Hvordan har debatten om et eventuelt VE-anlæg præget boligmarkedet i Thyregod?
Foto: Borgernetværket for Energipark Give har undersøgt markedet for bolighandler i Thyregodområdet både før og efter planerne om en energipark i området blev bekendtgjort. Foto: Jim Hoff
En stor del af debatten omkring Energipark Give har handlet om, hvordan boligmarkedet er blevet og vil blive påvirket af en energipark i Thyregodområdet. Nejsiden argumenterer for, at et VE-anlæg vil have en stærk negativ indflydelse på boligmarkedet – og her er det så at, Netværksgruppen ”BorgerNetværket for Energipark Give” har kigget nøjere på tallene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalaavis.dk
THYREGOD: Nu går vi ind i en runde med kaffemøder, hvor borgerne i en række lokalområder er inviteret til debat om udviklingen og fremtiden i de forskellige lokalsamfund. Samtidig kører debatten om Energipark Give på fulde omdrejninger, hvor argumenter både for og imod er oppe at vende.
Et af argumenterne fra Nejsiden går på, at et eventuelt VE-anlæg mellem Give og Thyregod vil smadre boligmarkedet i Thyregod med deraf faldende priser. Det argument har Claus Villadsen fra Netværksgruppen ”BorgerNetværket for Energipark Give” kigget nærmere på
Det fortæller Bjarne Boysen fra ”Borgernetværket for Energipark Give”.
Et fald fra 1,84 handler til 1,57 handler pr. måned siden energiparkplanerne blev kendt
- Claus Villadsen er gået i dybden med tallene og har indhentet tal fra bolighandler i Thyregod-området fra www.boligsiden.dk fra før og efter, det ved årsskiftet 2023/2024 blev kendt, at der var aktuelle planer om Energipark Give.
- De tørre tal omkring bolighandler i Thyregod-området er indhentet den 17. august her i 2026, viser at der i en periode på 70 måneder før det blev kendt, at der var planer om Energipark Give, var der 129 bolighandler. Det svarer til 1,84 handler pr. måned. I tiden derefter 28 måneder frem til den 30.05.2026 var der 44 bolighandler. Det svarer til 1,57 handler pr. måned, oplyser Bjarne Boysen.
Claus Villadsen har udarbejdet nedenstående skema, der viser, hvordan det ser ud med bolighandler fra 2018 og frem til og med maj 2026:

Tempoet stiger igen
Bjarne pointerer, at konklusionen fra tallene i skemaet er den, man kan se, at der sker et fald i antal årlige bolighandler i 2023 – altså før planerne om Energipark Give bliver almindeligt kendt.
- De 11 handler de første 5 måneder af 2026 viser, at det ser ud til, at tempoet stiger igen, konstaterer Bjarne Boysen, der også kan oplyse, at man også har kigget på udviklingen i m2-priserne.
- Kvadratmeterpriserne ser sådan ud for de boliger, hvor der er en kendt m2-pris. Kvadratmeter-priserne for 2025-2026 er højere end de foregående år, som man kan se i skemaet her.

Potentielt kan Thyregod vokse med 93 nye boliger
Bjarne understreger, at der er en del handler, hvor der ikke er angivet et boligareal.
- Det gælder især de ældste i dette materiale. Med så relativt få handler med et angivet boligareal, kan enkelte handler påvirke gennemsnitstallene forholdsvist meget. Derfor skal der naturligvis konkluderes med forsigtighed, pointerer Bjarne.
En anden ting, af positiv karakter, som man hæfter sig ved i ”Borgernetværket for Energipark Give”, er at borgmester Jens Ejner Christensen på borgermødet i Thyregod-hallen den 25. august fortalte, at Vejle Kommune har købt arealet syd for Skovlunden, hvor lokalplan 1377 åbner mulighed for 93 boliger i forskellige størrelser.
- Det giver os et realistisk håb om, at planerne for flere nye boliger i Thyregod er kommet et stort kridt nærmere på at blive til virkelighed end hidtil.
Lokal ejendomsmægler: Boligmarkedet i Thyregod er ikke sværere end tidligere
Dertil kommer, at der lørdag den 29. august dumpede en flyer i postkasserne i Thyregod fra danbolig Give med overskriften ”Køberne er derude, boligmarkedet er brandvarmt”. Det tolker vi som, at der er godt gang bolighandlerne i Thyregod - selvom alle ved, at der er planer om en energipark mellem Thyregod og Give.
Avisen har på den konto talt med Lars Secher, indehaver af danbolig Give, og han bekræfter essensen af budskabet i den føromtalte flyer.
- Lige her og nu er der for lidt boliger til salg i Thyregod, men det er ikke sværere end tidligere. Der er på det seneste blevet handlet både billige og dyre huse i Thyregod - uanset VE-anlægsdebatten, pointerer Lars Secher, som også ser det kommunale jordkøb som et positivet signal om, at man fra kommunalt hold tror på, at der kan udvikles et fint boligmarked i byen.











































