Eleverne på Thyregod Skole løb Rynkebyløb i en god sags tjeneste

Thyregod Skole har oparbejdet en rigtig fin tradition, hvor eleverne en gang om året stiller op i løbesko for at løbe penge hjem til lungesyge børn. Det sker under konceptet Team Rynkeby Skoleløb. 

Af Jim Hoff  – jimhoff@voreslokalavis.dk  - fotos John Werner Jørgensen 

THYREGOD: Fredag formiddag i uge 12 kunne man se en masse friske unge mennesker løbe Thyregod by tynd på kryds og tværs med glade smil på læberne og mælkesyre i benene. Og hvorfor nu det? Jo, det var der en både god og hjertevarm grund til, idet skolen er blevet en fast del af konceptet Team Rynkeby Skoleløb, som har et rigtig godt formål, 

Her er eleverne på skolen i Thyregod blevet del af et større landsdækkende projekt. Hvert år løber børn landet over for børn med lungesygdomme i Team Rynkeby Skoleløb og Børneløb, og de penge de unge mennesker løber ind går til Børnelungefonden. 

Over 100.000 danske børn lider af en lungesygdom 

Dette fine koncept er baseret på den kedelige baggrund, at mere end 100.000 danske børn lider af en lungesygdom. Det svarer til, at der i gennemsnit sidder to i hver klasse med en eller anden form for lungesygdom.  

Det er kedelige tal, og derfor er Børnelungefonden optaget af at gøre alt for at hjælpe børn og deres familier, så de kan få så godt et liv som muligt på trods af en lungesygdom og styrke livsvigtig forskning i børnelunger. Dette sker blandt andet med midler fra Team Rynkeby Skoleløb. 

Det årlige motions- og velgørenhedsløb foregår faktisk både i Danmark, Sverige, Norge og Finland, hvor børn på tværs af skoler og klasser sammen trækker i løbeskoene i den gode sags tjeneste. 

Tilbage til fredag formiddag i Thyregod, hvor eleverne var samlet i skolegården til fælles opvarmning i den fine forårsvejr. Der blev hoppet og sprunget til den store guldmedalje, inden “kvierne blev lukket ud på græs”, og så gik der derudaf over stok og sten på den fastlagte rute gennem byen.  

 

Løb omkring 30.000 kroner ind sidste år 

John Werner Jørgensen, der er ledende pædagog på Thyregod skole, var naturligvis en del af denne fine løbedag i velgørenhedens tjeneste, og han fortæller her om dagen og løbet.  

-Team Rynkeby Skoleløbet er en tradition på Thyregod skole. De sidste år har vi indsamlet omkring 30.000 kr. Vi kender ikke dette års beløb endnu. Men nogle resultater fra dagen har vi. Hurtigløberne var henholdsvis Villads fra 7A med 13 omgange/kilometer og Silja fra 7A med 12 omgange/kilometer. 

- Alle skolens børn deltog i dagen, og efter påske ved vi præcis hvor meget, der er blevet indsamlet. Vi håber, at vi kommer over 30.000 kr. og slår rekorden fra sidste år. Børnene løb rundt i Thyregod by på en rute der var 1 km., og de havde selv fundet sponsorer gennem venner og familie, som gav dem x antal kr. pr. løbet omgang, fortæller John Werner Jørgensen.  

Stærkt initiativ af de unge mennesker på Thyregod Skole, og en rigtig fin måde at kombinere medmenneskelighed og motion.