
Nu er Brugsens delikatesse klar med online-bestilling af mad
Foto: Linda Carstensen fra delikatessen viser her den nye trykfølsomme skærm, hvor man også kan bestille sin mad fremover. Derudover kan du hjemmefra sin egen telefon eller pc også gå online og lave dine bestillinger. Foto: Jim Hoff
Det har været på tegnebrættet i et stykke tid, og nu er Brugsens delikatesseafdeling klar med et kundevenligt koncept. Det handler om online madbestilling, så nu kan man sidde hjemmefra og få styr på sit lille private arrangement, lidt familiehygge eller en fest.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavius.dk
DET GODE BUTIKSLIV: I Brugsen lytter man både til sine kunder og tidens trend, og derfor kan delikatessen nu lancere et helt nyt koncept, som handler om online madbestilling. Det foregår via hjemmesiden www.superbrugsengive.dk, hvor man i ro og mag kan gå ind og sondere delikatessens udbud af lækker mad, og lave sine bestillinger.
- Det har været under opsejling i lang tid, at vi skulle kunne tilbyde borgerne at bestille mad på nettet. Det er også noget, som vores kunder har efterspurgt, så nu kan man bestille mad til sin fest, brunch, hyggelige familiekomsammen osv. online på nettet, og så kan man afhente sin bestilling her i Brugsen, fortæller uddeler Claus Villumsen.
Godt koncept både for kunderne og delikatessen
Man kan også gå online direkte i Brugsen, idet der er blevet stillet en stor trykfølsom skærm op ved delikatessen, og her kan man så også indtaste sine ordrer – og er man i ’teknisk tvivl’, så er der jo altid en venlig delikatesse-medarbejdet i nærheden, som kan guide en videre.
- Det koncept her er en rigtig god ting både for kunderne og for os her i butikken. Det giver folkene i delikatessen et godt overblik over, hvad og hvor meget mad de skal lave. Vi har i forvejen en meget travl delikatesse med 7 fuldtidsansatte plus et par ungarbejdere. Og de har masser at se til og derfor kunne vi sagtens bruge nogle flere hænder.
- Så hvis man er tidligere kogekone, eller er på vej ind i seniorlivet og har flair for og overskud til at lave god mad i et hyggeligt miljø, skal man endelig bare henvende sig her, lyder den venlige opfordring fra uddeleren.
Bredt udvalg
Man skal som kunde altid huske at skrive sit navn, mailadresse og telefonnummer, så det på den måde er nemmere for delikatessens folk at komme i dialog med kunderne. Man må selvfølgelig også gerne stadig ringe til Brugsen, og man kan også skrive kommentarer i sin online bestilling.
Der vil fremover ligge flyers ved kassen med info om online madbestilling, og man kan allerede nu gå ind på www.superbrugsengive.dk og se, hvilke fine muligheder man har for at bestille mad.
Her finder du festmenuer, sæsonmenuer, tapas, smørrebrød, middagsretter – og selvfølgelig i disse dage en påskefrokost.