Flot donation fra Ole Kirks Fond: Karla Grøn på vej til at blive endnu grønnere

Foto: Her klipper to små friske børn den røde snor til den nye sandkasse hos børneinstitutionen Karla Grøn i Karlskov sammen med leder Rikke Holmsted Bøjsen. Foto: Jim Hoff

Den integrerede børneinstitution Karla Grøn i Karlskov kunne torsdag den 30. april ved en superhyggelig festlighed i det smukkeste sommervejr klippe den røde snor i forbindelse med den officielle indvielse af en række nyetablerede bæredygtige legeredskaber og legeområder. Det er Ole Kirks Fond, der har doneret midler til projekterne.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BØRNELIV: I forbindelse med den årlige Karla Grøn-fest på den integrerede børneinstitution, ’Karla Grøn’, blev der afholdt en officiel indvielse af de nye legeområder/legeredskaber, som institutionen har fået etableret henover efteråret 2025 via en donation på 150.000 kroner fra Ole Kirks Fond, der har til hovedformål at arbejde for at fremme livskvaliteten for børn og deres familier.

Donationen er givet på baggrund af, at man hos Karla Grøn har ønsket at skabe øens læringsunivers, hvor bæredygtighed fremmer børnetrivsel, og det er blevet etableret i samarbejde med firmaet TrÆls, der skaber spændende læringsmiljøer/legepladser i genbrugstræ.

 

Her er det pædagogmedhjælper Peter Eriksen, der spiller Karla Grøn-sangen på en af de nye trapper/plantekasser sammen med nogle friske børn. Foto: Jim Hoff

Har gang i en langsigtet grøn plan

- Vi afholder først den officielle indvielse her i dag i forbindelse med Karla Grøn-festen, hvor vi inviterer forældrene. Om formiddagen har vi haft plantedag, hvor alle børn har medbragt en plante, der skal plantes ud – bl.a. i nogle af de plantekasser, vi har fået i forbindelse med etableringen af de nye legeområder, fortæller Rikke Holmsted Bøjsen, der er leder hos Karla Grøn.

Hun kan også berette, at man i institutionen har gang i en langsigtet 5–10-års plan, hvor det handler om at gøre institutionen mere og mere grøn – og bæredygtig – såvel ude som inden for.

Kæmpestort skulderklap til forældrebestyrelsen

Helt konkret har man via midlerne fra Ole Kirks Fond etableret en ny sandkasse, bygget en ny indergård uden for vuggestuen med plantekasser, og der er også blevet sat nogle hyggelige trappemiljøer op med dertil hørende plantekasser.

- Her kan børnene sidde og hyggesnakke, både med hinanden og en voksen, og det er også en oplagt platform for sanglege. Vi er rigtig glade for de her nye legeredskaber/legeområder, og i den forbindelse vil jeg meget gerne sende et stort skulderklap til vores forældrebestyrelse, der med Katrine Elkjær som drivkraft har været en virkelig stor hjælp i forbindelse med ansøgningen om fondsmidler, pointerer Rikke.

 

Så skal snoren klippes til den nye indergård ved vuggestuen – og igen er det to friske børn, der styrer saksen. Foto: Jim Hoff

Så blev den røde snor klippet

Festlighederne startede 14.30, og her blev børnene og de fremmødte forældre budt på kaffe, kage og saft rundt omkring ved bordene i det fantastiske sommervejr, alt imens Dannebrog blafrede lystigt op mod den knaldlyseblå himmel.

Derefter blev den røde snor ved den nye indergård og sandkasse klippet på bedste royale vis af nogle søde børn med hjælp fra Rikke og opmuntrende klapsalver fra publikum.

Efterfølgende blev der så afholdt den årlige generalforsamling med valg til forældrebestyrelsen, alt imens de glade børn legede i de fine nye legemotiverende omgivelser under opsyn af nogle af institutionens pædagoger.

 

Her ser vi de nye legeredskaber/legeområder hos Karla Grøn. Privatfotos

 

Andre læser

Dagplejen i Vejle Kommune fylder 50 – og det fejres den 13. maj i Give

Mægtige maskiner og fed byfeststemning: Velkommen til Traktortræk i Uhe

AL Sydbank i gavehumør: Samtlige 140 medlemmer af Give Atlet Klub har fået nye t-shirts

3 lokale butikker i Give åbner midlertidigt outlet-salg i Vestergade 3

Søndermarkskolen mangler virksomheder i lokalområdet til juniormesterlære

Inspirerende og øjenåbnende workshop med Marianne Florman hos ReCoach

Fin 1. maj i Gullestrups Have: Solen skinnede om kap med de røde faner

Tredje sejr i træk – men bittersød storsejr til Give efter grim skade til Chris Thomsen