
Finale i Bredballe: Give kan stadig redde sig i Jyllandsserie 1 på trods af nederlag til Åbyhøj
Foto: På trods af et drømmemål i Messi-klassen af Kris Larsen tabte Give på hjemmebane med 3-1 til Åbyhøj. Foto: Jim JHoff
Give Fremads jyllandsseriemandskab havde lørdag en gylden mulighed for at sikre sig en playoffkamp om endnu en sæson i jyllandsserie 1, men selvom de grønne førte 1-0 frem til det 67. minut, endte det med et 1-3 nederlag – igen efter en skidt slutfase. Noget vi har set flere gange fra holdet her i foråret.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Den gik desværre ikke! Forhåbningerne til Give Fremads hjemmekamp mod Åbyhøj, der ret beset intet havde at spille for i forhold til hverken op- eller nedrykning, var pænt store, fordi en sejr kunne have spillet en playoffkamp i hænderne på hjemmeholdet – og dermed var den direkte nedrykning undgået.
Men selvom Give kom foran i det 27. minut på et mål af Kris Larsen efter oplæg fra Rasmus Østergaard og dermed kunne gå til pausen med en 1-0 føring, gik det galt i de sidste 25 minutter af 2. halvleg. Åbyhøj udlignede i det 67. minut, og for at det ikke skal være løgn bankede århusianerne 2 mål i kassen i henholdsvis det 90. og det 95. minut – og dermed nul point til det trængte hjemmehold.
- Igen en kamp, der ligger meget af det, vi har leveret her i foråret. Vi spiller egentlig en fornem 1. halvleg, holder Åbyhøj fra afslutninger og har nogle fine omstillinger. I det 27. minut scorer Kris Larsen så et vanvittigt flot mål, et klassisk Kris-mål, hvor han først tørrer en modstander med en piruette, laver en tunnel på den næste og prikker så kuglen i mål. Vi har efterfølgende også muligheder til at score til både 2-0 og 3-0, men mangler desværre skarphed i de afgørende situationer, fortæller Gives assistenttræner Jesper Jochumsen.
Igen – skidt slutfase-præstation
Man går til pause med en ok fornemmelse og lægger også godt ud i 2. halvleg, men så sker der en fejl i forsvaret, hvor to Givespillere nærmest tackler hinanden, og bolden springer hen til en Åbyhøjspiller, der banker bolden i mål til 1-1.
- Herfra spiller vi generelt en dårlig kamp, og så når vi frem til det 89. minut, hvor Åbyhøj scorer til 2-1, og derefter satser vi hele butikken for at få mindst 1 point. Det går så galt i det 95. minut, hvor Åbyhøj scorer til 3-1. Alt i alt brandærgerligt, for igen smider vi en kamp i de sidste 25 minutter - og det har desværre været historien om vores sæson.
- Med 3 point havde vi bragt os i en rigtig gunstig situation inden sidste runde, men nu står vi med en udebanekamp i Bredballe. Hvor vi kan rykke direkte ned, redde os en kvalkamp eller redde os helt, alt efter resultaterne i de andre kampe - og i de ovenliggende rækker, forklarer Jesper. Vinder Give for eksempel i Bredballe, bliver man nummer 6 – og det kan faktisk betyde, at man redder sig uden at skulle ud at spille kvalkampe.
- Det eneste glædelige, vi denne lørdag kunne glæde os over, var, at både Bredballe og Aabenraa, som også ligger i bund 3, tabte deres kampe, og dermed er vi med 1 kamp tilbage i sæsonen stadig aktivt i spil til en playoffkamp eller en redning, konstaterer Jesper.
Midtbanespiller Bjarke Bitsch blev Gives Man of The Match mod Åbyhøj. Foto: Jim Hoff
Manglede holdets to stærke ledere
Bjarke Bitsch blev Gives Man of The Match i en kamp, man måtte spille uden de to ledere og styrmænd på holdet, Peter Christensen (90-års fødselsdag) og Kasper Larsen (karantæne).
- Vi kunne godt mærke, at de to altid meget synlige lederskikkelser ikke var med til at dirigere og styre gutterne. Men til gengæld leverer Mathias Nørtoft en god indsats i midterforsvaret som afløser for Kasper Larsen, en god forsvarsspiller med en dejlig ro på bolden. En fuldgod erstatning for Kasper Larsen, helt sikkert, pointerer Jesper.
Give spiller allerede tirsdag igen i pokalen på udebane mod Kolding B., og her handler det både om at gå videre og at undgå skader før den store finale i Bredballe søndag. Kampen spilles klokken 14.30 på Bauhaus Park ved Hældagerskolen i Bredballe.