Give HKs Erhvervsklub også ramt af de hårde tider – men der arbejdes benhårdt med udfordringerne

Corona, krig i Europa, inflation og stigende priser på energi har skabt usikkerhed både i samfundet generelt men også i erhvervslivet, og det kan man godt mærke i Give Håndboldklubs Erhvervsklub, der de sidste par år har været udfordret på økonomien. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Mandag aften blev der afholdt generalforsamling i Give HKs Erhvervsklub i caféen i Give Golfklub. Her kunne formand Hanne Lund i sin beretning berette om hårde tider rent økonomisk, naturligvis på bagkant af corona lockdown, Putins krig mod Ukraine og de deraf følgende prisstigninger og generel inflation, der har ramt det danske samfund – og dermed også det erhvervsliv, der rent økonomisk danner et stærkt fundament under håndboldklubben.  

Sværere at skaffe sponsorer 

- Det er erhvervsklubbens formål være med til at skabe synlighed for håndbolden i Give, øge netværksrelationerne mellem klubbens sponsorer samt ikke mindst skabe det økonomiske fundament for en god og velfungerende klub som tilgodeser såvel bredde som eliteafdelingen. Og når det så er sagt, så er det ingen hemmelighed, at erhvervsklubben har været igennem et par år hvor økonomien har udfordret os. Dels har vi - sammen med resten af verden - haft udfordringer i kølvandet på Corona, krig i Europa og store prisstigninger på elektricitet.  

- Disse faktorer kan ingen af os gøre ret meget ved, men det skaber stor usikkerhed i erhvervslivet og gør det derfor langt sværere at skaffe sponsorer. Vi har da også måttet se ind i, at enkelte af vore sponsorer ikke har kunnet klare det økonomiske pres og som en naturlig følge heraf ikke har været i stand til at betale os, konstaterede Hanne Lund.

 Der er altid flot opbakning til Giver HKs hjemmekampe i Ikærhallen. Foto: Jim Hoff

I ‘konkurrence’ med nyt idrætscenter 

Hun forklarede for de fremmødte, at man i erhvervsklubben arbejder det bedste, man kan på at skaffe nye sponsorer, men hun kunne også berette, at det har været meget svært. For samtidig med at sponsorerne har været ramt økonomisk, har man i erhvervsklubben og håndboldklubben i samme periode også skullet skaffe penge til byens nye idrætscenter.  

Da foreningslivet atter åbnede efter coronaen kørte håndboldklubben også ud med et stærkt tiltag, hvor alle ungdomsmedlemmerne kunne spille gratis håndbold i et helt år. Det gav naturligvis mindre indtægter i en periode og gik ud over budgettet, men til gengæld gav det klubben en flot og unik tilvækst af  ungdomsspillere, som man så kan glæde sig over i dag.

Tilbage til det nye idrætscenter, hvor sponsorerne i en i forvejen svær tid skulle til at vælge mellem "mor eller datter".

- Nogle sponsorer har valgt at lægge deres økonomiske bidrag til GISK i stedet for til de enkelte foreninger. Det har vi måttet tage til efterretning og har haft respekt for det - i troen på, at når vi opfører os ordentligt over for sponsorer, der af den ene eller anden grund vælger et år eller to, ja så, skal de nok komme tilbage igen når tiderne er til det, sagde Hanne Lund og tilføjede:  

Må helst ikke gå ud over håndboldklubbens drift 

- Vi har valgt at lade ordentligheden gå igen på den måde, vi bruger pengene på. Vi har gennem de seneste to regnskabsår set, at det koster at sammenlægge to håndboldklubber, og at udviklingen af en samlet klub er dyr. Vi har ikke fået så mange sponsorkroner ind, vi vidste sammenlægningen af klubberne ville koste penge, så vi har valgt at tage pengene fra erhvervsklubben frem for at udhule håndboldklubbens egenkapital, og vi har haft succes med erhvervsklubbens arrangementer med mange deltagere, selvfølgelig med deraf flere udgifter til bespisning. 

