Viggo på sin 5. tur til Ukraine – denne gang med 3 biler fra Klimadatastyrelsen til det krigsramte land

Foto: Det var denne stærke kvartet, der lørdag morden klokken 6.00 den 24. maj drog afsted mod Ukraine for at levere nødhjælp og 3 biler: Kristian Loftlund, Stefan Krebs, Jens Peter Broberg og Viggo Nørtoft. Foto: Jim Hoff

Den russiske invasion af Ukraine kører på 3. år, og behovet for nødhjælp er både kronisk og akut. Nødhjælpen til ukrainerne fra dansk side ligger helt i toppen, og her i lokalområdet er det i høj grad Anna Larsen og Viggo Nørtoft, der trækker et stort læs. Viggo tog således afsted på sin 5. tur til Ukraine lørdag morgen kl. 6.00 sammen med Kristian Loftlund og Stefan Krebs fra Klimadatastyrelsen og Jens Peter Broberg, en god Rotary-kollega.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE/UKRAINE: 3 biler fra Klimadatastyrelsen samt en varevogn med stor trailer bagpå fyldt med blandt andet dæk, foldemadrasser, autostole, kanyler, massevis af foldesenge, drops og kager. Læg dertil 4 køretøjer, 3 gule biler fra Klimadatastyrelsen samt en varevogn med trailer. Put så lige fire topmotiverede chauffører oveni hatten – og så har du det scenarie, der udspillede sig på Vejlevej 229 fredag aften i uge 21.

3 biler fra Klimadatastyrelsen til Ukraine

Her bor nemlig Viggo Nørtoft, som denne aften gjorde klar til sin 5. tur med nødhjælp til det krigshærgede Ukraine, der som bekendt er i krig mod de russiske invasionstropper på 3. år.  På denne femte tur havde han fået følgeskab af Kristian Loftlund samt Stefan Krebs fra Klimadatastyrelsen, og det var der en helt speciel årsag til.

- Vi har i Klimadatastyrelsen doneret 3 biler til ukrainerne, idet vi er i gang med at udskifte vores flåde af biler. I og med jeg kender Viggo godt, vi er gamle skolekammerater, og jeg kender meget til hans missioner til Ukraine og ved derfor også, at behovet for køretøjer i landet er stort. Derfor var det nærliggende, at vi tilbød at levere de her tre biler – og at vi også stillede med et par chauffører, fortæller Kristian Loftlund, der er landinspektør ved Klimadatastyrelsen.

Droneovervågning og humanitære opgaver

Med på chaufførholdet er AC-specialist Stefan Krebs, ligeledes fra Klimadatastyrelsen, og den sidste chauffør på dette fine firemands herrehold var Jens Peter Broberg fra Give. Han er med i Rotary Give, akkurat som Viggo Nørtoft, og det er gennem Viggos mange ture og fortællinger, at Jens Peter også er blevet motiveret til at blive en del af det hold fra Give, der yder nødhjælp til ukrainerne.

- Det er stærkt, at Klimadatastyrelsen (KDS) betænker os, og dermed Ukraine, med de her tre biler. Den ene af bilerne skal bruges til overvågning af russiske droner. Et hurtigt mobilt køretøj med en påmonteret scanner med en mand stående bag på bilen. De to andre skal anvendes til dels at transportere børn med specielle behov, dels til forskellige humanitære opgaver, oplyser Viggo.

Så er varevogn og trailer færdigpakket og klar til afgang. Foto: Anna Larsen

Bilsæder og kager

Som sagt er traileren proppet med en masse bilsæder, 20 stk. faktisk. Dem har Viggo erhvervet hos Ejstrupholm Autoophug, og der er meningen, at disse bilsæder skal monteres i varevogne, der skal bruges til at transportere soldater til fronten og til at transportere sårede soldater væk fra fronten.

