Flere nye tiltag på bordet: Give Håndboldklub mere end klar til den nye sæson

Foto: Give HK's 2. divisionsmandskab satser meget på at få en flyvende start, når turneringen starter lørdag den 26.seåtmner mod Odder Håndbold 2. Her symboliseret ved klubbens nye stregspiller Harald Pedersen. Foto Jim Hoff

Lørdag den 26. september starter håndboldsæsonen igen for 2. divisionsholdet i Give Håndboldklub, og igen i år bliver det med et håndboldbrag på hjemmebane i Vestjysk Bank Arena. Der er mange nye ting på tapetet til denne sæson både på det sportslige plan og mht. setuppet omkring håndbolden, og det kan du læse mere om her..

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DIVISIONSHÅNDBOLD: Når 2. divisionsholdet i Give HK lørdag den 26. september åbner håndboldballet i denne sæson klokken 15.00 mod Odder Håndbold 2 hjemme i Vestjysk Bank Arena kan tilskuerne, udover at glæde sig til selve kampen, også se frem til en række nye tiltag fra klubbens side.

Håndboldplatte og indløb med ungdomsspillere på plakaten

Det oplyser Eliteudvalgets formand, Henrik Henriksen, der akkurat som resten af klubben og divisionstruppens trænere/ledere og spillere ser frem til at få kastet den nye sæson i gang.

- Når folk møder op, forhåbentlig i stor stil, på lørdag, er cafeteriet i Give Idrætscenter klar med et nyt tiltag. Mange kender begrebet ’stadionplatte’ fra fodboldverdenen, og nu er vi klar med håndboldens svar på dette i form af en  ’håndboldplatte´’ hvor centerleder Martin Schmidt og hans team er klar med en lækker frankfurter med brød.

- Derudover vil vi fremover involvere bredden i klubben mere i divisionskampene her på hjemmebane, så på lørdag vil det være klubbens U11-hold, der løber på banen med spillerne. Fremover vil vi sørge for, at vores ungdomshold på skift får mulighed for at løbe på banen med vores divisionsspillere, og på den måde skabe en form for samhørighed med bredden og eliten, hvilket passer til vores slogan "Sammen er vi stærke", fortæller Henrik.

Eliteudvalgets formand ser på klubbens vegne frem til en spændende ny håndboldsæson, hvor klubbens 2. divisionshold meget gerne skulle med i oprykningsspillet til 1. division, Foto: Jim Hoff

Samarbejder med Kræftens Bekæmpelse

På dagen for sæsonpremieren kan man også møde de gode folk fra Sportigan i Give, som står klar med salg af klubtøj.

- Vi håber, da at der er mange der køber noget klubtøj og på den måde er med til at gøre vores håndboldklub endnu mere synlig bybilledet – og det er på den konto også således, at folk, der på lørdag møder op i klubtøj fra Give HK, det kan være ungdoms- og breddespillere samt tilskuere, bliver belønnet med en gratis slushice.

- Man kan denne dag også købe lodsedler fra Kræftens Bekæmpelse, idet vi har indledt et samarbejde med dem om salg af deres lodsedler. Her kan man vinde en spritny Cupra Born samt en masse andre pengegevinster. Vores spillere har fået nogle lodsedler, som de skal sælge, og vi håber på god opbakning her også, da det jo både støtter en rigtig god sag og giver klubben mulighed for at tjene ekstra penge til klubkassen. Det er jo på alle måder en rigtig fin win-win situation, pointerer Henrik.

Ny træner, mange nye spillere

Kigger vi på det rent sportslige, er der også flere nyheder på tapetet. Ree Hamann-Boeriths er ny cheftræner, tidligere træner Torben Sørensen er ny sportschef i klubben,  mens Kristian Olsen fortsætter som assistenttræner og Morten Dueholm som målmandstræner. Dertil er der kommet en god flok nye, unge talentfulde spillere til.

Både klubben og Rene Hamann-Boeriths lægger ikke skjul på, at det helt store mål her i efteråret er at komme i top 3, så man når med ind i forårets pulje med oprykningsspillet til 1. division. Som noget andet nyt, er det nu også tilladt at afholde timeouts i 2. division, så man løbende kan justere taktikken osv.

 

 Den tidligere A-landsholdsspiller i håndbold, Rene Hamann-Boeriths, er ny cheftræner i Give HK. Foto: Jim Hoff

Går klart efter at komme med i oprykningsspillet

Henrik Henriksen håber, at folk er klar til igen at komme i hallen og støtte klubbens hold efter en lang kamppause.

- Divisionstruppen har haft en god opstartsfase, og vi har en god, bred trup, hvor spillerne har vist, at de er klar til at give alt for deres hold. Vi står med en god, dynamisk og bred trup med unge udviklingsparate spillere, der er klar til at gå efter en billet til 1. division.  Der bliver spillet en frisk og hurtig gang håndbold, og nu handler det om at få en rigtig god start mod Odder, så vi kan kickstarte sæsonen på allerbedste måde, lyder det forhåbningsfuldt fra eliteudvalgets formand.

Kampen starter klokken 15.00, men allerede klokken 13.00 inviterer Give HK’s Erhvervsklub til spisning i kantinen med præsentation af holdets nye træner og de nye spillere, hvor cheftræner René Hamann-Boeriths også vil holde et oplæg for de fremmødte.

 

 Både klubben og 2. divisionsholdet håber på en propfuld hal på lørdag, når man sæsonpremieren mod Odder Håndbold 2 kastes i gang. Foto: Jim Hoff 

 

 Her har vi Give HK's modstandere i efteråret. Grafik: Dansk Håndbold

Andre læser

Give HK-cheftræner efter sejr i sidste testkamp: Vi er klar og glæder os vildt til at komme i rigtig kamp!