Hanne Lund pointerede, at det naturligvis er langt fra tilfredsstillende at komme ud med underskud 2 år i træk, men underskuddet er som sagt baseret på faktorer, som erhvervsklubben, der pt. oppebærer en egenkapital på 550.000 kroner, ikke er herrer over. 

Der er altid rigtig flot opbakning til Erhvervsklubbens spisninger før 2. divisionsholdets hjemmekampe. Foto: Jim Hoff

Enten tjene mere – eller skære ned på udgifter 

- Nu ser vi dog lidt lys forude og tror igen på muligheden af at skaffe nye penge til klubbens drift, så vi kan vende de sidste 2 år med underskud til positive tal fremover. Vi agerer naturligvis ud fra en økonomisk bevidsthed, og vi har gennem god dialog med håndboldklubben fortalt, at de aftaler der er indgået i år, dem står vi naturligvis bag. Der er kun to måder på at genetablere vores egenkapital igen: Enten ved at tjene flere penge eller bruge færre. Vi satser benhårdt på at kunne få flere sponsorer med fra næste sæson, så vi kan vælge den rareste model, nemlig at tjene flere penge. Sker dette ikke, så ved håndboldklubben allerede nu, at der kan være en risiko for, at vi ikke kan levere så mange penge til dem fra næste sæson, forklarede Hanne Lund.  

Og så alligevel en succeshistorie 

Kæmper man med en stram økonomi lige nu, så blomstrer erhvervsklubben til gengæld på arrangementssiden. Der er virkelig flot opbakning til de samlinger/spisninger, klubben afvikler i forbindelse med 2. divisionsholdets hjemmekampe, hvor der både kan netværkes, informeres om de respektive virksomheder og hygges på kryds og tværs - samtidig med man kan tage i hallen og se en god gang håndbold.  

Dette sammenholdt med, at håndboldklubben er i en rigtig god udvikling både mht. seniorafdelingen og ungdomsafdelingen betyder, at der for erhvervsklubben er masser af motivation for at kæmpe også den økonomiske kamp.  

Klubbens cheftræner, Erik Flak, orienterer altid gæsterne i erhvervsklubben om tingenes tilstand, om spillerne og om, hvordan dagens kamp skal tackles. Foto:; Jim Hoff

Stolt af klubbens arbejde med både bredde og elite 

- Jeg er stolt af det arbejde, jeg ser, der bliver lavet i håndbold. Jeg er stolt af den måde, klubben på en professionel måde afvikler kampe og arrangementer. I sørger for fest og stemning i hallen, I har speaker, gulvtørrere, indløb, musik og alt, hvad der gør kampene værd at overvære som tilskuer. Og helt i klubbens ånd sørger man for, at det samme også kan opleves til ungdomskampene. Bredde, Lykkeliga eller elite – her værdsættes alle lige højt ud fra klubbens motto ‘Sammen er vi stærke”, og i den ånd skal vi også nok få tacklet de økonomiske udfordringer, pointerer formanden.  

På aftenens møde var der traditionen tro også valg til bestyrelsen, og her var der genvalg til den siddende bestyrelse, mens Søren Grunnet og Viggo Nørtoft blev valgt til suppleanter. Dermed består bestyrelse af følgende hold: Hanne Lund, Lars Secher, Thomas Pedersen, Morten Eriksen, Mette Strandgaard Laursen samt Søren Grunnet og Viggo Nørtoft, mens Inge Berthelsen fortsætter som kasserer.  

Give Håndboldklubs Erhvervsklubs bestyrelse ser sådan ud anno oktober 2023: Bagerste række: Thomas Pedersen, Morten Eriksen, Lars secher, Søren Grunnet, Mette Laursen og Inge Berthelsen. Forreste række: Viggo Nørtoft, Stine Winther og Hanne Lund. Foto: Jim Hoff