Give Atletklub klar med 9 boksere til Fight Night - mød dem her!

Give Atletklub stiller med hele 9 boksere til Fight Night den 23. oktober i Ikærhallen i Give. Det er dem vi har her. Fotos; Give Atletklub

Give Atletklub afholder Fight Night fredag den 23. oktober i Ikærhallen i Give, og ved dette boksestævne deltager klubben selv med hele 9 boksere. Dem kan du møde her, og avisens udsendte har også talt med 4 af de boksere, der skal i ilden den 23. oktober.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FIGHT NIGHT: Efter 14 års pause er Give Atletklub igen klar til at invitere til boksestævne i Ikærhallen. Det sker fredag den 23. oktober, hvor klubben selv stiller med 9 kampboksere, 8 drenge/mænd og én pige/kvinde. De 9 GAK-boksere stiller op i klasserne lige fra fluevægt til supersværvægt, og rent aldersmæssigt ligger de fra 14 til 29 år.

Nogle har en del kampe under bæltet, mens andre skal i ilden for første gang. Avisens udsendte sportsreporter har talt med fire af bokserne, inden de den 23. oktober går i ringen i Ikærhallen til Fight Night.

Første man i den røde stol er 27-årige Aksel Maltha, der stiller op i supersværvægt. Han er uddannet bygningsingeniør og arbejder som entrepriseleder hos entreprenørvirksomheden Arkil.

- Jeg har gennem de sidste år bokset lidt on and off, men siden august måned har jeg bokset fast her i bokseklubben i Give. Her har jeg bokset en del diplomkampe, og når der er Fight Night her i Give den 23. oktober, skal jeg bokse min allerførste kamp. Det er noget jeg tænker på hver dag, og jeg glæder mig rigtig meget til min debut, fortæller Aksel.

Bokseklubben traf Aksel og kæresten til Give

Han træner fast 6 gange om ugen i klubben i Give, derudover deltager han også i sparring med andre klubber, så der bliver rigtig bygget på i de her uger og måneder.

- Jeg bruger mange timer på boksningen, men om søndagen holder jeg fri. Jeg føler mig rigtig godt tilpas her i bokseklubben i Give. Så godt at jeg for cirka 14 dage siden er flyttet her til byen sammen med min kæreste. Det er simpelthen en fantastisk klub med et godt socialt sammenhold og gode folk omkring klubben, her føler man sig bare hjemme, konstaterer Aksel med et stort smil.

Bastian debuterer som kampbokser til Fight Night

Næste unge mand foran mikrofonen er 13-årige Bastian Reinholt Fredslund, der har gået til boksning i 3-4 år.

- Jeg har endnu ikke bokset en rigtig kamp, men jeg har haft en del diplomkampe og her har jeg optjent points nok til, at jeg kan få en rigtig boksekamp. Det bliver derfor min debut til boksestævnet her i klubben, og det bliver fedt at debutere på hjemmebane. Jeg træner 4-5 gange om ugen og går 100 procent op i min boksning.

- Nu skal jeg så snart have min første kamp, og  det bliver spændende. Jeg er nervøs på den gode måde, og jeg kan næsten ikke vente til jeg skal i kamp, lyder det med forventning i stemmen fra den unge mand.

Fedt at skulle bokse på hjemmebane

Lauge Kristensen på 14 år har dyrket boksning i Give Atletklub i 3 år, og akkurat som det er tilfældet med hans makker Bastian, så er Lauge 100 procent fokuseret på boksningen.

- Jeg har bokset en del diplomkampe, så jeg er clearet til at bokse rigtige kampe. Jeg har allerede bokset 9 kampe i 48-kiloklassen (fluevægt), men det bliver virkelig fedt at skulle bokse en kamp her i Give på hjemmebane. Det giver da lidt sommerfugle i maven, men på den gode måde, fortæller Lauge, der træner 3-4 gange om ugen i bokseklubben.

Træner boksning 7 gange om ugen

Næste unge mand til pressemødet er 15-årige Eskild Zabell, der har gået tik boksning i 4 år i Give.

- Jeg har først været med til en del diplomstævner, og da jeg havde points nok, gik jeg i gang med at bokse rigtige kampe. Jeg har været i ringen 11 gange i rigtig kamp, og træner boksning 7 gange om ugen. Nogle gange 2 gange om dagen.

- Jeg har tidligere spillet håndbold, men da vi kun spillede et halvt år ad gangen, fordi der var pause hen over sommerhalvåret, fik jeg lyst til at prøve boksning, hvor man er i gang stort set hele året. Nu dyrker jeg kun boksning, og det passer mig rigtig fint. Jeg er meget spændt på at skulle bokse en kamp her på hjemmebane, har masser af sommerfugle i maven, men ud over at være lidt nervøs, så glæder jeg mig også rigtig meget, pointerer Eskild med en frisk thumbs up.

Give Atletklub stiller med følgende 9 boksere til Fight Night 2026:

Mathias Holdt, 22 år – mellemvægt.

Lauge Kristensen, 14 år – fluevægt.

Eskild Zabell, 15 år – letweltervægt

Sara Schmidt Sørensen, 29 år – bantamvægt

Aksel Maltha, 27 år – supersværvægt

Janco Baltic, 17 år – mellemvægt

Maksym Boychuk, 19 år – letmellemvægt

Bastian Reinholt Fredslund, 14 år – fjervægt

Noah Skov Skyrum Hummel, 24 år – letsværvægt

Der er kvartetten Jan Aagaard, Peter Vilstrup Tomsen, Troels Møller og Johnny Morell, der træner klubbens kampboksere sammen med en række gode assistenter – og  de glæder sig nøjagtigt som de 9 boksere til, at Give igen kan sætte en Fight Night på event-plakaten!

 Her har vi de 9 boksere mad navne, alder og vægtklasse. Fotos: Give Atletklub  

Andre læser

Efter 14 år på standby: Give Bokseklub klar med en ny gang Fight Night boksestævne!