Apropos nødhjælp fra Give, så fortæller Viggo, at det først og fremmest er Anna Larsen fra Thyregod, der trækker i trådene omkring hvor og hvilken organisation der får de ting, der bliver indsamlet, samtidig med at hun også primært er den, der pakker tingene sammen. Anna er selv fra Ukraine, så hun har både sproget og netværket til at være det gode bindeled mellem Give og de ukrainske organisationer.

Nu var traileren også godt pakket med danske kager, og her kan Viggo oplyse, at disse kager virkelig er kommet i høj kurs i det krigshærgede land.

- Det er virkelig en efterspurgt vare. Vi har sendt virkelig mange kager til Ukraine, og som sagt, så har vi også altid kager med ivarevognen, hver gang vi er afsted med nødhjælp – og skal jeg være helt ærlig, så har vi da også nogle pakker til at ligge inde i førerkabinen, hvis vi skulle blive lidt småsultne, lyder det fra Viggo med et skævt smil.

Turen til Ukraine har gjort stort indtryk

To af bilerne fra KDS bliver i første omgang kørt til Lviv, og herfra skal de til Poltava, hvorefter de gøres klar til at blive sendt til fronten. Det er Kristian og Stefan, der sørger for at aflevere bilerne det rette sted, og de tager så videre til Krakow, hvorfra de tager et fly til København.

Jens Peter og Viggo kører til Saporisja, i hver deres bil, Viggo i varevognen og Jens Peter i den gule bil, der skal gøres klar til mobilsøgning. Herfra kører de så sammen til Dnipro, hvor de afleverer nødhjælp til et sted for nødstedte dyr og soldater på rehabilitering.

- Jens Peter og jeg er væk i 9 dage, mens Kristian og Stefan er væk i 4 dage. Vi er hjemme igen den 2. juni, og det er tæt på 15. gang, at der sendes nødhjælp fra Giveområdet til Ukraine. Når man selv tager derover, så får man en god fornemmelse af, hvordan landet og folket er ramt, og det er virkelig noget, der gør et stort indtryk – og man knytter også både bånd og venskaber, fortæller Viggo.

Her har vi så hele den 4 biler store kortege med god dansk nødhjælp til Ukraine. Foto: Anna Larsen

Hentede 14.000 på 2 dage på Facebook

Det er private sponsorer, der er med til at finansiere turen til Ukraine samt de penge, Rotary har tjent på deres tombola.

- Sponsorerne donerer et sted mellem 500-1000 kroner, og det er vi meget taknemmelige for. I år stod vi dog og manglede 15.000 kroner i forhold til at få dækket vores transportudgifter. Så her lavede Anna Larsen et opslag på Facebook, hvor vi søgte penge – og det gav da godt nok pote. I løbet af 2 døgn havde hun samlet 14.000 kroner ind.

- I forhold til leje af varevogn og trailer, så har vi et godt samarbejde med Kenneth Ryberg fra Fugegruppen i Børkop. Han er en rigtig ildsjæl i forhold til at hjælpe Ukraine, og her giver vi såmænd blot 50 ører pr. kilometer for at leje bilen. Han er med i et setup, der hedder ’Together We Are Strong’, og her er jeg lidt med i periferien, forklarer Viggo.

Naturligt at hjælpe andre i nød

For Jens Peter, Stefan og Kristian er det en særdeles relevant og god ting at hive nogle dage ud af arbejdskalenderen med henblik på at yde hjælp til Ukraine.

- Det betyder altså meget, at man kan være med til at hjælpe et land og de arme mennesker, der virkelig er hårdt ramt. Som udgangspunkt må det være vores udgangspunkt som mennesker, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe andre mennesker i nød. Vi ser frem til turen og til at få den erfaring med, lyder det sammenfaldende fra de ’tre nye’.

Andre læser

Skulderklap til Viggos hjælp til Ukraine: Revyoverskud belønner godhjertet Giveborger

91-årige Henry køber generatorer, som han sender til Ukraine med hjælp fra Rotary og Lions Club

Rotary og Lions sender tre minibusser til Ukraine - og de bliver derovre