Det handler om at spille hinanden gode: Hos Prüsse og danbolig i samarbejde!

Foto: Signe og Silke fra café Hos Prüsse har indledt et fit samarbejde med Lars Secher fra danbolig Give, hvor man modtager et gavekort til caféen, hvis man bestiller en salgsvurdering hos danbolig. Foto: Jim Hoff

Som man har kunnet læse om her i avisen, har Give langt om længe fået den ønskede café, da Hos Prüsse åbnede på Torvet i starten af juli. Caféen har fået en formidabel start med flot opbakning fra både borgerne og byens butiks- og erhvervsliv, og nu indleder caféen og danbolig et godt tænkt samarbejde.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BUTIKSLIV: Begrebet ’team work’ er måske nok mest kendt fra sportens verden, men i en by af Gives størrelse er konceptet også en vigtig brik i forhold til byens udvikling og ikke mindst butiks- og erhvervslivets fremme.

Det er også i dette lys, at det nye samarbejde mellem Gives nye populære café Hos Prüsse og danbolig Give skal ses. Det fortæller Lars Secher, indehaver af danbolig i Give.

Gør byen endnu mere attraktiv

- Nu, hvor sommerferien er slut, indgår vi et samarbejde med Signe og Silke fra Hos Prüsse.I mange år har vi hungret efter en god café her i Give, og nu har vi fået en fantastisk god café. Hos Prüsse er blevet taget rigtig godt imod af byen, og vi vil her hos danbolig også rigtig gerne bakke op om caféen og være med til at udbrede budskabet om caféen.

- En sådan fin café med lækre sandwiches, lækre kager, en fin morgenbuffet og en bred vifte af kaffevarianter er i den grad med til at gøre Give endnu mere attraktiv. Det skal og vil vi da i den grad bakke op om, for det er noget byen i den grad har manglet, og som virkelig er med til at gøre byen attraktiv, siger Lars.

Gratis café-gavekort ved bestilling af salgsvurdering

Han forklarer, samarbejdet går ud på, at når man her fra efteråret booker en salgsvurdering hos danbolig i Give, så vil man modtage et gavekort til Hos Prüsse, hvor man kan bruge det til at købe en lækker sandwich, en god kop kaffe, lækre kager eller til en morgenbuffet for 2 personer.

Derudover vil danbolig også være klar med et gavekort til folk, der bestiller en fremvisning.

- Dette tiltag vil være målrettet folk, der kommer ude fra andre områder/byen, og som på den måde får en mulighed for både at opleve vores nye café og Give generelt.

- Det håber vi at være med til, at der kommer endnu flere folk i caféen, og derudover er det også en god måde at få folk, der måske ikke kender Give så godt, ned i midtbyen og se, hvad det rent faktisk er, byen har at byde på. For en ting er, at vi jo sælger huse, men vi sælger også Give – og vi har mange gange i forbindelse med salg til tilflyttere oplevet, at de bliver positivt overraskede over Give – og den oplevelse skal vi da sørge for, at folk udefra får den så hurtigt som muligt, lyder den fine pointe fra Lars.

”Vi skal spille hinanden gode”

Signe og Silke Prüsse er de også rigtig glade for samarbejdet med Lars og danbolig.

- Generelt har vi fået fanatisk flot modtagelse af butikslivet her i Give, som har bakket os op fra dag ét. Også med hensyn til at orientere deres kunder om vores tilstedeværelse. Vi har også butikkens ejere/ansatte her i butikken som kunder, og vi har da også helt sikkert den holdning her i caféen, at det er vigtigt, at vi er med til at spille hinanden gode her i Give – og det er samarbejdet med Lars og danbolig et godt eksempel på, siger Signe og Silke.

Andre læser

Nye puljer på plads: Simon Madsen vender tilbage til Give – som modstander!

God flok frivillige søsatte en kanonfin arbejdsdag på Museum Give

Nyt vildt lokalbrag venter: Give og Brande skal igen krydse klinger i serie 1

Godt gået Karin: Pligtopfyldende og forandringsparat kulturbærer kan fejre 40 års jubilæum på Dan Cake

Husker du: Dengang Sepp Piontek og Preben Elkjær ”væltede” Hotel Margrethe

Givskud Zoo udvider med nyt TV-populært dyr: Børste kommer til fødselsdagsfest

Rekordstor deltagelse til Give Golfklubs helt unikke ’gratis-uge’