Er du klar til 3 timer med total julehygge for hele familien – så kom ned på Torvet på lørdag!
Foto: Et af de tre julenisseværksteder går ud på, at man selv kan glasere sin julesmåkager, som på dagen leveres gratis af Nytorvs Bageri i Give. Foto: 123fest.dk
Midt i den søde juletids mange praktiske og hjertelige gøremål åbner der sig lørdag den 6. december en særdeles hyggelig og familievenlig julehygge-oase på Torvet i Give, hvor du kan besøge Nissernes Juleværksted, der er klar med hele 3 aktiviteter, der bare oser af julehygge.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JUL I GIVE: Give Handel & Erhverv er i tæt samarbejde med Nytorvs Bageri og 123fest.dk klar med en god gang familievenlig julehygge lørdag den 6. december fra klokken 10.00 til 13.00 på Torvet i Give. For den lokale handelsstandsforening handler det om, at man gerne vil betale tilbage til de loyale og trofaste kunder, der bakker op om byens butikker ved at levere dette fine arrangement – som det i sagens gavmilde natur naturligvis er helt gratis at deltage i.
Det er eventvirksomheden 123fest.dk, der står bag eventen, og her kan Jakob fra firmaet fortælle, at de kommer og forvandler Torvet til et rigtig hyggeligt nissejule-værksted, som er målrettet både børnefamilier, unge og voksne.
Lav personlig glasering på julesmåkager
- Vi møder op med temaet ’Julemandens Nisseværksted’, hvor vi har 3 aktiviteter med. Aktivitet 1 handler om, at man på et værksted kan få mulighed for at glasere sin egen julesmåkage med lige akkurat den påskrift, man måtte ønske. Det kan være en sød smiley, et navn eller hvad man nu kan finde på. Her er det Nytorvs Bageri, der leverer julesmåkagerne til denne event.
- Her kan man som familie rigtigt hygge sig med at vise, hvad man duer til. Lige noget for farmand, og så er det også vores erfaring, at der også dukker en del teenagere op til dette værksted, fordi de synes, det er fest at glasere deres helt egne julesmåkager. Det er en god måde lige at stoppe op her i juleræset, et fint lille åndehul for hele familien midt i gave- og juleræset, pointerer Jakob.
Skab dit helt eget til-og-fra-kort med personlighed
Der vil løbende blive spillet hyggelig julemusik under de 3 fornøjelige timer på Nissernes Juleværksted, så der kan både nynnes og synges med.
Aktivitet nummer 2 handler også om at være kreativ. Her er det nemlig et værksted, hvor man kan lave sine helt egne flotte og kreative til-og-fra-kort til julens gaver. Her kan man lave et personligt til-og-fra-kort, og det kan for modtageren betyde meget, at kortet er hjemmelavet, og at der er lagt tid og sjæl i det.
Gaveræs: Så skal der sorteres julegaver
På værksted nummer 3 er der alvorlig action i den. Overskriften kunne godt være ’gaveræs’, for på dette værksted skal man hjælpe julenisserne med at sortere julemandens gaver.
- Her har vi et pakkebånd, som kører ret hurtigt, og det handler så for børnene og deres familiemedlemmer om at sortere gaver, der skal til både Grønland, Sjælland, Jylland, Tyskland osv. Her bliver der virkelig gang i den, det er megasjovt, og det handler om at have overblik, om at være hurtig på fingrene, så vi håber da godt nok, at børnene i Giver – og deres forældre – er topklar på denne opgave, siger Jakob.
123fest.dk medbringer for en sikkerheds skyld pavilloner, som værkstederne kan afvikles i, hvis nu vejret er til den knap så venlige side. Ellers er der lagt op til, at det foregår ude i det hyggelige julemiljø på Torvet.
Julemanden kigger da også lige forbi
Når nu der er nisser i byen, som arbejder med børn, så er det vel ret tænkeligt, at deres chef, julemanden, også lige kigger forbi for at holde styr på tropperne.
- Julemanden kigger helt sikkert forbi, og hvis børnene og de unge gør det godt, så er jeg da ikke i tvivl om, at der nok skal falde nogle lækkerier af til dem. Vi kommer selv med 2 nisser, gode og rutinerede folk, som glæder sig rigtig meget til at samarbejde med børnene her i byen.
- Vi spiller som sagt julemusik under hele eventen, så man skal bare gå efter lyden, hvis man nu er ude at julehandle og får lyst til en hyggelig afstikker på nissernes juleværksted, hvor det dufter af jul, grin og familiehygge, lyder den venlige opfordring fra Jakob.

Det er her på Torvet i Give fra klokken 10.00 til 13.00, at man kan besøge Nissernes juleværksted. Foto: Jim Hoff
















































