Gavekort og gavekurve: Herlig hyldest af heltene fra Kastaniehaven

Onsdag formiddag ved 10-tiden var der virkelig gang i den i Brugsen i Give. Her kunne nysgerrige forbipasserende på vej ind i Brugsen møde et større livligt og muntert fremmøde. Og især fire af personerne fik folk til at nikke anerkendende og sige “nå ja, det er jo de der drenge, der reddede den gamle dage fra at omkomme”. Jeps, det var det nemlig! 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DE SEJE UNGE: Artiklen om de fire redningsdrenge fra Give, der trak 96-årige Sigrid Hansen op ad en grøft ved en sø beliggende ved plejecenter Kastaniehaven i Give, gik fra første minut totalt viral.  

Hele landet har i Vores LokalAvis læst om den flotte heltegerning af 4 herlige unge knægte - og artiklen har på Vores LokalAvis’ Facebookside fået 9.6 tusinde likes, er delt 164 gange og har fået 413 kommentarer. Læg dertil, at artiklen er delt yderligere på 12 andre Facebookgrupper, hvor den også er ”eksploderet”.  

Og så faldt den fuldt fortjente belønning 

1.juledag blev avisens journalist kontaktet af BT, der gerne ville bruge en citathistorie med fotos, og her gik artiklen også amok på bladets Facebook-side.  

Rigtig mange af kommentarerne på Facebook går, ud over at skamrose de fire knægte for deres af heltedåd, på, at de burde hyldes og belønnes, og det var lige, hvad der skete onsdag formiddag i Brugsen i Give. 

Her var Lasse Lindberg fra Lindberg Dining på Diagonalkroen i Give, Hanne Lund fra Give Handel og Erhverv samt uddeler Claus Villumsen gået sammen om at skabe en lille velfortjent hyldestceremoni for de fire drenge.  

“Verdensberømte i Give – og hele Danmark” 

De fire drenge ankom med brede smil og røde stolte kinder sammen med deres forældre, og de kunne fortælle, at de godt havde opdaget, at de var blevet “verdensberømte både i Give og Danmark”. 

- Det er vildt fedt, at så mange har læst om os, og at de liker, det vi har gjort. I går var vi nede på Buffalo for at spise pizza, og her fik vi lige en gratis 1 ½ liters Fanta-sodavand af ejeren, fordi han syntes, vi havde gjort noget rigtig godt, og så ville han takke os på den måde, fortæller drengene med stolthed i stemmerne. 

De har via deres forældre godt set al den positive virak, de har skabt på eksempelvis Facebook, hvor de svømmer i likes og positive kommentarer.  

- Det er godt nok dejligt og megapositivt at læse alle de flotte kommentarer. Vores venner har nu også opdaget, hvad det er, vi har gjort, og de synes bare, at vi er vildt seje og cool. Men altså, det er bare så vildt det her, konstaterer Mikkel med et stort smil, mens de tre andre musketerer nikker bifaldende.

  De fire drenge modtog gavekort og gavekurve med meget stor benovelse og glæde. Se bare her. Foto: Jim Hoff

Heltedåden det store samtaleemne i familiens skød i julen 

Nu er vi jo godt og vel på den anden side af juleaften, og alle fire har naturligvis været samlet i familiens skød - og her er der blevet talt en hel del mere om de fire drenge, end selveste julemanden.  

- Alle i vores familier havde jo også læst historien om os, så de synes bare også, at vi er seje, fordi vi hjalp Sigrid. Men du skrev godt nok i den første artikel, at vi måske ville få ekstra julegaver i år, fordi vi havde reddet Sigrid, men det fik vi nu ikke, konstaterer de fire charmetrolde med brede smil og sigende blikke hen mod de pavestolte forældre.  

Oscar havde for øvrigt også bemærket, at der på Facebook var en besked fra en lokal mand, der takkede drengene for at have reddet hans bedstemor. 

- Det var min far, der viste mig det, og så blev vi begge to ekstra stolte, fortæller Oscar.  

De fire redningsdrenge med deres mindst lige så stolte forældre. Foto: Jim Hoff

Forældre: Vi trænger til gode historier om de unge 

De tilstedeværende forældre til de fire drenge, Sukanya Madsen (Oscar), Tina Vemmelund (Oskar), Kim Juul og Heidi Larsen (Mikkel), Andre Boychuk (Olek) samt Tina Pedersen (Oscar), udtrykker alle stor stolthed over deres kvikke og snarrådige sønner.  

-Vi synes, det er vigtigt, at vi også får fortalt de gode historier om de unge, og ikke kun de negative. Vi kontaktede ikke Vores LokalAvis for at få alle de her likes, slet ikke. Det handler simpelthen om at få de positiver historier ud også - det trænger både de unge og vi forældre i den grad altså også til at læse om – for der er mange gode historier om vores unge mennesker, der skal fortælles, pointerer Heidi og Kim.  

“I tænder håb her i julen” 

Det var Hanne Lund fra Give Handel og Erhverv, der fik æren af at holde tale for de fire stolte og ganske benovede drenge, alt imens forsamlingen omkring de fire drenge bare voksede og voksede. 

- Med jeres flotte gerning har I været med til at både redde en ældre dames liv og med til at gøre både jer selv og jeres forældre stolte. Vi er i perioden omkring jul, hvor temaet jo rigtig meget er ‘håb’, og netop jeres flotte gerning giver os alle sammen håb. Håb om at det gode findes, også i ungdommen, og derfor vil vi gerne hylde jer her i dag.

- I skal vide, at det er en hel by, der står bag jer og hylder jer her i dag for jeres flotte heltedåd. Sammen med Lasse fra kroen har vi lavet et gavekort til jer hver på 1000 kroner, og Claus her fra Brugsen er klar med en flot gavekurv till jer, lød det fra Hanne Lund, mens de omkringstående leverede naturligt stående bifald til de unge mennesker. 

1000 kroner til os hver? Fedt mand! 

Da Hanne sagde “gavekort på 1000 kroner til jer hver”, lød der et firefoldigt “whaaat og nøøørj” ledsaget og kæmpestore smil og benovede blikke med glade øjne i dådyrklassen.  

Drengenes begejstring var stor, da de modtog såvel gavekurve som gavekort, og lur mig om ikke om en eller to af de medbragte forældre lige måtte knibe en lille tåre eller to af stolthed.  

Og så var denne smukke og godt tænkte seance slut. Nogle af drengene skulle hastigt videre til julefrokost med familien, mens andre skulle ind og handle i Brugsen.  

Her fra redaktionen skal lyde en stor cadeau til de fire lokale drenge – det har været en stor ære at få lov til at skrive jeres fine historie. Mere af den slags fra de unge, tak!  

Bonusinfo: Redaktionen har været i kontalt med TV Syd, og de bringer torsdag aften klokken 19.30 også et indslag med de lokale helte. Sådan!

 Her har vi så Oscar, Olek, Oskar og Mikkel sammen med Hanne Lund, LAsse Lindberg og Claus Villumsen. Foto: Jim Hoff