Nyt dynamisk setup på personalesiden hos danbolig Give
Foto: Ejendomsmægler Lars Secher, der er indehaver af danbolig i Give, kan snart præsentere folk for et nyt setup på personalesiden i butikken i Give. Foto: Jim Hoff
Ingen er vist i tvivl om, at vi for tiden har gang i et travlt og dynamisk boligmarked med godt gang i salget. Samme travlhed og dynamik oplever man bestemt også hos den lokale ejendomsmægler danbolig i Give, hvor indehaver Lars Secher her i forsommeren stiller med et nyt hold.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: Der er her i forsommeren med en frisk reference fra fodboldverdenen kommet godt gang i ’transfervinduet’ hos den lokale ejendomsmægler Lars Secher, der er indehaver af danbolig i Give. To af spillerne på Team danbolig, Christian Christiansen og Marcus Østergaard, har søgt og fundet nye udfordringer i henholdsvis mæglerbranchen og bilbranchen her i lokalområdet, og på den konto kan Lars nu oplyse, at der er to nye spillere på vej til holdet.
Det drejer sig om Michelle Milther Secher fra Vejle, der starter op 1. maj som afløser for Marcus Østergaard, mens Cecilie Marie Routh fra Herning, går ind som ejendomsmægler-trainee pr. 1. juni som afløser for Christian Christiansen.
Ny spændende dynamisk konstellation
- Det betyder, at vi er klar med et nyt setup, og at vi igen kan stille med fuldt hold, efter at vi må sige farvel til Marcus og Christian. Med de to nye unge kvinder på plads i firmaet her er vi klar med en ny spændende dynamisk konstellation, som er klar til at agere i et interessant og særdeles spændende og lovende marked.
- Michelle og Cecilie kommer ind på et hold bestående af folk, der tilsammen kan fremvise over 40 års erfaring i branchen i skikkelse af Anette Knudsen, Tim Erichsen og mig selv. Og hvis man synes man genkender den en af de nye medarbejderes efternavn, så er den god nok: Michelle er min datter, og hun har, måske under faderlig påvirkning, fået lyst til at snuse til ejendomsmæglerbranchen, lyder det fra Lars med et smil.
Bibeholder det faglige niveau og den gode atmosfære
Med de to nye kvindelige medarbejdere på plads på kontoret vil man naturligvis opleve en forandring på kontoret, men ingen skal være i tvivl om, at det faglige niveau og den gode atmosfære og det gode humør vil forblive intakt efter den nye holdsætning hos danbolig, hvor man ser frem til at servicere borgerne her i lokalområdet i et interessant og dynamisk marked.
Michelle går ind som en slags buffer, idet hun meget gerne vil prøve at snuse til ejendomsmæglerbranchen. Hun kan på den måde hjælpe Lars med at stille fuldt hold i et stykke tid, inden hun skal videre for at læse til ejendomsmægler i Aarhus.
- Har virkelig nydt at være her hos danbolig
Så vender vi os lige mod Marcus Østergaard, der som tidligere nævnt går tilbage til den bilbranche, han oprindeligt kom fra, da han startede hos Lars i danbolig i Give.
-Det har virkelig været et godt år hos Lars. Jeg har nydt at være i mæglerbranchen, og det har levet 100 procent op til de forventninger, jeg havde, da jeg startede. Jeg har været del af et rigtig godt hold hos Lars, og jeg er rigtig glad for, at han tog mig ind der for et års tid siden.
- Det har været et virkelig vildt år med masser af salg, og det har både udfordret og udviklet mig at være en del af så fin en arbejdsplads. Men nu har jeg så fået en ny virkelig spændende mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til, og jeg er glad for, at Lars også ser det på den måde, fortæller Marcus, der nok skal fortælle, hvad det er, hans nye karriere går ud på, når alle parter er klar til at informere ud om det.















































