3 lokale butikker i Give åbner midlertidigt outlet-salg i Vestergade 3
Foto: De tre butikker Klunz by Ilsøe, Din Tøjmand og Sportigan afholder Outlet-salg i Vestergade 3 fra den 5. maj til den 13. maj med udsalgs af gode varer til kundevenlige priser. Foto: Jim Hoff
De lokaler, der tidligere husede tøjbutikken Boutique Mary i Vestergade 3 i Give, har stået tomme siden starten på året, men nu får de nyt liv, idet de 3 lokale butikker Klunz by Ilsøe, Din Tøjmand og Sportigan åbner et outlet-salg fra 5. maj til 13. maj.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BUTIKSLIV: Nu kommer der for en stund atter liv i de ellers tomme butikslokaler i Vestergade 3 i Give. Det er de tre lokale butikker Klunz by Ilsøe, Din Tøjmand og Sportigan, der tirsdag den 5. maj til onsdag den 13. maj åbner et outlet-udsalg med stærkt nedsatte varer fra de tre butikker.
Spar op til 90 procent
Suzette fra Klunz by Ilsøe kan fortælle, at hun har tømt sit lager i kælderen, købt både kollektionsprøver og restpartier hjem, så der er rigeligt på bøjlerne og hylderne for kunderne at komme efter.
- Der er rigtig mange fine ting, og jeg vil i forhold til prisniveauet køre med priser fra 50 kroner og op til 400 kroner. På nogle varer vil der være op til 80-90 procent at spare. Der er tale om varer fra Costamani, Isay, Freequent, Soya, Skovhus Strik og andre. Derudover har jeg også en del tøj i plus size (44-56) samt skorester, fortæller Suzette.
Fra træningstøj til badeshorts
Hos Sportigan handler det også om et oprydningssalg.
- Vi har rigtig fået ryddet op i vores lager, så vi kan, i den uge, vi kører med outletsalg, præsentere kunderne for løbetøj, træningstøj, fritidstøj, juniortøj, badetøj, shorts og t-shirts samt assorteret fodtøj. Vi ligger prismæssigt fra 100 til 200 kroner, og der kan minimum spares 50 procent på varerne, fortæller Hanne Lund fra Sportigan.
Fint tøj til en billig penge
Casper Juhl fra Din Tøjmand kan også berette om en grundig oprydning på lageret.
- Vi kan i denne uge præsentere folk for et bredt sortiment af herretøj, både med hensyn til brands og forskellige slags tøj, lige fra sko til overshirts. Vi ligger også i prisniveauet på 100 til 200 kroner, og vi har minimum besparelser på 50 procent på alle de varer, vi har med her i dette udsalg. Vi håber og tror da også, at folk kan finde noget, de kan bruge, for der er masser af fint tøj til en billig penge, pointerer Casper.
Fine arbejdsbetingelser
De tre forretninger har i dagene op til det store Outletsalg haft rygende travlt med at få varerne på plads i deres 3 forskellige zoner i Vestergade 3. Men de glæder sig alle tre til det spændende projekt! - Heldigvis er det ret let at gå til, idet vi her har med en stor butik at gøre med masser af plads, og hvor der i forvejen er stativer, bøjleophæng osv. Selvfølgelig er der en del arbejde med at få tøjet herned i butikken, få det hængt op og så videre, men vi er virkelig glade for, at butikkens indehavere, Mette og Morten Andresen, er gået med til, at vi kan leje butikken med inventar de her dage hen over d. 19. og 20., lyder det samstemmende fra Hanne, Suzette og Casper.
Rammer hele familien
De pointerer alle tre, at det jo på mange måder ligger lige til højrebenet, at de går ind og bruger de tomme lokaler til outletsalg med den fine beliggenhed, som butikslokalerne har. Ved at gå tre butikker sammen, rammer man et bredt kundesegment fra herrer til kvinder, sportsfolk og familier.
Godt og spændende initiativ – og det kunne da være fedt for byen, hvis dette tiltag kunne gentage sig senere på året.















































