Nu med udvidede åbningstider: Gode nyheder fra Jacobs Spisehus i Givskud Zoo

Foto: Køkkenchef Dannie Rosenkvist Andersen fra Jacobs Spisehus i Givskud Zoo kan oplyse, at spisehuset fra 6. juli vil køre med udvidede åbningstider. Foto Jim Hoff

Dannie Rosenkvist Andersen, der er køkkenchef hos Jacobs Spisehus i Givskud Zoo, er klar med friske informationer om udvidede åbningstider på det populære spisested. Selvfølgelig i forbindelse med sommerferieperiodens ankomst.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Normalt holder Jacobs Spisehus i Givskud Zoo åbent fra klokke 10.00 til 18.00, men nu går vi snart i en stor sommerferieperiode, og derfor udvider køkkenchef Dannie Rosenkvist Andersen og hans team åbningstiderne, så der fra den 6. juli til og med søndag den 9. august vil være åbent til klokken 19.30.

Inviterer en bred målgruppe ind

Dermed får gæsterne altså halvanden time mere, hvor de kan nyde den gode mad fra spisehuset.

- Der vil være adgang fra p-pladsen foran. Dørene bliver åbnet 17.00. Man har ikke adgang til parken, men må gerne sidde på terrassen foran spisehuset, hvis vejret er til det, forklarer Dannie og tilføjer:

- Vi forsøger at imødekomme både lokalbefolkningen, der holder ferie hjemme, dem der ikke holder ferie endnu samt parkens gæster, inden de f.eks. kører ud til deres lejede sommerhus, hjem mm. Derudover ønsker vi også at give de overnattende fra Givskud Hostel muligheden for at komme og spise deres aftensmad samt gæsterne i Safari Camp.

Stegt flæsk på menuen

Som det tydeligt fremgår af ovenstående er alle velkomne i Jacob Spisehus, der er opkaldt efter Jacob Hansen, som grundlagde Givskud Zoo tilbage i 1969 – samme år som amerikaneren Neil Armstrong, der som det første menneske satte sin fod på månen. To historiske begivenheder.

Som en lille appetitvækker oplyser Dannie her lidt om, hvad der blandt andet venter gæsterne på tallerknerne.

- Vi kører med vores faste menukort. Hvis jeg skal fremhæve et par retter, så kunne det være stjerneskud, stegt flæsk og pasta bolognese og måske man bare har lyst til pandekager med is ad libitum, lyder fra Dannie med et smil.

Andre læser

Ny aktivitet for folket: Plejecenter Sandbjerg har fået en krolf-bane!

Stor erhvervsnyhed fra Give: TCK Group overtager aktiviteterne hos Give Trailer Service den 1. juli 2026

Folkefest i Give Lystanlæg: Masser af folk til rågesmagning og veteranbiltræf

Historisk liebhaverbolig til salg i Give: Skal du bo i 390 m2 stor præstebolig?

Klar til VM i USA: Louise er blevet dansk mester med langbuen – og har sat to nye danske rekorder

Danske Diakonhjem overtager driften af Plejecenter Meta i Gadbjerg

Ny bygning på 250 m2 står klar til 8. og 9. kl. på Hedegård Friskole efter sommerferien