Total opbakning: Supergod start til de nye folk på Give Camping & Cafeteria

Foto: Maja Milton Heibæk (til højre i billedet i brun jakke) overtog forpagtningen af Give Camping & Cafeteria 1. februar, og hun har fået en fantastisk start. Her ses hun sammen med en af de ansatte, Tenna Gotfredsen Vestergaard. Foto: Jim Hoff

1. februar i år overtog det lokale ægtepar Maja og René Milton Heibæk forpagtningen af Give Camping, og det har været en stor succes. Fra dag ét har de mødt stor og positiv opbakning fra lokalbefolkningen, og der har været en helt forrygende opbakning til cafeteriet i en tid med virkelig mange forskelligartede opgaver og udfordringer.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: I disse dage summer det af heftig, målrettet og ambitiøs aktivitet på Give Camping & Cafeteria – og det har det gjort siden 1. februar, hvor Maja og René Milton Heibæk har overtaget forpagtningen. Det er et lokalt par, der har investeret hårdt arbejde og hjerteblod i projektet og som er blevet mødt af masser af positive tilkendegivelser fra lokalbefolkningen for deres fine initiativ med at få sparket liv i både cafeteriet og campingpladsen.

- Efter at vi har åbnet herude, er vi nærmest blevet væltet omkuld – og det skal ses fra den positive vinkel. Det er væltet ind med folk, der henter mad og spiser her i cafeteriet i ’ulvetimen’ om aftenen, så det har været svært for os at følge med nogle gange. Sikken opbakning, og stor ros til folk for at være forstående over for, at der kan være spidsbelastning her i starten, hvor det jo for os handler om ’learning by doing’, siger Maja med et stort smil.

Har arbejdet 18-20 timer mange dage

Lige omkring det mad- og køkkentekniske er Maja og hendes folk godt klædt på i forhold til at tackle udfordringerne, men så er der selve campingpladsdelen, hvor de starter med en ’hvid tavle’, som Maja så fint formulerer det.

- Der er en masse regler, administrative slaggange og jura, der skal indlæres og komme på plads omkring selve det at drive en campingplads. Det er selvfølgelig en udfordring, men vi er klar til at tage den, så det skal nok falde på plads hen ad vejen.

- Men det har virkelig været en travl tid her i opstarten. Jeg har mange dage arbejdet 18-20 timer pr. døgn, og det har været ok – ja, det er hårdt, men det er også spændende og dejligt, ikke mindst når folk omtaler vores projekt her så positivt og når vi kan se, at folk er glade for det. Vi laver i cafeteriet, pointerer Maja, der sammen med René, som har fuldtidsjob ved siden af, har haft god hjælp af familie og venner i hele processen.

Personaledelen er ved at falde på plads

Angående personale, så er tingene også ved at falde på plads her. Maja står for køkkenet, og man har ansat Tenna Vestergaard, der ud over at stå for de sociale medier også hjælper til, hvor hun kan som en rigtig god blæksprutte. Man har også ansat Grethe Boesenbæk, en lokal pige også, til at stå for cafeteriadele, og så er Maria blevet ansat til at hjælpe fast i køkkenet.

Derudover er der tilknyttet en række ungarbejdere, og så giver René et nap med, så godt han kan, når der er behov for det.

- Det er dejligt, at der nu er styr på det personalemæssige, det giver mere ro på. Nu handler det for os om at finde den rigtige balance i køkkenet i forhold til, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan. Apropos køkken, så har vi en stille drøm om på sigt at udvide køkkenet, så vi får mere plads – det har vi brug for med det tryk, der er stort set hver aften, siger Maja, der kan berette, at den første aften med stegt flæsk og persillesovs på menuen var der 129 bestillinger ud af huset – plus den store flok, der indtog den danske nationalspise i cafeteriet!

Derfor er det også en god idé at reservere bord, hvis man ved, man er en flok, der vil ud at spise på cafeteriet en aften, så man er sikker på at få plads.

God gang i bookinger af selskaber

Maja er som sagt utrolig glad for den flotte opbakning, hun har fået efter åbningen, og den positive omtale af cafeteriet har også haft en afsmittende virkning både på køkkenet selv og på campingpladsen.

- Vi får flere og flere bookinger til selskaber og fester, konfirmationer osv. Faktisk har vi fået bookinger helt ind i 2029, og så er der også begyndt at komme flere henvendelser omkring bookinger til campingpladsen – og det er jo bare super.

- Vi hører også fra butikslivet i Give, at de er rigtig glade for, at vi er åbnet op for campingpladsen, og det liv, det medfører i byen, er vigtigt for butikslivet og deres omsætning. Vi har også mødt fin opbakning fra foreningslivet, der har valgt at afholde deres møder her hos os, og det er vi bestemt også taknemmelige for, pointerer Maja. Stedet har også været skueplads for et folketingsvalgmøde - hvor det steg stegt (valg)flæsk på menuen.

Ros til De Grønne Fingre og Vejle Kommune

Hun sender også en ros til Vejle Kommune, der har vist sig som en god og lydhør samarbejdspartner i hele processen omkring forpagtningen og genåbningen af cafeteriet og campingpladsen.

- Vejle Kommune har vist sig meget imødekommende og løsningsorienteret. Når der har været praktiske udfordringer osv., som skulle håndteres, skal vi også sende en kæmperos til ”De Grønne Fingre” (en flok frivillige omkring campingpladsen, red.), som i den grad har været en stor støtte for os her i opstarten.

- De er fantastiske, de er så hjælpsomme, søde og samarbejdsvillige. De lægger så meget hjerteblod og så mange kræfter herude, så det er virkelig en stor hjælp for os, lyder det anerkendende fra Maja.

Inviterer på åbent hus i påsken

Man kan følge livets gang, menukortet og dagens ret på her Give Camping & Cafeterias Facebook-side.

Snart inviterer Maja og folkene på Give Camping & Cafeteria til åbent hus, og hvad det går ud på, kan du læse mere om i en særskilt artikel her i avisen.

Andre læser

Stor spørgelyst: Velbesøgt infomøde om Give-Billund motorvejen

Valgflæsk og valgmøde: Fint vælgermøde på Give Camping med Vind og Melson

LÆSERBREV: Så er foråret kommet, og cyklerne skal ud og luftes. Meeen hvor er cykelstierne?

Gymnastikkens statsminister kunne fejre 25-års jubilæum som formand ved en superflot forårsopvisning