
Lokalt rengøringsfirma med på den grønne bølge: VPS satser på elbiler
Foto: Her ser vi Helle Jensen og Micka Jensen foran VPS Rengørings nye elbil, en Ford Puma. På sigt er det meningen, at alle virksomhedens biler skal skiftes ud med elbiler. Foto: Jim Hoff
VPS Rengøring i Jelling har taget det første skridt i forhold til at bilparken skifter over til elbiler. Nu er den første elbil ude at køre, og det er hensigten, at virksomhedens andre biler også skal skiftes ud med elbiler.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalasvis.dk
ERHVERV: Helle og Kent Jensen, der ejer rengøringsvirksomheden VPS Rengøring på Nordkrogen i Jelling, har gennem en årrække sat en stor ære i at arbejde med miljørigtige løsninger i forhold til de forskellige arbejdsopgaver, de kommer ud på.
VPS Rengøring, der har været på banen siden 2009, tilbyder en bred vifte af services som algerens, fliserensning, privatrengøring, erhvervsrengøring, algebehandlinger af tag og vinduespolering.
Vigtigt med fokus på miljøet
- Vi har altid været meget opmærksomme på at være miljøbevidste og generelt tænke grønt i forhold til de produkter, vi bruger til de forskellige rengørings- og behandlingsopgaver. Og det er jo helt i tidens ånd. –
- Nu skal vi så også føre de her såkaldte grønne regnskaber, hvor vi skal redegøre for og levere en oversigt over virksomhedernes væsentlige forbrug af ressourcer, som f.eks. energi og udledninger, f.eks. CO2, samt affaldsmængder. Og her er det jo oplagt med henblik på at få et positivt grønt regnskab at skifte fra diesel til elbiler, forklarer Helle Jensen, der er den person i virksomheden, der sidder med denne grønne opgave.
Løbende udskiftning
Den nye elbil er en Ford Puma, og der er naturligvis en elstander placeret ved virksomheden, så Micka Jensen, en af VPS’s mangeårige ansatte, som kører i bilen, kan starte dagens arbejdsopgaver op i nyopladet bil hver morgen.
Derudover har Micka en app, som hun kan bruge, når bilen skal lades op andre steder, og hun er blevet rigtig glad for at køre i den nye elbil.
- Der var da lige lidt tilvænning i starten, og nogle gange skulle jeg da også lige tage mig selv i at lede efter gearstangen. Men nu går det rigtig fint, og det er en rigtig dejlig bil at køre i. Man skal køre pænt og velovervejet, så man ikke bare brænder en masse strøm af, og det har jeg det fint med, siger Mika.
Helle forklarer, at det på sigt er hensigten, at virksomhedens 3 andre firmabiler også skal skiftes ud med elbiler, men lige med hensyn til Kents store varevogn, der er tungt læsset med udstyr til tag- og algerens osv., kommer der nok til at gå lidt længere tid.