Ny mand bag disken: Dennis er klar til at føre cykelbutikken i Give sikkert og dynamisk videre

Foto: 33-årige Dennis Nielsen fra Randers er den nye daglige leder hos SØ Cykler i Østergade i Give. Han har officiel første åbningsdag den 1. august, og dagen efter står der åbningsreception på programmet. Foto: Jim Hoff

For et år siden åbnede Søren Østergaard fra Ejstrupholm SØ Cykler i Østergade 2 ved siden af Expert. Dermed var der, efter at Peter Hansen, bedre kendt som Cykel-Peter, havde lukket sin cykelbutik, stadig en cykelhandel i Give. I starten var det med Dennis Thorsted som daglig leder, men fra 1. august 2025 hedder den nye mand i butikken Dennis Nielsen.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Det bliver en frisk ung mand fra Randers, der bliver den nye daglige leder hos SØ Cykler i Give, efter at den tidligere leder, Dennis Thorsted, stoppede i butikken. Dermed bliver det altså stadig væk en Dennis, man skal tale med angående køb, service osv. i den fine butik i Østergade.

Dennis Nielsen er 33 år og bor i skrivende stund i Randers, hovedstaden i Kronjylland, hvor han er født og opvokset. Det betyder så også, at han her i starten får en del kørsel frem og tilbage, men den unge kronjyde har dog en plan, der kan mindske antallet af daglige timer bag rattet.

- Det er helt klart planen, at jeg og min kæreste rykker her til Give. Vi har da også konkret øje på noget her i Give, så hvem ved, måske vi snart kan kalde os for Giveborgere, konstaterer Dennis med et stort smil.

Vild med selvstændigheden i det nye job

Hvordan er det så lykkedes for butikkens indehaver Søren Østergaard at headhunte den udlærte cykelmekaniker fra Randers til Give?

- Jeg har arbejdet sammen med Ulrik fra SØ Cykler, vi har begge arbejdet hos Free Bike Shop, og det var så Ulrik, der kontaktede mig, da SØ Cykler stod og manglede en daglig leder til butikken i Give. I første omgang takkede jeg faktisk nej tak til jobbet, men da jeg så lige havde tænkt lidt over det hele, skyndte jeg mig at ringe tilbage og sige ja tak til tilbuddet.

- Det var jo virkelig et spændende jobtilbud med en masse interessante muligheder. Det der med på en måde at blive sin egen daglige chef, selvfølgelig i tæt samarbejde med Søren, at få lov til at arbejde med en masse frihed under ansvar, det er lige mig – og samtidig er butikken her i Give også en rigtig fin og veldrevet butik. Så alt i alt er det her det helt rigtige valg for mig, pointerer Dennis.

Velfungerende butik i god cykelby

Han er som sagt udlært cykelmekaniker og kommer med 9 års erfaring fra både salg, indkøb og værkstedsarbejde.

- Jeg føler mig virkelig klar til opgaven, og det lå lige til højrebenet, at jeg skulle tage springet og blive daglig leder af SØ Cykler her i Give. Som sagt er det her en velfungerende butik, der har fået godt fat i Give, og Give er jo også kendt som en rigtig cykelby med en stor cykelklub og en stor motionscykelklub også.

- Det har også været hyggeligt, at folk spontant har kigget ind, når jeg har været her i butikken for at gøre klar til den store åbning fredag den 1. august. Jeg har helt bevidst valgt at holde døren åben, når jeg var i butikken, og det er blevet til en hel del gode, positive snakke med folk, der virkelig har givet mig en venlig modtagelse – allerede inden jeg officielt har åbnet, fortæller Dennis.

Han har faktisk allerede solgt sin første cykel, solgt udstyr og foretaget et par reparationer – inden han altså officielt har åbnet, så det peger da på alle måder i den helt rigtige retning med byens nye cykelmand i Østergade.

I forbindelse med at Dennis Nielsen lanceres som ny daglig leder af cykelbutikken i Give, vil der være en rækek fine tilbud i butikken.Foto: Jim Hoff

Positivt overrasket over Give som handelsby

Dennis pointerer, at butikken i Give fortrinsvis vil sælge hverdagscykler til voksne og børn samt el-cykler. Her i starten kommer han til selv at stå i butikken, men det er hensigten, at der på sigt kan ansættes en cykelmekaniker enten på halv tid eller fuld tid.

Nu er han jo fra Randers, Danmarks 6. største by med 65.000 indbyggere, så han kom måske til Give med dæmpede forventninger i forhold til bylivet. Men her er han blevet positivt overrasket.

- Nu har jeg været i Give en del gange og har også været gennem byen og set de mange fine butikker. Og her må jeg sige, at jeg er blevet positivt overrasket. Give er en virkelig fin handelsby med mange gode butikker, og de butiksfolk, jeg har talt med, har været særdeles flinke og imødekommende.

- Jeg har også fået nogle gode snakke med mine naboer i Expert/Punkt 1, Jacob og Martin, og det har virkelig også været et behageligt bekendtskab. Virkelig flinke folk, så alt i alt glæder jeg mig rigtig meget til for alvor at komme i gang her i Give, lyder det fra Dennis med et smil og 2 thumbs up.

Åbningsreception 2. august

Den 33-årige cykelmekaniker har da også haft sin mor med til Give i forbindelse med de praktiske opgaver i butikken, for hun ville da godt lige ”se, hvad det er, hendes knægt nu har gang i”.

Det bliver altså fredag den 1. august, at butikken officielt åbner med den nye Dennis ved roret, og dagen efter, lørdag den 2. august, inviteres der til officiel åbningsreception, hvor man kan kigge ind og få en snak med Dennis, hygge sig med en grillpølse og lidt at skylle den danske nationalspise ned med.

I forbindelse med genåbningen af cykelbutikken vil der være en række fine tilbud, og man kan også deltage i en konkurrence, hvor der udtrækkes 3 gavekort á 500 kroner.

Andre læser

Rekordstor tilslutning til Give Jagtforenings rågesmagning i Lystanlægget

Ny træner på plads: Give Tennisklub er ved at få gang i juniortennis

Musikken vandt over lokalpolitikken: Perry Stenbäck afmelder sit byrådskandidatur

Ny skiltning gør klar til den røde løber: Give har 350.000 m² erhvervsjord til salg

Topscorer har fundet nye græsgange: Jonas Østergaard stopper i Give Fremad

Læserbrev: Nedlæggelse af togstationer vil være endnu et gok i nødden på lokalsamfundene

Fra første computer til over 3.000 kunder: Et livsværk i bevægelse

FC GOG Fodbolddage – nyt tiltag fra lokal fodboldklub 

Det skal være trygt at gå og cykle til skole: Bliv chauffør på Gives nye gå- og cykelbusser!

Fremsynet lærer startede det hele: Give har sandsynligvis Danmarks ældste friluftsbad