Ingen fest uden sang og musik - og god mad: Syng, spis og snak til Sommerfesten i Give
Foto: Det er den gennemmusikalske og passionerede musikmand, Lars Hindborg Skovgaard, der lørdag den 20. juni står i spidsen for lørdagens spis-og-syng-sammen event i Vest Jysk Bank Arena. Foto: Jim Hoff
Når der inviteres til Sommerfest i Give med GISK som tovholder tilbydes der aktiviteter på en bred palette. Og de mere folkelige af slagsen er på plakaten, når der inviteres til en fin eftermiddag med masser af musik, fællessang og gode snakke over et godt måltid.
Af Jim Hoff -jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE i LIVE: Hvis der er noget, der kan bringe folk sammen på den hyggeligste måde er det at mødes over god mad, god musik, fællessang – og så en masse hyggesnak her over bordene. Alt dette får man mulighed for at blive en del af til den store Sommerfest i Give lørdag den 20. juni, når de arrangerende foreninger byder ind til hyggefrokost, hvor den gode mad krydres med en masse god musik – som vi alle kan synge med på.
Det er den i lokalområdet så velkendte musiklærer, certificeret sangcoach og korleder hos Kildernes Kor, Lars Hindborg Skovgaard, der står i spidsen for den musikalske del af dette arrangement.
Stor passion for musik – og det smitter
- Med den fine baggrund Lars har rent musikalsk, har han virkelig et solidt fundament, som han bruger til at gøre sangglæden tilgængelig for både begyndere og øvede. Han har arbejdet med kor i mange år, og han leder i dag flere forskellige kor ud over Kildernes Kor.
- Når Lars ikke står foran et kor, finder man ham som musiklærer i folkeskolen, som organist i kirken eller i sin egen virksomhed, hvor han primært underviser i sang. Fælles for alt, hvad han laver, er en passion for musik og en lyst til at hjælpe andre med at opdage, hvad deres stemme kan, fortæller GISK’s centerleder Martin Schmidt.
Han pointerer ydermere, at Lars er kendt for sin varme, sin energi og sin evne til at få alle til at føle sig velkomne – og til at gå hjem med en god oplevelse og lidt mere musik i hjertet. Og disse kompetencer passer jo spot on til lørdagens spis-og-syng-sammen event.
Programmet for arrangementet er som følger
Arrangementet starter kl. 12.00, og dørene åbner kl. 11.30
Program
12.00: Velkommen
12.00 -12.40: Frokost buffeten er åben
12.45-13.30: Fællessang v. Lars Hindborg Skovgaard
13.30-13.45: Der serveres en kop kaffe og småkager.
13.45-14.30: Fællessang v. Lars Hindborg Skovgaard
14.30. Det officielle program afsluttes
15.00: Salen ryddes
Billetter købes via www.giveic.dk/














































