LÆSERBREV: Åbent brev til alle medlemmer af Vejle Byråd angående debat om VE-anlæg i Vejle kommune
Foto: Hovedkær Lokalråd har sendt et åbent brev til byrådspolitikerne i Vejle Kommune angående debatten om VE-anlæg i kommunen med udgangspunkt i sagen om Energipark Give. Foto: Jim Hoff
Redaktionen har modtaget nedenstående åbne brev fra Hovedkær Lokalråd til byrådspolitikerne i Vejle Kommune med formand Romain Bruhn Cliquet og medlem Liza Refsing som afsendere. Det handler om etableringen af VE-anlæg i Vejle Kommune med udgangspunkt i sagen om Energipark Give.
Af Hovedkær Lokalråd
LÆSERBREV: Hovedkær Lokalråd ønsker tage stilling til debatten om VE-anlæg i Vejle Kommune, og bidrage mens dialog og undersøgelser fortsat pågår, og inden aftalerne fastlægges i forhold til borgernes behov.
Vedhæftet finder I vores åbne brev til Vejle Byråd. Vi håber vores input vil bidrage til, at der findes gode løsninger for alle borgere
Til Vejle Byråd: Hovedkær Lokalråd har fulgt sagen om den påtænkte Energipark Give. Vi hilser det velkomment, at Vejle kommune vil genstarte dialogen med de berørte borgere.
Selvom projektet ikke rammer vores geografiske område, er vi bekymret for, at noget lignende kan gentage sig andre steder i oplandet i Vejle Kommune. Derfor opfordrer vi det nye byråd til, at vedtage nogle klare retningslinjer for Vedvarende Energiprojekter, som de store firmaer kan orientere sig efter, før de sætter for-projekter i gang.
Vi opfordrer til at basere retningslinjerne på 2 principper:
1) Forsigtighedsprincippet – ”Better safe than sorry":
Ved kæmpemøller og biogasanlæg er der alvorlig mistanke om, at de nuværende minimums afstande ikke sikrer naboers helbred. Nyere undersøgelser tyder på at støjen fra møllerne er helbredsskadeligt også udenfor "støjgrænsen". 0g påfaldende mange sygdomsforløb omkring biogasanlæg tyder på, at lugten kan gøre naboerne syge i en større afstand end hidtil antaget. *)
Vi opfordrer det nye byråd til at vedtage skærpede afstandskrav, der tager højde for de nye undersøgelser og dermed lader tvivlen komme borgernes sundhed til gode. Grøn omstilling bør ikke gentage det gamle industrisamfunds fejltagelser, hvor naboer til industri i nogle tilfælde blev syge og invaliderede af forurening. og måtte kæmpe i årevis for anerkendelse.
2) Sikre lokalsamfunds trivsel og fremtid
VE anlæg skal placeres sådan, at de ikke ved opkøb eller værdiforringelse bliver årsag til affolkning og dermed underminerer lokalsamfunds sammenhængskraft og fremtid.
Vi støtter grøn omstilling. Netop derfor er det vigtigt for os at fremme opbakning og undgå frustrationer i vores lokalsamfund. Vi er overbeviste om, at forsigtighedsprincippet samt retfærdighed i udviklingsprocessen vil bidrage væsentligt til at nå dette mål.
Hverken lokalsamfund eller borgeres sundhed og trivsel må blive glemt i omstillingen.
*) Referencer:
TV2 om biogasanlæg: 06/10/2025:
“Borgere i nordjysk landsby ramt af uforklarlige sygdomme”
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-10-06-borgere-i-nordjysk-landsby-ramt-af-uforklarlige-sygdomme
Ingeniøren om støj fra kæmpemøller: 08/12/2025
“Svensk forsker slår alarm over vindmøllers dybe brummen: Vi gambler med menneskers helbred”
SDU rapport om VE projekter i landdistrikter: Oktober 2025
“Energi til landdistrikterne? - Historisk og aktuel analyse af former for lokaltilknytning af vedvarende energi i Danmark”
Kontakt: Hovedkær Lokalråd: https://www.facebook.com/Hovedkar/
Formand: Romain Bruhn Cliquet - email: romain.bc@live.com. Medlem: Liza Refsing - email: lizarefsing@gmail.com












































