Give-Thyregod gør det igen: Ny sending nødhjælp fra Give til Ukraine
Foto: Her har vi de tre chauffører, der tager turen til Ukraine i denne ombæring: Erling Svarrer Jakobsen, Jens-Peter Broberg og Keld Hansen. Foto: Jim Hoff
Siden krigen brød ud i Ukraine i februar 2022, hvor Rusland gik ind i landet, har der været stort behov for nødhjælp til Ukraine. Her har gode folk fra Give og Thyregod spillet en vigtig rolle og sendt adskillige biler med nødhjælp til den nødstedte ukrainske befolkning, og lørdag den 17. januar drog endnu en kortege afsted fra Give.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE/THYREGOD: Det har stort set siden krigens udbrud i Ukraine i februar 2022 været en fast rutine, at der er blevet sendt nødhjælp til de ukrainske byer fra Give-Thyregod-egnen med ikke mindst Anna Larsen, som er fra Ukraine og som bor med sin danske familie i Thyregod, og Viggo Nørtoft fra Rotary Give som centrale tovholdere. Viggo har således selv foretaget fem køreture til det krigshærgede Ukraine med nødhjælp, hvor Anna har stået som koordinator og som den person med kommunikationen til folk i Ukraine med henblik på at klarlægge, hvilken form for nødhjælp der aktuelt kan være brug for i Ukraine.
Lørdag den 17. januar var en række godhjertede folk samlet hos Viggo Nørtoft, hvor de gjorde klar til endnu en nødhjælpstur til Ukraine. Denne gang er de tre chauffører Jens-Peter Broberg, der skulle afsted på sin 2. tur med nødhjælp, samt Erling Jakobsen og Keld Hansen, der begge er debutanter i forhold til at køre biler med nødhjælp til Ukraine, men som begge har masser af rutine som lastbilchauffører.
Har samlet 88.000 kroner i støtte
For at man kan sende tre biler til Ukraine med nødhjælp kræver det økonomisk støtte, og i denne ombæring kan Viggo Nørtoft fortælle, at man i alt har samlet 88.000 kroner sammen til at finansiere de i alt 5 biler, som på sigt skal sendes til Ukraine.
- Vi har modtaget 50.000 kroner fra Hoven Energi- og Udviklingsfond, og i dag har vi besøg af fondens næstformand, Karsten Mandsberg. En virkelig superflot donation, som vi er rigtig glade for at modtage. Derudover har lokale sponsorer her fra egnen bidraget med 38.000 kroner, så vi i alt når op på 88.000 kroner, og det er nok til, at vi alt i alt på sigt kan sende fem biler til Ukraine, forklarer Viggo.
Kortegen med Jens-Peter, Erling og Keld skulle afsted fra Give lørdag morgen klokken 7.00, og ifølge Jens-Peter forventer man at være tilbage i Danmark igen søndag den 25. januar midt formiddag.

Den samlede trup, der spiller en stor rolle i nødhjælpsindsamlingen består af: Erling Svarrer Jakobsen, Viggo Nørtoft, Anna Larsen, Karsten Mandsberg, Jens-Peter Broberg og Keld Hansen. Foto: Jim Hoff
Fra generator til aqua-termodragter
Mens de tre nævnte herrer sidder bag rattet i de tre varebiler, hvoraf den ene er påhængt en campingvogn, er det Anna Larsen, der har sørget for, at bilerne er blevet fyldt med relevant nødhjælp såsom varmt tøj og sko, køkkengrej, elektronik, fødevare- og hygiejneprodukter, telte, soveposer, liggeunderlag, værktøj, stearinlys, sengetøj, tæpper osv.
Derudover var bilerne også pakket med en generator, 27 kasser skyttegravlys, dyrefoder, fodertilskud, snacks og en masse ting til dyr, brandslukkere, voksenbleer, varmt herretøj, køkkengrej, dæk/hjul og Aqua-termodragter.

De tre chauffører er her placeret ud for deres respektive køretøjer til turen. Foto: Jim Hoff
Er væk i godt en uge.
Første destination på turen er ifølge Jens-Peter Lviv, hvor den første varebil afleveres sammen med campingvognen. Derefter går turen til Poltava, Dnipro og Zaporizjzja.
Jens-Peter har, for at kunne tage på denne velgørenhedstur, taget fri fra arbejde en uge, hvor denne ferieuge altså bruges til en tur til Ukraine med nødhjælp. Da kortegen drog afsted lørdag morgen, var det under fine vejrbetingelser, idet det heftige vintervejr var smeltet væk, men de forventede dog en del vintervejsudfordringer, jo længere de kom østpå mod Ukraine.
Respekt til og hatten af for de tre gæve chauffører, der dermed tager en for holdet i en tid, hvor verden er fuld af rigeligt med brændpunkter, og for de gæve folk, der her i området sørger for, at det rent praktisk og økonomisk er muligt at sende så megen nødhjælp over til det ukrainske folk.

Hoven Energi- og Udviklingsfond, der har doneret 50.000 kroner til denne nødhjælpstur, var repræsenteret ved næstformand Karsten Mandsberg. Foto: Jim Hoff













































