. Flere og flere vælger den personlige træning fra – og det er bare så dumt på den lange bane, pointerer Jeanette.

Blev inspireret af hypnoseterapi efter selv at have prøvet det

Hun er også begyndt at tilbyde hypnoseterapi til sine kunder. Jeanette blev uddannet hypnoseterapeut i 2023 hos Hypnosehuset i Vejle.

- Jeg prøvede selv en session med hypnoseterapi og blev meget inspireret af det. Så meget, at jeg selv fik lyst til at lære det, og det er en rigtig god kombination med den kropsterapi, jeg også tilbyder. Hypnoseterapi og kropsterapi supplerer hinanden supergodt, for mens man arbejder med selve kroppen i kropsterapi, arbejder man med det underbevidste sind i hypnoseterapien.

- Kunden bliver placeret i en dejlig blød lænestol og sættes i en afslappet tilstand. Her leverer kunden så de problemområder, der skal håndteres. Det kan være f.eks. lavt selvværd, stress, eksamensangst, depression eller overvægtsproblemer.

Alle er modtagelige for denne form for hypnose.

- Det er mig, der guider folk ind i samtalen, og her arbejder jeg mig stille og roligt ind på folk, som bliver ledt ind i en dyb, fokuseret og afslappet tilstand – også kaldet en trancetilstand. På den måde er der direkte adgang til at arbejde med kundens underbevidsthed og de dybereliggende problematikker. Og det er vigtigt at pointere, at alle er modtagelige for denne form for hypnose, bare man selv er indstillet positivt over for det.

- Derudover er det vigtigt for mig at understrege, at hypnoseterapi ikke må forveksles med de showagtige hypnoseprogrammer, man ser på tv, hvor folk hypnotiseres til at tro, at de er en høne. Det er også vigtigt at pointere, at man ikke mister kontrollen. Man sover ikke, og man kan ikke tvinges til noget, man ikke vil. Det er et rent samarbejde mellem mig som terapeut og kunden, siger Jeanette.

 

 

 

Andre læser

Spændende nyhed hos Finn’s Auto: er pr. 1. september autoriseret Isuzuforhandler!

Vellykket generationsskifte skal fejres: Åbent Hus hos Finn’s Auto

Harald går efter prof-drømmen: Ny topambitiøs stregspiller på plads i Give HK

Western By Night blev ”Wet By Night”

Endnu en stor succes: Museum Give sejrede stort over vejrguderne

Give tilbage på sporet med storsejr: Målrig Skovtur på Waldstadion!