LÆSERBREV:  Vonge kalder! – og inviterer borgmesteren på rystende køretur

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra tidligere byrådspolitiker Harry Warrer fra Vonge.

LÆSERBREV: Hvis nu vi forestiller os, at borgmesteren boede i vores område, som er Vonge / Kollemorten, ville der da gå hele 6 år, inden der kom en kommunal grund til salg? Næppe. Ville der efter afgivelse af løfte om byggeri af sociale boliger i tre bæredygtige lokalsamfund (Givskud, Thyregod og Vonge) gå hele 4 år, inden de stod færdige? Næppe.

Ved kommunesammenlægningen af Vejle og Give i 2007 udtalte daværende borgmester Leif Skov (S) på et møde her i Vonge / Kollemortenhallen, at han var imponeret over vejenes fine tilstande i Give Kommune.

Her 18 år efter, er sagen i flere tilfælde en ganske anden her i området; eksempelvis er vejen mellem Vonge og Vesterlund i en sørgelig forfatning. Jeg inviterer derfor Jens Ejner Christensen (V) på en rystende køretur her fra Lærkevej i Vonge til Vesterlund bag i min kabinescooter.

Med venlig hilsen - Harry Warrer