Give Fremad klublegende runder en skarp milepæl: Kom til fest på Give Stadion
Foto: Fredag den 7. august inviterer Børge Westergaard til reception ved billethuset/kiosken på Give Stadion i anledning af sin 80-års fødselsdag. Foto: Jim Hoff
Normalt handler det om fodboldkampe, når der er gang i sagerne på Give Stadion, men fredag den 7. august er det ikke den lækre bane og den lille runde, der er i fokus. Denne dag handler det om en af klubbens helt store skikkelser, der fylder 40 år, for anden gang!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Fodboldspiller, fodboldtræner, leder, bestyrelsesmedlem – og kioskmand. Det er nogle af de fodboldrelaterede betegnelser, vi kan hæfte på denne artikels hovedperson, Børge Westergaard. Udover at han er kendt som den tidligere indehaver af Give El, tidligere formand for Give Handelsstandsforening og mangeårig tovholder i Give Bridgeklub, så er Børge i den grad en person, der har betydet meget for fodboldklubben Give Fremad.
Børge har i en menneskealder været en del af fodboldklubben med de førnævnte forskellige funktioner på cv’et. Og i dag står han sammen med sin faste mangeårige makker, Hans Christensen, for serviceringen i kiosken på Give Stadion af de mange folk, der kigger forbi hen over ugen.
Derudover sidder Børge også i klubbens sponsorudvalg, en post han har haft i mange år med stor kvalitet og målrettethed.
Og hvis du skulle komme forbi stadion her i sommervarmen og du på din vej møder synet af en vandingsmaskine, så kan du være sikker på, at Børge har aktier i at man kan pleje de tørre baner her i disse tropiske tilstande.
Ser frem til en hyggelig dag på stadion.
Denne gennemførte klubmand og ildsjæl runder nu et skarpt hjørne, idet Børge snart kan skrive 80 år på sit cv. Og det skal naturligvis fejres behørigt.
Derfor inviterer hr. Westergaard til fødselsdagsreception fredag den 7. august – naturligvis på hans mangeårige hjemmebane, Give Stadion. Det sker i tidsrummet klokken 14.00 til 18.00 ved kiosken/billethuset ved opvisningsbanen.
- Man skal bare komme som man er, det er helt uformelt. Der er pølser på grillen og kolde øl i køleskabet. Eventuelle gaver må meget gerne være gavekort/pengegaver til forskellige oplevelser, lyder det fra den friske klubmand, der ser frem til en hyggelig eftermiddag sammen med dagens gæster.
Og mon ikke der denne dag både vil blive snakket om fodbold og go’e gamle dage – der skal i hvert fald nok komme en masse herlige røverhistorier frem.












































