
Folketinget og Vejdirektoratet har lyttet: Give Syd får motorvejstilslutning
Foto: Det er denne nuværende fra- og tilkørsel ved Give Syd ved den nuværende motortrafikvej, som Vejdirektoratet og Folketinget nu har godkendt som tilslutninsgvej i det nye motorvesjprojekt mellem Give- Billund. Foto: Jim Hoff.
En knap 4 år lang demokratisk proces omkring den i det første projekt manglende fra/tilkørselsvej ved Give Syd i motorvejsprojektet mellem Give - Haderslev, nogle vil sige kamp, har her ultimo juni 2025 fået en lykkelig udgang for den lokale ’modstandsbevægelse’.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: I november 2021 landede Vejdirektoratets planløsning for motorvejen mellem Give og Haderslev tungt på bordet hos Give Udviklingsråd. Tungt både pga. volumen på det digre værk, men også fordi der i projektet ikke var planlagt en tilslutningsvej ved Give Syd.
Den beslutning skabte røre i byen, men Transportministeriet afviste blankt at indlægge en til- og frakørsel ved Give Syd i det nye motorvejsprojekt mellem Give og Haderslev.
- Der er ikke plads, det kræver en ny VVM-undersøgelse, og en sådan tilkørsel er unødvendig, hedder det bl.a. i svaret. Og de svar udløste kampberedskab i byen, hvor Give Udviklingsråd og Give Handel & Erhverv slog sig sammen med lokalvalgte byråds- og folketingspolitikere med henblik på at få ”Christiansborg” og Vejdirektoratet i tale.
- Ved at udelade en frakørsel ved Give Syd risikerer vi jo, at bilerne suser uden om byen uden at opdage byen, og det virker da dybt mærkværdigt, at man ved at undlade til- og frakørsel laver et benspænd med det nye erhvervsområde, som Vejle Kommune er i gang med at etablere netop her, lød det dengang fra Give by.
Gode input fra lokale politikere
Man kom stærkt videre efter et møde med Niels Flemming Hansen, konservativt folketingsmedlem med erfaring og pondus fra flere år i Folketingets transportudvalg, hvor den erfarne Vejlepolitiker pointerede, at det for Give handlede om at stille med et samlet stærkt erhvervsliv bag sig, med de store virksomheder i byens uforbeholdne opbakning.
Derudover handlede det om at skaffe ultimativ opbakning fra Vejle Kommune, om at få rigtig godt fat i transportudvalget og få holdt nogle møder i byen med udvalgets medlemmer. På bagkant af disse gode råd blev det til en række møder i Give bl.a. med transportminister Thomas Danielsen, hvor alle de gode argumenter for en tilslutningsvej blev fremlagt. De gode demokratiske tiltag fra de lokale ildsjæle førte til, at Vejdirektoratet iværksatte en ny VVM-undersøgelse, og her ultimo juni er det så en realitet, at Give syd får en tilslutningsvej til den projekterede motorvej mellem Give og Haderslev.
Hensyn til birkemus og flagermus
Denne for Give så fine nyhed kommer på bagkant af, at et bredt politisk flertal på Christiansborg nu endelig har vedtaget den præcise linjeføring for den kommende 18 kilometer lange motorvej mellem Give og Billund. Ifølge lovteksten kan næste fase i anlægsloven påbegyndes, og dette konkrete lovforslag bliver sandsynligvis sendt i offentlig høring i juli måned.
Ifølge projektplanerne for Give-Billundmotorvejen skal efter planen kobles på Vejle-Herning-motorvejen ved Give. I projektet kan man også se, at den nye motorvej vil føre mod sydvest til et punkt vest for Billund - med tilslutning til både Tykhøjetvej og Billund Lufthavn. Og dermed har man lyttet til såvel Vejle som Billund Kommune og ikke mindst ’modstandsbevægelsen’ i Give.
Som det blev forklaret på Vejdirektoratets informationsmøde den 9. april i Vestjysk Bank Arena, er der i den nye projektplan foretaget en del justeringer og flytninger af vejføringen, dels grundet en beskyttelse af historiske hjulspor ved Båstlund Krat, og dels for at beskytte birkemus og flagermus.
Anlægsstart i 2027 – klar i 2032
Karsten Kirk Larsen, der er chef for Vejdirektoratets afdeling for planlægning og miljø, forklarede også, at der på den 18 kilometer lange strækning vil blive etableret faunapassager og områder med såkaldt erstatningsnatur.
Projektet består som sagt af en motorvejsstrækning på 18 km mellem Give og Billund, heraf en udbygning af Farrevej til motorvej på ca. 5 kilometer. Strækningen går fra Midtjyske Motorvej til Grindstedvej i Billund, hvor der vil blive to kørebaner i hver retning plus nødspor begge veje. Hastigheden vil blive max 130 km.
Om alt går vel, forventer man, at første spadestik til motorvejen kan foretages i 2027, og hvis planen overholdes, kan de første elbiler (mon ikke det bliver en elbil, der debuterer på strækningen) i 2032 trille lydløst ud på den nybagte asfalt mellem Børnenes Hovedstad og Jyllands måske hyggeligste handelsby.
Her er grafisk overblik over den kommende motorvej mellem Give og Billund,hvor der nu er tilført tilslutningsanlæg ved Give Syd på Tykhøjetvej. Kort: Vejdirektoratet.