Nyt fra skolejournalisterne: Emneuge på Karlskov Friskole med tema ”Fantasien Vinder”

Foto: Karlskov Friskole har haft emneuge i uge 41 med temaet 'Fantasien Vinder', og her er vi med inde hos nogle elever fra 8. klasse. Privatfoto

Her på Karlskov Friskole har vi haft emneuge i uge 41. Det er en hyggelig og lærerig uge, men selvfølgelig også sjov. Det er en hyggelig tradition for os som friskole. I denne emneuge har vi temaet “Fantasien vinder”.

Skrevet af Kristina Vestergaard og Ida Elbek, elever fra 8. klasse på Karlskov Friskole.

Her har vi artiklens to skolejournalister, Ida og  Kristina. Privatfoto

DET GODE SKOLELIV: Mandag blev alle skolens elever delt ind i fire hold i forhold til årgange. De fire forskellige værksteder var skriveværksted, fordybelsesværksted, kreaværksted og et værksted med fokus på nye opdagelser. På Karlskov Friskole gør vi sådan for at ryste lærere og elever endnu tættere sammen.

Fantasivenner og fantasilandskaber

Mandag var vi inde og besøge to piger fra 2. klasse på skriveværkstedet. De skulle skrive en fantasihistorie om venskab, og de syntes, det var hyggeligt og spændende. Nogle andre fra værkstedet lavede også videointerviews om venskab, og så var der nogle, der lavede teater.

Inde på kreaværkstedet skulle de male og tegne deres helt egen fantasiven. Hvis de var færdige, eller havde brug for en pause, kunne de altid gå ud og lege. En dreng fra 1. klasse navngav sin fantasiven Honey.

På fordybelsesværkstedet var 5.-6. klasse i gang med at male et landskab til en fantasiverden og skabe idéer og tegninger til, hvordan det skal se ud. Og så var der værkstedet for nye oplevelser, hvor der blev lavet spil og lege.

Her er vi så på besøg hos nogle af eleverne i 4. klasse. Privatfoto

Vindmøller og venskaber

Tirsdag var det de stores tur til at lave fantasilandskaber, de fik malet færdigt, og så lavede de mange nye ting til landskabet, for eksempel en portal, flyvemaskiner og vindmøller.

3.-4. klasse var inde ved nye opdagelser, der blev lavet golfbaner og andre sjove spil og aktiviteter.

På kreaværkstedet lavede 5.-6. klasse fantasivenner ud af ståltråd og papmaché. De syntes, det var sjovt, men også dejligt at have et meget bredt udvalg af ting og måder, man kan bruge fantasien på.

På skriveværkstedet lavede 0.-1.-2. klasse mange flotte plancher om venskab og hvad der er vigtigt for dem i et venskab. Og så fortalte de også en masse historier om venskab.

Ny flot maskot til skolen

Onsdag på fordybelsesværkstedet startede 3.-4. klasse med at lave en fælles aktivitet for at starte hjernerne op. Efterfølgende begyndte de på at lave ting som kirker til den normale verden og huse til fantasiverden. Så var de også blevet færdige med portalen fra dagen inden.

Inde på kreaværkstedet havde udskolingen lavet en kæmpe papmachéørn som maskot til skolen, mens de på ’nye opdagelser værkstedet’ var i gang med en masse spil, og på skriveværkstedet var der også gang i den. Sidst på dagen samledes alle i vores aula for at se en film. Det var en meget hyggelig afslutning på dagen.

Eventyr, drager og rollinger

Torsdag startede vi lige med at kigge ind i fordybelsesværkstedet, hvor de var i fuld gang med at lave et brætspil med nogle glaskugler, hvor man kun kan spille, hvis man bruger fantasien.

Og så var det videre til kreaværkstedet, hvor de var i gang med at male vores maskot, som var ørnen, der blev lavet dagen forinden.

Inde på skriveværkstedet var udskolingen i gang, så de skulle finde fantasien frem og skrive en novelle, digte og eventyr. De fleste valgte at skrive eventyr, men der var også nogle få, der skrev noveller.

I fordybelsesværkstedet lavede indskolingen rollinger, og de havde også lavet drager og dinoer til en fantasiverden.

Vi sluttede af ude i vores aula med en fremvisning af, hvad der er blevet lavet over ugen.

Det var en rigtig god slutning på en sjov, spændende, lærerig og hyggelig emneuge på Karlskov Friskole.

 

Her ser vi et par drenge fra 8. klasse i gang med at fremlægge. Privatfoto

Andre læser

Karlskov Friskole har ny ledelse på plads: Rebekka og Claus er klar til at styre skolen ind i fremtiden