Fed fest i Farre: Velsmagende tarteletter udsatte VM i gadefodbold

Foto: Grandt's Mad var på plads fredag aften med lækre tarteletter - og det blev så stor en succes, at VM i gadefodbold måtte udsættes godt en halv time. Foto: Jim Hoff 

Den just afviklede sommerfest i landsbyen Farre med de godt 340 indbyggere blev en succesfuld en af slagsen med flot opbakning over samtlige tre dage, festen varede. Der var masser af folk til motionsløb, byen fik en suveræn tarteletkonge, og netop de lækre tarteletter var tæt på at nedlægge VM i gadefodbold.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FEST i Farre: Torsdag, fredag og lørdag i uge 33 var der for alvor liv i gaderne i Farre, hvor den lokale idrætsforening havde inviteret til en 3-dages sommerfest – og det gode sommervejr var bestilt hos de høje magter, der heldigvis var leveringsdygtige!

220 til Danpoløb

Løjerne startede i motionens tegn med det efterhånden klassiske og traditionelle Danpo-løb torsdag aften, og det blev en fin aften med rigtig flot opbakning fra folket.

Det fortæller Lars Egeskov Pedersen, der er formand i Farre Idrætsforening - og knivskarp angriber på gadefodboldholdet Smedevej 1.

- Der mødte i alt 220 løbere/motionister op til Danpoløbet, der består af en 4 km gå- og løberute samt en 10 km løbe- og cykelrute, og som dermed appellerer til en ganske bred målgruppe. Fint fremmøde, og dejligt, at vejret spillede med, konstaterer Lars.

Tarteletter eller VM i gadefodbold?

Fredag aften er klassisk den aften, hvor der dystes om den eftertragtede titel som ’uofficiel verdensmester’ i Farre i gadefodbold. Og her var det lige før, der gik ”FIFA” i den!

Samme aften var der nemlig debut for Grantd’s Mad, der som bekendt har åbnet i den gamle slagterbutik i Farre. Her stod Signe og David klar med pil-selv-rejer og de her på egnen så Danmarksberømte tarteletter, og disse kulinariske fortrinligheder var så populære, at det var stort set umuligt at hive folk væk fra spisebordene i festteltet.

Det betød, at det til klokken 17.30 fastsatte VM i gadebold måtte udsættes en halv time plus det løse. De tarteletsultne fodboldspillere var simpelthen ikke til at rive væk fra tallerknerne.

Her har vi så den lokale Farre-udgave af Lionel Messi på jagt efter bolden. Foto: Jim Hoff 

460 tarteletter sat til livs – Martin åd de 15 af dem

- Det var helt vildt, hvad der blev spist af rejer og tarteletter denne aften. Der blev spist 460 tarteletter og 14 kilo pil-selv-rejer, så det var en flok godt optankede fodboldspillere, ikke mindst på herresiden, der løb på banen, konstaterer Lars med et stort smil.

Og det brede smil hos idrætsforeningens formand fortsatte, da vi kom ind på selve det sportslige islæt i gadefodbolden, for det viste sig nemlig, at det blev Smedevej 1, hvor Lars gav den som Farre IF’s svar på Preben Elkjær, der løb med den samlede sejr med Smedevej 2 på andenpladsen.

Storfavoritterne fra Smedevej 1 hentede VM-titlen

Der var i alt 5 hold tilmeldt dette uofficielle VM i fodboldløjer, og det talstærke og fadølsdopede publikum sørgede for fin stemning på lægterne med både nuttede og sportsligt kompetente tilråb i Brøndby-klassen.

- Det var naturligvis den helt rigtige vinder, konstaterede Lars storsmilende, og han kunne også berette om en fortjent sejr til det lokale whiskydestilleri Fary Lochan.

- Her var det Morten Jørgensen fra Fary Lochan, der var på plads med en totalt udsolgt ginsmagning med dertil hørende fint salg, så det var også en fin aften på den konto.

Vejret spillede flot med alle tre dage ved sommerfesten i Farre. Foto: Jim Hoff 

Jakob og Martin brillerede

Lørdag stod der også morgensang, gymnastikopvisning, petanque og kyllingebanko på programmet, inden det helt sluttede med den store aftenfest i teltet, hvor der stod helstegt pattegris på plakaten.

- Det blev også en rigtig fin lørdag med rekordstor deltagelse. Det blev Jakob Storm, der blev uofficiel jysk mester i petanque, og det havde den gode Jakob det særdeles godt med.

- Vi skal også lige runde vores nye champ i tarteletspisningsdisciplinen fredag aften. Det blev Martin Bjerre Lauridsen, der på imponerende vis satte hele 15 tarteletter til livs. Det betyder, at han på dagen vandt 50 gratis tarteletter, og at han spiser gratis med næste år, når der igen er tarteletter på menuen.

Flere og flere nye dukker op til sommerfesten

- Vi vil fra bestyrelsens side gerne her rette en stor tak til de mange gode frivillige, der i år har givet en hånd med for at få det hele til at køre. Uden dem ingen sommerfest, og også en stor tak til de gode sponsorer, der støtter vores tombola. Også glædeligt at konstatere, at vi kan se, at der år efter år kommer nye folk til vores sommerfest – det er virkelig glædeligt, konstaterer Lars, der uden et sekunds tøven kan melde ud, at sommerfesten i Farre vender stærkt tilbage i 2027.

Spændende, om Smedevej, Martin Bjerre Lauridsen og Jakob Storm kan forsvare deres respektive titler!

Du kan se mange flere fotos fra Sommerfesten i Farre her: 

 

Selv de lidt større børn havde en fest ude på legepladsen - sådan er det til byfest i Farre. Foto: Jim Hoff

Andre læser

Give Idrætscenter klar med nyt spændende koncept: SKOLE-PAS – Move & Meet

Så røg Jacob i A-rækken: Ung cykelrytter fra Give smadrede konkurrenterne ved Holstebro Tours

En lokal frivillig pakker varer i REMA 1000 i Give for at sætte fokus på Scleroseindsamlingen d. 13. september

Firkløverskolens nye leder: Nøgleordene er tillid og ordentlighed!

8-0 til Børge Westergaard: Flot hjemmesejr til fødselaren på Waldstadion i Give

Brugsen Give inviterer igen til cirkus til kundevenlig pris – og har 50 gratis billetter til Røde Kors’ Familienetværk