Museum Give i festhumør: Holder ekstra åbningsdag for at fejre et flot år og takke af med to særudstillinger
Foto:Museum Give har haft et forrygende år med flot opbakning fra publikum. Her er vi med til høstfesten, hvor der var virkelig mange folk på plads på den smukke sommerdag på det hgamle museum. Det flotte år fejres med en eksta åbningsdag den 21. december. Foto: Jim Hoff
Museum Give har, som vi tidligere har beskrevet det her i avisen, med det nye hold ved roret kæmpet sig flot tilbage efter nogle svære år både med økonomi og besøgstal. Dette vil man fejre ekstra meget den 21. december, samtidig med at man denne dag også siger farvel til de to af museets særudstillinger.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Det har været et travlt og aktivt år på Museum Give her i 2025 med masser af nye og fine aktiviteter på plakaten. Det nye hold omkring museumsleder Mathias Christiansen Broch har arbejdet kompetent og benhårdt på at få museet tilbage i god gænge – både i forhold til besøgstal, økonomi og positiv omtale, og det er man lykkedes fint med.
En af de nye folk på Museum Give, formidlingsinspektør Mads Struwe Jeppesen, har kontaktet Vores LokalAvis med en spændende og fin nyhed, hvor det handler både om de nye, bedre tider og et par af museets særudstillinger.
- Skal da fejre, vi har haft et forrygende år
- Søndag den 21. december holder vi en særlig ekstraåben dag på museet for at af-ferneisere vores særudstillinger ’StjerneStrik’ og ’Rejsen starter her’. Her kan man møde kunstnerne og strikkerne bag de to særudstillinger. Planen er, at museet har åbent 10.00-16.00, og fra klokken 13.00 kan gæsterne møde repræsentanter fra de to foreninger.
- Og så fejrer vi samtidig, at vi har haft et forrygende år på museet, hvor vi har nået alle vores mål og føler, at vi er rigtig godt på vej mod at skabe det nye Museum Give, som vi går rundt og drømmer om, fortæller Mads.
Gløgg og æbleskiver i museumskroen
Han kan ydermere oplyse, at der vil være gløgg og æbleskiver i den herlige muserumskro, og derudover arbejdes der ihærdigt på at få noget livemusik klar til dagen. Det sidste er dog i skrivende stund endnu ikke på plads, men håbet er lysegrønt – også her midt i december.
- Vi håber, at folk er klar til at møde op denne dag, hvor vi kan få mulighed for at videreformidle, hvor glade vi er for støtten både fra frivillige og gæster, som har gjort, at vi har nået i mål i år, og at vi kan gå på juleferie med store smil på læben, konstaterer Mads, netop med et stort smil på læben.
















































