 
					LÆSERBREV: Det er meget vigtigt Vejle Kommune sidder med ved regionsbordet
Foto:Gitte Frederiksen (V), medlem af Region Syddanmark og Vejle Byråd, er her klar med et indlæg om vigtigheden af, at Vejle Kommune bliver godt repræsenteret i Region Syddanmark efter valget. Privatfoto
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Gitte Frederiksen, medlem af Vejle Byråd og Regionsrådet. (V).
LÆSERBREV: Det kommende regionsrådsvalg bliver meget vigtigt for Vejle Kommune, fordi der sker store ændringer med den nye sundhedsreform og psykiatriplan, der skal implementeres for at behandle og hjælpe de mange, der har fysiske eller psykiske lidelser.
Sundhedsvæsnet er under pres, og derfor skal det Nære sundhedsvæsen styrkes. Den demografiske udvikling med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder betyder flere får behov for pleje, omsorg og behandling. Region Syddanmark er veldrevet og har en sund økonomi.
Vores sygehusvæsen er stærkt specialiseret og heldigvis har mange i dag markant bedre chancer for at overleve. Alle skal have egen læge, og derfor skal der ansættes 5000 flere læger i det almenmedicinske tilbud.
Reformen skal skabe flere tilbud, behandling og større sammenhæng i patientforløbene på tværs af almen praksis, sygehuse og kommuner. Bedre forløb for børn, unge og voksne med psykiske lidelser skal opprioriteres. Der skal være en ny opgavefordeling kommune og region imellem.
Regionerne får ansvaret for akutspecialiserede sygepleje, rehabilitering og midlertidige pladser. Et område, der skal styrkes i samarbejde med kommunen. Det er derfor godt, at der sidder politikere på tværs af både kommune og region. Det er afgørende med den store omlægning den nye sundhedsreform får, at Vejle Kommune kommer med ved bordet så vi sikrer vores almen, specialsygehus, psykiatri og sundhedstilbud.
Regionsrådet består i dag af 41 medlemmer, som i fremtiden bliver til 31. Så det bliver sværere for de 22 kommuner Region Syddanmark repræsenterer for Vejle Kommune at få en plads. Så min opfordring til folk: Stem den 18. november på det parti, du tænker, der kan sikre Vejle Kommune bedst indflydelse i Regionsrådet de næste 4 år.
Som en af mine mærkesager går jeg til valg på gratis tandlæge til alle for at forebygge sygdomme og styrke livskvaliteten. Det er dyrt at gå til tandlæge, og det er derfor mange ikke kommer. Personligt har jeg et ønske om, at vi får flere hospicepladser til Vejle så flere kan få en lindrende plads tidligere til uhelbredeligt syge og døende, og til støtte til pårørende i den sidste tid med sine kære.
Jeg ønsker dig et godt valg den 18. november 2025 - Gitte Frederiksen












































 
         
         
         
         
        



