Give Fremad klar til frisk ny start: Stort fokus på en sund og stærk træningskultur!

Foto: Tirsdag den 29. juli var der træningsopstart i Give Fremads seniorafdeling. Her dukkede 29 spillere og på den lækre grønsvær og gav den gas i både sol og tætte regnbyger. Foto: Jim Hoff

Forårssæsonen 2025 forløb langt fra som håbet for herreseniorholdene i Give Fremad, da det hele endte med to unødvendige nedrykninger. Nu ser man så ind i en ny halvsæson og trænerstaben og klubben har taget erfaringerne og læringen fra den skæve halvsæson med ind i overvejelserne i forhold til, hvordan tingene skal tackles i forhold til træningskultur, holdånd og fællesskabet omkring fodbold i klubben.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Tirsdag den 29. juli var der opstart i seniortruppen i Give Fremad, hvor 29 friske fodboldgutter mødte frem. Cheftræner Kasper Bach-Jensen kunne ud over de 19 fremmødte notere sig 10 afbud grundet ferie og arbejde, så ret beset råder klubben i denne halvsæson over knap 40 spillere til de to hold i henholdsvis jyllandsserie 2 og serie 4.

I forhold til forårssæsonen er der blevet sat et helt nyt trænerteam omkring klubbens 2. hold i serie 4 efter at Torben Kristensen og Chris Bech Thomsen er stoppet. Det nye trænerteam består nu af de tre unge gutter, og aktive fodboldspillere, Victor Patscheider, Hugo Fraulo og Pelle Rasmussen.

Ung trænertrio med rutine på bagsmækken

Med på holdet har de den rutinerede fodboldtræner Kristian Rasmussen, der kigger op til træning én gang om ugen og hjælper til, ligesom en anden af klubbens rutinerede trænere, Brian Sølund, hjælper til ved kampene.

- Det er vigtigt, at vi løfter i flok omkring vores fodboldhold. Det er stærkt, at de tre unge gutter går ind og viser vejen og tager ansvar som trænere for serie 4-holdet. Vi har fået en stor flok U19-spillere, der nu er blevet seniorspillere, og dem skulle vi meget gerne have i gang, og det tror jeg, at denne trænertrio kan være med til. Vi skal have gang i trup 2, både træningsmæssigt og kampmæssigt, så det er sjovt at komme til træning og kamp for de her unge gutter, pointerer Kristian Rasmussen.

Tæt på 40 spillere på listen

Det er samme trænersetup omkring 1. holdet som de foregående sæsoner, hvor Kasper Bach-Jensen og hans assistent Jesper Jochumsen kører videre.

Kasper er helt tryg ved den nye konstellation omkring trænersetuppet på serie 4-holdet, og han udtrykker samtidig også stor glæde over det flotte fremmøde på 29 spillere denne tirsdag aften.

- 29 mand til opstart i en ferieperiode, det er bestemt godkendt. Også når man tænker på, at der er løbet 10 afbud ind grundet ferie og arbejde. Dejligt at se de mange unge spillere, der er dukket op fra foråret U19-trup, og ligeledes dejligt, at der er styr på trænersituationen omkring serie 4-holdet, siger Kasper.

 

 Cheftræner Kasper Bach-Jensen ( tv.) og hjælpetræner på 2 holdet, Kristian Rasmussen, gennemgår her aftenens træningsprogram. Foto: Jim Hoff 

Stort fokus på træningskulturen

Han fortæller, at han løbende op til sæsonstarten har haft samtaler alle spillerne i forhold til indgangsvinklen til både den nye sæson, og hvad man kan og skal forvente af hinanden både i forhold til træningsindsats og parathed til at spille kampe.

- Det står helt klart, at vi skal give den mere gas på træningsbanen her i efteråret, end det var tilfældet i foråret. Jeg håber og forventer, at vi ser ind i et rigtig godt efterår med mange folk til træning, en god træningskultur, ligesom vi også skal have fokus på det sociale og det stærke omklædningsrum. Der skal kigges rigtig meget på træningsindsatsen, for her skal der strammes op.

