
Kæmpestor lokal paintballbedrift: Roxy Army både dansk og tysk mester
Foto:
Efter i august måned at have hjemført DM-titlen i paintball i suveræn stil, kunne det lokale hold fra Midtjysk Event i Nørskov, Roxy Army, koncentrere sig fuldt ud om de internationale opgaver. Holdet lå nemlig rigtig godt til i kampen i ICS-serien i Tyskland, både i Prorækken og Semipro-rækken. Og Roxy Army gjorde rent bord.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GULDDRENGENE: ”Vi har smadret det hele i Tyskland!”
Det var denne indgangsvinkel, som Jesper vad from Sinnbeck havde, da han kontaktede den lokale verdenspresse med en flot nyhed fra hans verden, nemlig paintballsporten.
Og lad os lynhurtigt lige få sat på plads, hvad der ligger bag denne herlige og bombastiske indgangsbøn. For det her handler om paintball på højt europæisk plan, og det lokalt funderede paintballhold, Roxy Army, der har udgangspunkt i Nørskov hos Midtjysk Event, der ejes af netop Jesper Vad From Sinnbeck.
Efter at holdet tilbage i august måned i særdeles suveræn stil hjemførte DM-titlen i paintball, havde holdet et nyt skarpt fokus: At blive tyske mestre i ICS (Independent Club Series) i Tyskland. Her er modstanden på højt niveau, og for det danske mandskab er det altid en fed udfordring at prøve sig af mod konkurrenter fra den europæiske elite.
3 titler på én sæson – sådan!
Ikke mindst når det går så godt, som det var tilfældet her i sæson 2025.
- I denne sæson har vi udover at blive danske mestre også hentet 10 førstepladser og én andenplads i ICS-serierne i Pro og Semi-prorækkerne. Det betyder, at vi nu står med hele tre titler til pokalskabet, idet vi både kan kalde os danske mestre samt tyske mestre i pro og semi-prorækkerne. Det er vi rigtig godt tilfredse med, lyder det med glæde i stemmen fra Jesper.
Roxy Army har efter et knap så prangende 2024 her i sæson 2025 satset stort og gået all in på at vinde både det danske mesterskab samt de tyske titler – der er blevet trænet godt og seriøst, og man har stillet med et stærkt hold hver eneste gang.
Og det kan man da sige i den grad har givet pote!
Foto 2: Glæden var naturligvis stor på det danske hold, da de havde hjemført hele to tyske titler i paintball. Det er Jesper Vad From Sinnbeck helt til højre iført kongekrone - naturligvis. Privatfoto