LÆSERBREV: Staten og VE-projekter: Hvem har egentlig magten?

Energipark Give - NEJ tak har modtaget dette skriv, som gruppen har videresendt til Vores LokalAvis, og det kan nu læses herunder. Læserbrevet er lagt op på vegne af Energipark Give - NEJ tak med Marianne Rasmussen og Marianne Ploug Hansen som afsendere.

LÆSERBREV: Lad os slå én ting fast: Staten kan og vil på nuværende tidspunkt ikke gennemtvinge et VE-projekt i en kommune, hvis kommunalbestyrelsen stemmer nej. Det gælder også de statslige energiparker, som ellers fremstilles som nødvendige for den grønne omstilling.

Det betyder, at lokalpolitikere har reel vetoret – og dermed et stort ansvar. Men det ansvar handler ikke om at redde verden eller sikre profit til den internationale VE-industri. Disse argumenter bruges ofte som et slags "alibi" for at presse projekter igennem, som i virkeligheden har meget lidt med lokal nytte at gøre.

Lokalpolitik skal gavne lokalsamfundet

Kommunalpolitikernes primære opgave er at varetage borgernes interesser – ikke at opfylde klimamål, som er defineret af internationale aftaler og nationale strategier. De har begrænsede ressourcer og magt, og den bør bruges på det, der gavner lokalsamfundet mest. Det er derfor, det kaldes lokalpolitik.

Men spørgsmålet er: Har lokalpolitikerne overhovedet de nødvendige forudsætninger for at træffe oplyste beslutninger om enorme energianlæg? Ofte er der tale om komplekse tekniske, juridiske og miljømæssige forhold, som kræver ekspertviden og langsigtet perspektiv.

Lokale konsekvenser – eksempler fra virkeligheden

Flere steder i Danmark har VE-projekter haft betydelige lokale konsekvenser, både miljømæssigt, socialt og økonomisk:

Lille Hjøllund (Silkeborg): Her kolliderer planerne om en energipark med regionens behov for råstofudvinding. Regionen advarer om, at placeringen kan forhindre dem i at sikre forsyning af sand og grus til byggeindustrien i de næste 12 år.

Nørrekær Enge (Limfjorden): Vattenfall måtte opgive at udvide vindmølleparken med 36 møller pga. lokal modstand og bekymringer for fugleliv og natur.

Ringkøbing-Skjern Kommune: Projektet "Megaton" blev kraftigt nedskaleret efter lokal modstand. Kommunen har landets største grønne elproduktion, men borgerne kræver nu betydelig lokal opbakning før nye projekter godkendes.

Brenderup (Fyn): Her lykkedes det borgerne at etablere en mindre solcellepark i fællesskab. Et eksempel på, hvordan lokalt medejerskab kan skabe opbakning – men sådanne projekter er stadig sjældne.

Generelt: Mange borgere oplever, at de bliver ført bag lyset i planlægningsfasen, hvor aftaler mellem lodsejere og projektudviklere sker uden bred inddragelse. Det skaber mistillid og modstand.

Historien gentager sig – og vi betaler prisen

Hvis vi ser nøgternt på fortiden, er der mange eksempler på politiske beslutninger, der har haft alvorlige og langvarige konsekvenser:

Høfde 42, Nordic Waste, Grindstedværket, øvrige generationsforureninger

Salg af Dong til Goldman Sachs og vaccineproduktionen

Minksagen og byggeriskandaler

Disse eksempler viser, at manglende langsigtethed og gennemsigtighed i beslutningsprocesser kan koste dyrt – både økonomisk, samfundsmæssigt og miljømæssigt.

Hvad bliver prisen for den grønne omstilling?

Det er værd at spørge: Har politikerne overvejet, hvilken pris vores børn skal betale, når der skal ryddes op efter den grønne omstilling?
Vi ser allerede, hvordan fødevarer bliver dyrere, og hvordan Danmark bliver mindre selvforsynende. Landbrugsjord inddrages til solceller og vindmøller, og lokale økosystemer forandres. Vi skal bruge strøm – Ja. Men vi kan ikke leve uden korn og kartofler.

Den grønne omstilling er nødvendig – men den skal ske med omtanke, ansvar og respekt for både mennesker og natur. Og det kræver, at lokalpolitikere tør stille kritiske spørgsmål og sige nej, når det er nødvendigt.