- Vi vil også kigge med nye friske øjne på vores måde at tackle kampene på. Vi vil indarbejde en spillestilsændring, vi vil sætte vores pres op på en anden måde, og så skal vi blive bedre på bolden. Der har været en tendens til, at vi for hurtigt har søgt de tre forreste. Det har resulteret i, at vi har smidt for mange bolde væk, så vi skal blive gode til at tage fat i bolden. Der skal også indarbejdes en god defensiv struktur – og så skal vi bruge vores erfaring og intensitet fra jyllandsserie 1 til at blive dominerende her i jyllandsserie 2, pointerer Givetræneren.

Kigger meget i retning af de spillere der træner godt

Omkring temaet ’træningskultur’ handler det ifølge Kasper også om at få godt gang i 2. holdstruppen. I foråret haltede den del ret meget, men nu er der som sagt kommet et stort kuld nye 1. års seniorer ’på græs’, og hermed ligger der en gylden mulighed for virkelig at få gang i træningskulturen igen.

- Overordnet set, og det gælder for begge trupper, så vil vi kigge rigtig meget i retning af de spillere, der møder op og giver den gas til træning, når der skal stilles hold. Det kan godt være, at det kan koste lidt på den korte bane, men på den lange bane er det også en måde at få en sund træningskultur ind i flokken, at man belønner de gode, stabile træningsindsatser.

- Derudover har vi helt klart en ambition om at komme til at spille med i den sjove ende af rækken. Kigger vi på truppen her og nu, så har vi kun mistet Jonas Østergaard, og så er Mathias Nørtoft kommet i gang igen, målmand Jan Rasmussen er ligeledes vendt tilbage, ligesom der er dukket en ny rutineret keeper op i skikkelse af Kenny Koch. Desværre er vi ramt af karantæner til den første kamp, idet anfører Kasper Larsen har to karantænedage, der skal afsones og Victor Snoghøj har én karantænedag. Men det giver så andre spillere en mulighed for at vise sig frem, lyder den gode pointe fra Kasper.

5 ud af de første 7 kampe er hjemmekampe

Give Fremads seniorspillere har nu 3 ugers træning foran sig, inden det går løs med de første turneringskampe. Serie 4 lægger ud den 13. august på hjemmebane mod Silkeborg IF 1, mens jyllandsserieholdet skal i ilden den 16. august mod Kolding B.

Jyllandsserieholdet spiller lørdag den 2. august første testkamp hjemme på Waldstadion mod Odder, og så arbejdes der på yderligere en testkamp i ugen op til første turneringskamp.

- Ud af de første 7 kampe, er de 5 af dem faktisk hjemmekampe. Det skal vi gøre alt for at udnytte til vores fordel. Derudover er vi jo havnet i en række med en del lokale hold, og det er rigtig spændende. Vi ser for eksempel rigtig meget frem til lokalbragene mod Brande, hvor der nok skal komme godt med folk på stadion i begge kampe.

 

Spillerne blev midtvejs under træningen lige velsignet med et lækkert regnskyl, der gjorde både fodbolddrengene og banen smaddervåde. Og de elskede det - nogle af dem i hvert fald. Foto:Jim Hoff

Kampanalyse en del af træningen

Kasper har også et nyt es i ærmet i forhold til kampanalyse og optakt til kampene.

- Jeg vil også indføre, at vi i forbindelse med torsdagstræningen bruger et kvarters tid på at gennemgå og analysere sidst spillede kamp via vores VEO-system (setup der optager kampene på video, red.)

Avisens udsendte fik også lige en hurtig snak med truppens nye keeper, der kommer med en interessant historik. Han hedder som sagt Kenny Koch og er 30 år.

- Jeg er oprindeligt fra Slesvig Idrætsforening (en dansk idrætsforening i det nordlige Tyskland, red, hvor jeg i en periode på 10 år var med til at spille klubben op fra serie 5 til Jyllandsserien 1. Nu bor jeg i Givskud og arbejder på Thyregod Skole som lærer, og det var her, at min kollega Mikkel Knudsen (tidligere Give Fremad-spiller, red.) anbefalede mig, at jeg skulle vælge Give Fremad som min nye klub, fortæller Kenny, mens målmandstræner Rasmus Thisgaard gør klar til at piske Kenny og klubbens to andre målmænd, Philip Jensen og Jan Rasmussen igennem.

Billeder

Andre læser

Lokale fodboldrækker er klar – masser af dynamit med stribevis af lokalbrag

Topscorer har fundet nye græsgange: Jonas Østergaard stopper i Give Fremad