I Gadbjerg er de fulde af numre – altså til det store hyggelige reklamebanko

Foto: Torsdag den 4. december står der reklamebanko på programmet i Gadbjerg Hallen med de gode folk fra Margrethe Club som arrangører. Arkivfoto

Det kan godt være, at man i Gadbjerg i disse måneder er meget fokuseret på at få et togstop, og at man just har brugt masser af energi på at afvikle en stor flot julefrokostdag i hallen, men der er også plads og overskud til at afvikle et stort reklamebankospil, hvor folk kan hygge sig med hinanden og en masse fine gevinster.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

JUL I GADBJERG: - Kom til Gadbjerg og få banko!

Således lyder den krystalklare opfordring fra de gode folk fra Margrethe Club, der står som arrangører af det store reklamebankospil, som klubben/foreningen afvikler i Gadbjerg Hallen i starten af december måned.

Avisen har i den forbindelse været i kontakt med Thorkil Hansen fra Margrethe Club, og han er klar med et stærkt motiverende budskab til folk i og omkring Gadbjerg.

- Torsdag den 4. december 2025 forvandles Gadbjerg Hallen til et kæmpe jule-reklame-banko-mekka fyldt med et væld af flotte præmier - for ca. 25.000 kr. og masser af sidegevinster, overraskelser, amerikansk lotteri, puljeplader, bingoplader… you name it, vi har det hele, lyder det indledningsvist med begejstring i stemmen fra Thorkil. Lækre hovedgevinster

Lækre hovedgevinster

Han kan ydermere oplyse, at hovedgevinsterne bl.a. består af 2 x en halv gris, udskåret og klar til fryser eller ovn, og derudover vil der også være gavekort á 1.000,00 kr.

- Dørene åbner kl. 18.00, og selve bankospillet starter kl. 19.00, og vi håber på rigtig solid opbakning og inviterer her alle ind, for alle er velkomne. Kom glad, kom heldig, kom til Gadbjerg! ”Det er lige før du har banko…”, lyder den fine salgstale fra den rutinerede Gadbjergmand med et stort smil.

Thorkil kan fortælle, at der for få år siden faktisk var bankospil i Gadbjerg hver eneste uge.

- Og jeg ved, at nogle af de gamle erfarne bankofolk fra dengang også er med denne gang. Så man kan roligt glæde sig til en hyggelig aften blandt masser af glade bankoentusiaster, lyder det hyggelige budskab fra Thorkil.

 

 

Andre læser

Stærk opgradering i Give Golfklub: Nu råder klubben over 2 indendørs golfsimulatorer

Inner Wheel i Give inviterer til fakkeltog: Stop vold mod kvinder!

Give Atlet Klub får flot besøg: Kvindelig verdensmester kigger forbi i klubben

Stærk erhvervshistorie: Lokale politikere benovede over Nortecs fantastiske rejse fra Vonge til Vejle

Storsejr til modellervoks da børnene i Grønborgvejens Børneunivers gik til stemmeurnerne

Områdets hyggeligste julemarked vender tilbage til Thyregodhallen

Bo Schnedler, Hanne Lund og Gerda Jørgensen er klar: Give-egnen får 3 folk i byrådet

Skriv dit barn op til 0. klasse: Skoleindskrivningen til børnehaveklasserne 2026 er klar online