Efter 14 år på standby: Give Bokseklub klar med en ny gang Fight Night boksestævne!

Foto: Det er nu 14 år siden, at Give Atletklub sidst afviklede Fight Night i Ikærhallen. Men den 23. oktober i år er der igen gang i bokseringen i Ikærhallen. Arkivfoto Jim Hoff  

I 2012 afviklede Give Atletklub det sidste boksestævne, bedre kendt  som Fight Night, i en årrække, men efter 14 år på standby er klubben nu klar til igen at invitere til Fight Night den 23. oktober i Ikærhallen. Klubben er i høj grad genrejst efter coronakrisen med flotte medlemstal og en bred vifte af tilbud, og klubben leverer selv 9 boksere til stævnet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE FORENINGSLIV: De er tilbage! Give Atletklub inviterer til Fight Night i Ikærhallen fredag den 23. oktober – og det er en event, man i klubben har glædet sig til endelig at kunne lancere igen efter 14 års ”stævnetørke”.

Bokseklubbens formand, Peter Vilstrup Tomsen, er da også i rigtig godt humør, da han en regnfuld septemberaften kan breake den fine nyhed for den lokale verdenspresse.

- Vi har længe drømt om at vende tilbage med Fight Night, og nu er vi klar. Klubben står på et rigtig godt sted, vi har et stort kampbokserhold, og dermed er grundlaget for at afholde et boksestævne i vores regi helt på plads. Det betyder, at vi kan stille med hele 9 boksere her fra klubben, så der bliver godt gang i den akkurat som i de go’e gamle dage, konstaterer en bredt smilende bokseklubsformand.

Stor men god udfordring for de 9 lokale boksere

Der er programsat 12 kampe, og Peter arbejder sammen med sin stab i klubben på af få boksere med fra de lokale venskabsklubber i f. eks Grindsted og Løsning.

- Det optimale ville være at finde modstandere ude fra andre klubber til vores egne boksere. Der vil blive kampe i både ungdoms- og voksenrækkerne lige fra 48-kilosklassen til supersværvægt, hvor de yngste er 14 år, mens vores to ældste bokser er henholdsvis 27 og 29 år.

- Det bliver uden tvivl nogle svære kampe for vores egne boksere, men de er klar til udfordringen, og de glæder sig til vores helt egen Fight Night her i Give. Vi er godt i gang med forberedelserne, der trænes målbevidst og vi er ude til diverse stævner og breddesamlinger med klubber fra Fyn og Jylland med vores kampboksere, så de er godt klædt på til den store bokseaften her i Give, pointerer Peter.

Kendt tv-sportsvært speaker til stævnet

Til stævnet har klubben hyret en lokal lydmand, der skaber den helt rigtige stemning med inciterende bokserelateret musik, og det bliver lokale ungdomsboksere fra klubben, der tager tjansen som ’nummerpiger’, frem for tidligere tiders letpåklædte og stærkt opsminkede piger.

- Og så kan vi melde et kæmpescoop ud, idet vi har engageret den tidligere højt profilerede sportsvært på TV 2, Claus Elgaard, som speaker. En herrer der kan sin metier, og som har dækket et hav af boksekampe i sin egenskab som tv-journalist.

- Vi er også klar med en stor velassorteret pølsevogn fra Häbels Catering, hvor der er både pølser og burgere på menuen – plus der vil være øl/vand, vin og slush-ice (udtales denne aften slås-ice, da der jo er tale om et boksestævne, smiley), fortæller Peter.

Håber på solid opbakning

Dørene åbnes klokken 17.00, og kampene starter klokken 18.30. Det koster en flad halvtredser at komme ind til Fight Night, og unge under 16 år kommer gratis ind. Peter kan ydermere oplyse, at klubbens 40 sponsorer har fået billetter som tak for deres opbakning, så klubben håber på solid opbakning denne aften, hvor Fight Night får comeback i Give efter 14 år i skyggen.  

Avisen har også talt med 4 af de kampboksere, der stiller op i Give Atletklubs kampuniform til Fight Night, og den snak kan du læse om andetsteds her i avisen.

Andre læser

Nyt liv til byen med hatten på skrå:  Nyt købmandspar på spring til at åbne Min Købmand i Gadbjerg

Historisk reunion: De var med til at starte Ikærskolen i 1968

Givskud Zoo i efterårshumør: Tag familien med til hyggeligt høstmarked!

LÆSERBREV: Vejle Kommunes kommunikation hænger ikke sammen

Læserbrev fra Folkeuniversitet angående foredraget om atomkraft

Hvordan har debatten om et eventuelt VE-anlæg præget boligmarkedet i Thyregod?

Give HK-cheftræner efter sejr i sidste testkamp: Vi er klar og glæder os vildt til at komme i rigtig kamp!

4 kasser af topscoreren: Jakob Kristensen helt ustyrlig i Gives 4-1 sejr i Silkeborg