LÆSERBREV: Gør vejen i Vonge sikker – det er nu, muligheden er der
Foto: Lige nu er en del af Bygade i Vonge gravet op grundet kloakarbejde - og det burde i følge læserbrevsskribenten være en kærkommen lejlighed til, at man får etableret fortov med kantsten. Men det sker desværre ikke! Foto: Jim Hoff
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Jonna og Ib Lindberg Nielsen, Bygade 53 Vonge
LÆSERBREV: Glemmer Vejle Byråd os i udkanten.
Vonge er en velfungerende by med egen skole, idrætshal og lokal købmand. Vi vil gerne blive ved med at tiltrække tilflyttere. Men det kræver, at Vejle Kommune sikrer vores skolebørns vej.
Den tunge trafik fra den lokale grusgrav ødelægger Bygade. Vejen er oprindeligt bygget til hestevogne, og belastningen får nu vores huse til at revne. Rune Bønnelykke (DF) har sikret en hastighedsgrænse på 40 km/t, hvilket vi er taknemmelige for. Men selve problemet med den ødelagte vej er her stadig.
Lige nu er byen gravet op på grund af separatkloakering. Under opgravningen skrider den resterende asfalt og vandrenderne. Alligevel er etablering af fortov med kantsten ikke tænkt ind i udbudsmaterialet.
Det er fuldstændig uforståeligt. Det er både billigere og mere logisk at ordne fortovet med kantsten nu, hvor jorden alligevel er oppe.
En sænkning af vejen vil jo også påvirke den mængde der skal fyldes i udgravningen.
Desværre mødte Teknisk Forvaltning ikke op til vores beboermøde hvor kun Vejle Spildevand og entreprenøren mødte op.
Hvis kommunen vil have, at Vonge fortsat skal tiltrække tilflyttere og være en velfungerende by, skal skolebørnenes vej være sikker. Glem ikke Vonge, når der prioriteres trafikmidler i Vejle Kommune
Vi vil også have en sikker Bygade. Kære byråd: Vis os, at I også er vores politikere!












































