Læserbrev: Kære Martin Sikær - er det modigt at lukke øjnene for en kommunal proces, der har stavnsbundet uhørt mange borgere i tre år?

Foto: De to læserskribenter kræver mere politisk mod af Socialdemokratiets formand, Martin Sikær i sagen om Energipark Give. Arkivfoto

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Dorte Kristensen, Give og Marianne Rasmussen, Thyregod

LÆSERBREV: Kære Martin Sikær - Vi har flere gange hørt dig sige, at den grønne omstilling kræver mod.

Og at I politikere skal være modige og holde fast i, at området nord for Give skal være Vejle Kommunes grønne fyrtårn.

Og mod er helt sikkert en god egenskab, både i politik og andre steder.

Men synes du, at det er modigt at lukke øjnene for en kommunal proces, der har stavnsbundet uhørt mange borgere i tre år og vil gøre det i mange år frem?

Er det modigt at lukke ørerne for så mange menneskers reelle bekymringer for deres hjem, deres helbred og deres fremtid?

Og at give et udenbys og nu også udenlandsk milliardfirma grønt lys til at skalte og valte med et lokalområde i årevis, så I kan få projektet serveret på et sølvfad – er det mod?

Inden kommunalvalget var I fra Socialdemokratiet på besøg hos os i Thyregod, både ”gamle politikere” og nye kandidater.

Vi oplevede empati og forståelse for vores situation fra kandidaterne.

Og senere oplevede vi, hvordan de var blevet sat godt og grundigt på plads, så de nu også var ”modige” nok til at lade hånt om vores bekymringer.

Selv om vi bor så langt væk fra Vejle by, som man næsten kan komme, er vi dog stadig borgere i Vejle Kommune.

Borgere, som I har et ansvar for.

Eller mener du, trumfkortet Den Grønne Omstilling kan fritage dig fra det ansvar?

Vi skal den grønne omstilling og vi vil den grønne omstilling.

Men vi undrer os dybt over, at man kan kalde det socialdemokratisk politik, når omstillingen bliver lagt i hænderne på en lokal jordejer og et milliardfirma, der kommer til at tjene rigtig mange penge på så mange menneskers ulykke.

Der findes alternativer, og tiden arbejder hen imod mindre, grønne energifælleskaber, hvor projekterne reelt kommer både borgere og samfund til gode.

Eller projekter, hvor man starter med ægte borgerinddragelse og tilpasser projektet i samarbejde med dem, der skal bo i området bagefter.

Vil det ikke være i overensstemmelse med socialdemokratiske grundværdier?

Så kære Martin Sikær:

Vi vil gerne kunne kalde dig modig.

Men mod er ikke nødvendigvis at stå urokkeligt fast.

Ægte mod kan også være at indrømme, at man måske har taget fejl og så være klar til at starte forfra med åbne, ærlige og ordentlige processer.

 

Andre læser

BorgerNetværket for Energipark Give: Læs her, hvad det handler om!

Derfor møder gruppen ”Energipark Give - nej tak” ikke op til kommunens informationsmøde

Hestlund Energipark: Nyt grønt energiprojekt kan være på trapperne lidt nordvest for Give