Lokal apoteker ny præsident i Rotary Give
Foto: Apoteker Muhammad Saeed har fra 1. juli overtaget posten som præsident for Rotary Give. Foto: Jim Hoff
Den 1. juli i år overtog den lokale apoteker i Give Muhammad Saeed posten som præsident i Rotary i Give. Han overtager præsidentskabet efter Leif Søndergaard og skal nu være klubbens frontfigur i et år.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Rotary i Give har helt efter forskrifterne fået ny præsident, idet apoteker Muhammad Saeed pr. 1. juli 2026 har fået overdraget præsidentkæden fra nu tidligere Rotary præsident Leif Søndergaard.
Da Saeed kom til Give i 2016 som ny apoteker, gik der ikke lang tid, før han fik en henvendelse fra Rotary i Give for at hverve ham som nyt medlem. Og nu her 10 år senere er det så Saeed, der bærer præsidentkæden.
- Jeg synes, det er særdeles motiverende at stå i spidsen for Rotary og på den måde være med til at udvikle klubben. Jeg kan jo arbejde ud fra min erfaring fra tidligere præsidenters arbejde, og det bliver interessant at være med til at vise Rotary frem sammen med det stærke hold i bestyrelsen. Vi skal synliggøre klubben og vise, hvad det er, vi står for, og meget gerne også få flere medlemmer, siger Saeed.
Præsidenten sidder 1 år
Han forklarer, at reglerne i Rotary er ganske klare i forhold til præsidentembedet, og man kan, sagt med glimt i øjet, godt ærgre sig over, at det ikke er de samme regler, der gør sig gældende i USA i disse tider.
- Vi får ny præsident hvert år. Vi opererer med begreberne ’past præsident’, altså den tidligere præsident, den nuværende præsident og præsident-elect. Sidstnævnte er den næste, der skal tage over 1. juli næste år. På den måde er der kontinuitet i tingene, en rød tråd, hvor vi får inspiration fra hinanden og sikrer en rød tråd i ledelsesarbejdet. Og det er for øvrigt et helt særligt år at være præsident, idet Rotary her i 2026 fylder 150 år.
Meget åben over for at tage nye medlemmer ind
Klubben i Give har pt. cirka 20 medlemmer, alle mænd, og ifølge Saeed er man meget åben over for at tage kvinder ind i klubben – og i det hele taget vil man gerne have nye medlemmer.
- Sjovt nok er jeg klubbens yngste medlem, og generelt må man bare konstatere, at det er lidt svært at hverve nye medlemmer til klubben. Derfor er vi meget opmærksomme på, at vi skal ud og synliggøre os og forklare folk, at Rotary altså ikke er ”lukket land”, og at vi er en stærk udadvendt klub med en masse fine sociale tiltag.
- Vi mødes hver 14. dag på Museum Give. Det er altid en tirsdag, og her byder vi ofte på foredrag og besøg ud af huset, hvor vi besøger virksomheder og andre interessante steder. Vores næste besøg går således til Egtved Pigens grav tirsdag den 25. august. Hvis man er interesseret i at høre mere om og opleve Rotary-klubben på tæt hold, er vi meget åbne for, at man kommer på et uforpligtende gæstebesøg hos os.
- Her skal man blot tage fat i mig eller et andet Rotary-medlem og tilmelde sig – så er man med. Vi er som sagt meget åbne for nye medlemmer, så man skal endelig ikke holde sig tilbage, lyder opfordringen fra den nye Rotary-præsident.
Velgørenhed både lokalt og i udlandet
Udover de fine lokale sociale tiltag er Rotary jo også en velgørende udadvendt organisation, der støtter mange gode formål verden over.
- Lige nu har vi i Rotary stor fokus på at hjælpe den krigsramte befolkning i Ukraine. Derudover støtter vi kvindehaverne i Gambia, og vi støtter den fortsatte kamp for at udrydde polio i hele verden. Det er vigtigt at fortsætte denne kamp, så vi kommer sygdommen til livs, men det er, grundet sikkerhedsproblemer og krigstilstande, svært i nogle områder i verden. Derudover er vi altid klar med katastrofehjælp, når lande rammes af oversvømmelser, jordskælv osv.
- Kigger vi helt lokalt, har vi støttet GISK (Give Idrætscenter, red.), og når vi er på gaden og sælger lodsedler, så er det sådan, at Rotary-organisationen tit fordobler vores indtjening, så vi også kan støtte gode lokale sager. Vi har også et koncept med udviklingsstudenter, som vi sender ud og modtager, så de unge kan komme ud at opleve verden. Her skal man ikke være medlem af Rotary for at komme i betragtning - man søger frit om en tur til udlandet, fortæller Saeed.
En stor international familie
Når man bliver medlem af Rotary, modtager man en nål som bevis på, at man er medlem. Og denne nål kan ifølge Saeed åbne døre over hele verden.
- Jeg har for eksempel selv oplevet at blive modtaget med meget åbne arme hos en Rotary-klub i Bahrain, og i det hele taget er vi i Rotary en stor international familie, hvor det er muligt at skabe mange gode relationer og et godt netværk. Man har nemlig en masse fine udviklingsmuligheder, både personligt og fagligt, via diverse venskabsklubber og interesseklubber, hvor man som voksen kan drage ud i verden og blive inspireret. Her i Give er det Jørgen Østergaard, der står for den del af vores koncept her i klubben, oplyser Saeed. Man kan følge Rotary Give på Facebook via dette: www.facebook.com/GiveRotaryKlub.











































