Gymnastikkens statsminister kunne fejre 25-års jubilæum som formand ved en superflot forårsopvisning
Foto: Give GIF Gymnastikforenings formand, Mette Vestergaard, i midten af billedet, blev hyldet for 25 år som formand for foreningen af Birgitte Post Andersen (th.) og Gerda Jørgensen fra formandsskabet i Give GIF i forbindelse med den årlige forårsopvisning i Give Idrætscenter. Foto: Jim Hoff
Give Gymnastikforening kunne i weekenden den 13. og 14. marts invitere ind til den årlige forårsopvisning, hvor Give Idrætscenter i den grad stod i gymnastikkens tegn i to flotte dage. Og så kunne gymnastikforeningens formand Mette Vestergaard lade sig hylde for 25 flotte år som foreningens formand.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Der er ingen tvivl om, at en forårsopvisning i gymnastik fordelt over to dage er en stor og flot begivenhed, som involverer rigtig mange mennesker – både ude på gulvet og på tilskuerrækkerne. Men når man så samtidig kan hylde gymnastikforeningens dygtige og kompetente formand for 25 års virke som netop formand, så får sådan en forårsopvisning et endnu flottere skær.
For det er netop ihærdige og dygtige ildsjæle som foreningens formand, Mette Vestergaard, der er drivkraften bag vores gode lokale foreninger, som er med til at skabe aktivitet og godt livsindhold for børn, unge, voksne og ældre – og derfor var det så fint et indslag i forbindelse med den herlige og flotte indmarch lørdag, at Mette Vestergaard blev hyldet med pæne ord og en gave.
Det var Birgitte Post Andersen, fra formandsskabet i Give GIF, som fik æren af at holde tale for Mette, og her lancerede hun den nye titel ”Givegymnastikkens statsminister”, som selvfølgelig tilfaldt dagens meget rørte og bevægede 25-års jubilar.
- Kære Mette, du er simpelthen gymnastikkens statsminister her i Give.
- 25 år som formand for vores gymnastikforening her i Give. Det er virkelig en stor præstation. Du er simpelthen gymnastikkens statsminister her i Give. Det er flot at være formand i så mange år, og du har gjort det rigtig godt. Du er hårdtarbejdende, du er ambitiøs på foreningens vegne, og så er det, du foretager dig, altid præget af en enorm sans for ordentlighed.
- Du har gennem årene arbejdet flot for foreningen og har i den grad været med til at udvikle den – og du er altid samarbejdsklar, lød det blandt andet fra Birgitte, inden hun sammen med Give GIF’s andet medlem af Give GIFs formandskab, Gerda Jørgensen, overrakte gave og blomster til en meget bevæget 25-årsjubilar, alt imens den propfyldte hal leverede fortjent stående bifald til byens nye statsminister udi gymnastikkens herlige verden.
Flot indslag og en fantastisk start på lørdagens opvisning. Det skal også lige noteres, at der, inden opvisningen gik i gang, var en fin hyldest til tre andre jubilarer i foreningen, idet Malene Pasgaard, Mathias Korsgaard og Sofie Schmidt blev hyldet for 10 års frivilligt arbejde i gymnastikforeningen i Give.

Malene Pasgaard, Mathias Korsgaard og Sofie Schmidt blev hyldet for 10 års frivilligt arbejde i gymnastikforeningen i Give i forbindelse med indmarchen ved opvisningen lørdag. Foto: Jim Hoff
- En fejring af de frivilliges flotte arbejde
Avisen har talt med Mette den 2., Gives helt egen gymnastikstatsminister, smiley, og hun kan melde tilbage om nogle rigtig gode dage i gymnastikkens tegn.
- Som forening oplevede vi to helt fantastiske dage i Give Idrætscenter. Hallen var fyldt med energi, flotte spring, smil og masser af gymnastikglæde. Det er altid en særlig oplevelse at se gymnaster i alle aldre – fra de allermindste til de ældste – vise det frem, som de har arbejdet med hele sæsonen, lyder det indledningsvist fra formanden.
Hun pointerer, at opvisningen samtidig også er en fejring af det store arbejde, som foreningens mange instruktører og hjælpeinstruktører lægger i foreningen.
- Uden deres frivillige indsats ville det ikke være muligt at skabe oplevelser for så mange børn og unge. Jeg tror også, at alle vores frivillige i dag er både stolte, glade – og lidt trætte oven på to skønne opvisningsdage, konstaterer Mette med et stort smil.

Begge opvisninger fredag og lørdag blev traditionen tro indledt med en flot indmarch. Foto: Jim Hoff
28 hold på gulvet over to dage
Fredag aften var der efter den obligatoriske indmarch, 11 hold på gulvet, hvoraf en del af holdene var knalddygtige og springstærke gæstehold udefra. Her så vi gymnaster fra Jelling, Vandel, Ågård, Bellinge og Kbh Ø sammen med Gives egne Jump’n Dance 6.-9. klasses hold.
Lørdag, der er den store opvisningsdag, er det i høj grad den lokale gymnastikforenings hold, der indtager gulvet i hallen. Hallen var igen i år proppet til sidste millimeter af et veloplagt og aktivt publikum. Der var hele 17 hold på gulvet, og da man blev ramt af et afbud fra Kbh Ø PI mænd, improviserede man da bare og lavede et fedt indslag, hvor alle blev inviteret ud på gulvet til en god gang gymnastiksjov til fed musik under ledelse af et par friske lokale gymnastikpiger – herligt, simpelthen herligt og godt tænkt.
Lad os afslutningsvist bare konkludere, at den folkelige gymnastik har en enorm samlingskraft og er i stand til at forene alle aldersgrupper omkring denne herlige, flotte, årlige begivenhed, forårsopvisningen.
Og når vi så ved samme lejlighed lige får en lokal statsminister, ja, så er det jo ikke helt ringe, som vi siger her i Jylland.
Du kan se mange flere fotos fra lørdagens forårsopvisning del 1 HER
Du kan også flere fotos fra opvisningen del 2 HER

Om det er fedt at gå til gymnastik i Give? Billedet siger vist det hele, smiley. Foto: Jim Hoff

















































