Museum Give i bevægelse – opfølgning på tankerne i sidste nyhedsbrev

Foto: Museumsleder på Museum Give Mathias Christiansen Broch følger her op på de tanker om museets fremtid og udvikling han delte med os i en artikel her i avisen i februar. Foto: Jim Hoff

I sidste nyhedsbrev skrev jeg om nogle af de tanker, der har fyldt hos mig siden jeg begyndte som museumsleder i 2024. Om den balancegang Museum Give befinder sig mellem en stærk lokal forankring og nogle nationale krav, som i de senere år er blevet både mere omfattende og mere komplekse. De tanker vil jeg gerne tage et skridt videre her.

Af museumsleder Mathias Christiansen Broch
 
GIVE: For det sidste års tid har museets bestyrelse arbejdet intensivt med spørgsmålet om, hvordan Museum Give også i fremtiden kan komme til at stå stærkt som statsanerkendt museum. Det har også været et tilbagevendende omdrejningspunkt for de seneste generalforsamlinger på museet.

Arbejdet har været drevet af museets bestyrelse med henblik på at sikre, at museets fremtid som lokal kulturinstitution og som nationalt statsanerkendt museum. Det er sket i dialog med mig og i tæt kontakt med Vejle Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen samt kolleger fra andre museer i Jylland, som står med mange af de samme udfordringer.

Oppe mod en ny virkelighed for museumsverdenen

Vi har brugt rigtig mange timer på at vende hver en sten og afsøge alle de muligheder, der findes. Og i vores proces er billedet blevet ret tydeligt. Alt peger i samme retning, hvis museet også fremover skal have en reel mulighed for at fortsætte som det museum, vi kender og holder af.

Museumsverdenen er blevet mere kompleks – både administrativt og konkurrencemæssigt. Kravene til statsanerkendte museer er vokset, og konkurrencen om gæster, opmærksomhed og fondsmidler er blevet markant større. Og den udvikling vil fortsætte. Det gælder alle museer, men i særlig grad for mindre museer i områder som vores.

Gode til at tænke ud af boksen

Heldigvis er det at tænke skævt og finde gode løsninger en af de kvaliteter, Museum Give er bygget på, og som vores egn er Danmarkskendt for.

I lørdags blev den årlige Niels Kjeldsens Dag markeret ved Bøgetorvet, Give Kirke og her på museet. Man kan sige, at Museum Give i disse år må gøre lidt som Niels Kjeldsen blev nødt til i 1864, da han blev såret i sin højre hånd, og fortsatte han kampen med venstre. Det var ikke den måde, han havde planlagt at slås på – men situationen krævede det.

Museum Give står i dag i en situation, hvor vi er nødt til at finde en løsning, der gør os mindre sårbare og stærkere rustet til fremtiden. For vi tror på, Museum Give kan lykkes. Men det kræver, at vi tør tage sablen i den anden hånd.

Skal også stå stærkt om 5 og 10 år

Der skal findes en løsning, der både styrker museets lokale forankring og samtidig gør os bedre i stand til at udvikle organisationen, indgå samarbejder og arbejde mere målrettet med fonde, netværk og partnerskaber. Kort sagt har vi brug for en løsning, der gør, at Museum Give også står stærkt om 5 eller 10 år. Og kan fortsætte med at være et markant statsanerkendt museum.

De seneste år har Museum Give været i bevægelse. Der er blevet arbejdet hårdt på at åbne museet op, få bedre styr på museets samling, forskning og gentænkt museets gode udstillinger. Nye samarbejder er opstået, og flere er på vej. Vi oplever en voksende interesse for museets arbejde lokalt og i faglige sammenhænge.

Det momentum må vi ikke tabe.

Gentænkning af organisationen

Derfor har museets bestyrelse i løbet af det sidste år arbejdet med nogle udkast til justeringer af museets rammer og organisation, som vi ønsker at drøfte med Museumsforeningens medlemmer til årets generalforsamling.

Bestyrelsens overvejelser handler blandt andet om, hvordan museets bestyrelse og organisation fremover kan sammensættes, så flere kompetencer kan bringes i spil omkring museets udvikling, og så Museum Give står stærkere i arbejdet med både lokale og nationale initiativer, samarbejder og langsigtet udvikling.

Forslag og nye planer fremlægger 23. april

Bestyrelsen fremlægger sine forslag på museets generalforsamling den 23. april, hvor vi håber at I vil deltage i diskussionen og være med til at beslutte museets fremtid.

Målet er ikke at ændre Museum Gives sjæl, men at sikre, at museet også i fremtiden kan være en stærk kulturinstitution for vores egn. Det kræver både mod, opbakning og fremsyn, hvis vi skal sikre at Museum Give kommer til at stå så stærkt som muligt i fremtiden. Både for lokalområdet og på landsplan.
 

Andre læser

Total opbakning: Supergod start til de nye folk på Give Camping & Cafeteria

Godt i gang i Give Løber: Her løber vi altid med et smil på læben

Rigtig god forårsgave: Flot bog og plakat fra Skulpturby Give

Melson på besøg hos lokale landmænd: Vi er blevet en skydeskive i valgkampen!

Rentefrie latterbrøl: AL Sydbank Comedy Night med 900 veloplagte tilskuere på lægterne