Lokale boksere om Fight Night: Et absolut højdepunkt i boksekarrieren!
Foto: Give Atlet Klubs højest rangerede bokser, Mathias Holdt, boksede stævnets sidste kamp, som han vandt, idet dommeren stoppede kampen. Mathias proklamerede bagefter, at denne kamp var det absolutte højdepunkt i hans karriere som bokser. Foto: Søgård Fotos
Som man kan læse om i en anden artikel her i avisen, blev boksestævnet Fight Night i Give en kæmpestor succes med forrygende opbakning på lægterne med op til 1000 tilskuere, der heppede på de lokale boksehelte og -heltinder. Men hvordan er det egentlig at træde ud i en propfuld hal og klatre op i bokseringen under så bombastiske forhold?
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BOKSNING: Hvis du i disse dage møder folk fra Give Atlet Klub nede i byen, og de går rundt med armene oppe i luften, er det ikke så sært. Klubben har lige leveret et historisk comeback med deres boksestævne Fight Night i den propfulde Ikærhallen – og oven i hatten leverede klubben selv 8 lokale boksere, der var i ringen denne spektakulære bokseaften.
For nogle var det debut i bokseringen, og bedre ’arbejdsbetingelser’ kan man vel næppe forestille sig med en hel hal i ryggen. 4 af Give-bokserne vandt deres kampe, mens 4 måtte se sig besejret af deres modstandere.
Avisens udsendte sportsreporter har talt med tre af de 8 boksere, der var i ringen denne aften, og de kunne over én kam med brede smil berette om en fantastisk oplevelse – uanset om de havde vundet eller tabt.
Vandt på knock-out i 1. omgang
Aksel Bundgaard debuterede i klassen elite supersværvægt, hvor han gik i ringen til kamp nr. 7 mod Amer Al-Rikabi fra Viborg Atlet Klub.
- Det var en totalt fed oplevelse at være med her til Fight Night. Jeg følte mig jo helt uovervindelig, da jeg gik ind i hallen og op i ringen – til min helt egen sang i højtalerne, ’Bad To The Bone’ med George Thorogood & The Destroyers.
- Det var bare superfedt at få en debutkamp på hjemmebane, hvor folk heppede helt vildt på mig. Og det blev en debutkamp over al forventning, idet jeg vandt på knock-out allerede i 1. omgang – fedt nok, men jeg ville da gerne have bokset samtlige 3 runder i så fed en kulisse, konstaterer Aksel med et stort smil.

Aksel Maltha Bundgaard havde en fed oplevelse, da han debuterede i bokseringen ved Fight Night og vandt på knockout i 1. runde. Foto: Søgård Fotos
- Nervepirrende – og megafedt!
19-årige Maksym Boychuk gik i ringen i kamp nr. 5 mod Salman Raufi fra Next Level Gym Vejle i klassen elite-mellemvægt, hvor bokserne skulle i ilden i 3 gange 3 minutter.
- Det var min debutkamp, og turen fra døren op til ringen gennem hallen var totalt nervepirrende. Men da jeg først var oppe i ringen, var det bare megafedt – sikke en oplevelse. Jeg tabte desværre kampe på split decision, 4-1, men jeg synes da, at jeg gav alt, hvad jeg havde.
- Der var rigtig mange folk, der heppede på mig, og det gav mig virkelig gejst og motiverede mig til virkelig at fighte for sagen. Fedt at være med i 3x3 minutter i en elitekamp – og jeg er 100 procent klar til den næste Fight Night her i Give, ikke mindst takket være den fede opbakning fra tilskuerne, pointerer Maksym.

Maksym Boychuk tabte sin kamp 4-1 på split decision, men han gav alt og havde totalt publikum, på sin side. Og han blev efterfølgende kåret til stævnets bedste tekniker, som vi ser her.Foto: Søgård Studios
- Nervøs? Overhovedet ikke!
Aftenens absolutte hovedkamp stod mellem Mohammad Abo Al Sakan fra Next Level Gym Vejle og den lokale bokselegende og Give Atlet Klubs højst rangerede bokser, 20-årige Mathias Holdt, i klassen elite-mellemvægt.
Og det blev en rigtig fin ’finalekamp’, hvor den lokale boksehelt kunne trække sig sejrrigt ud af kampen efter at dommeren stoppede kampen grundet en storblødende øjenskade til Mathias’ hårdt fightende modstander.
- Det er min første større kamp på hjemmebane, og det var med den fedeste stemning, jeg nogensinde har oplevet i min karriere. Jeg befandt mig nærmest som i en drøm, da jeg gik fra døren til omklædningen og gennem hallen op i ringen. Og ved du hvad: Jeg var overhovedet ikke nervøs. Jeg hyggede mig rigtig meget og var bare så sikker på, at jeg ville vinde, lyder det fra en glad Mathias.
- Højdepunktet i min karriere
- Jeg boksede en klog kamp og tænkte mig om over for en ny modstander, som bare ville fremad. Jeg fik godt fat i ham og styrede kampen og slog til, når han blottede sig. Jeg vandt kampen, fordi min modstander fik en øjenskade, så dommeren var nødt til at stoppe kampen. Fedt at vinde ikke mindst her i hallen med så mange tilskuere på hjemmebane, men den fedeste følelse er jo klart at vinde på en ren knock-out – men ok, resultatet er jo det samme.
Den kamp her var det suveræne højdepunkt i min boksekarriere – det var endda federe end da jeg blev jysk mester, konstaterer Mathias, der er et vaskeægte produkt af den lokale bokseklubs fine arbejde med de unge boksere.









































