Nyt Sportingsanlæg: Flugtskydningsbanen i Givskud har fået en stærk opgradering
Foto: Edvard Vemmelund viser her det tekniske setup ved det nye compak sporting-anlæg- Alt er automatiseret, så skytterne skal bare tale ned i en mikrofon ude på anlægget – og så kommer der en lerdue susende. Foto: Jim Hoff
Det populære og landskendte flugtskydningsanlæg på Riismarkvej 8 ved Riis har via en donation fra MES-Fonden fået etableret et nyt sportingsanlæg – og dermed er banen med helt fremme i feltet og et af de mest moderne anlæg her i regionen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVSKUD: Flugtskydningsbanen på Riismarkvej 8 ved Riis sorterer under Givskud Sogns Jagtforening, og banen blev etableret i 1967. I starten lå skydebanen, der hvor Løveparken, også kaldet Givskud Zoo, , smiley, ligger i dag.
Fra fattiggård til topmoderne flugtskydningsanlæg
Efterfølgende rykkede man ud på Riismarkvej 8, idet de bygninger, der tidligere husede en fattiggård i regi af Vejle Amt, blev ledige. Fattiggården var blevet lukket, og her fik den lokale jagtforening så lov til at rykke ind og etablere en flugtskydningsbane, som i dag efter flere opgraderinger fremstår som et moderne anlæg med virkelig attraktive faciliteter for flugtskytterne.
Det fortæller en af flugtskydeklubbens legender, Edvard Vemmelund, der, udover at være næstformand i bestyrelsen, også for alvor var med til at sætte klubben på landkortet via en lang række DM-titler i compact sporting (her kommer lerduerne fra mange forskellige retninger og ikke kun ét sted fra) hen over årene.
MES-fonden donerede 82.750 kroner
Og nu kan Edvard så melde om en stærk opgradering af anlægget.
- Vi har længe ønsket os et nyt compak sporting-anlæg, et computerstyret anlæg. Og nu er det lykkedes, idet vi har fået 82.750 kroner fra MES-fonden. Anlægget koster i alt 132.750 kroner, så vi har selv lagt 50.000 kroner oveni – og vi har selv stået for installationen af anlægget, fortæller Edvard.
Dermed råder klubben nu over 2 jagtbaner, 1 nordisk trapbane og 4 compak sporting-baner, og det betyder, at klubben nu kan afholde stævner uden at skulle trække på andre baner/anlæg – nu kan det hele afholdes internt på Riismarkvej 8.
- Vi kan også afholde udtagelsesstævner til EM og VM, hvor skytterne optjener points, og på den konto bliver de bedste så udtaget til landsholdet. Vi afholder 1-2 af de her stævner om året, og det er jo også med til at sætte klubben på landkortet, pointerer Edvard.

Her et par friske gutter, der er i gang med skydningen på det nye anlæg – og de havde nok at se til, skal vi hilse at sige. Foto: Jim Hoff
Ejer selv anlægget og jorden
Anlægget ligger midt inde i en stor plantage, og klubben råder ifølge Edvard over 21 hektar, hvor selve flugtskydningsbanen er indhegnet på 7 hektar. Man er, efter at have boet til leje hos kommunen, blevet herre i eget hus, da kommunen gik med til at sælge til en favorabel pris.
- Det er rigtig rart for os, at vi er herre i eget hus – både i det daglige og i forhold til at tilfredsstille krav om miljøgodkendelser osv. Nu er der ikke langt fra tanke til handling, og ros til kommunen for at sælge til os til en rigtig fin pris – og det er jo fair nok, for vi får ikke støtte fra kommunen til vores forening, fortæller Edvard med glimt i øjet.
Har medlemmer, der kommer langvejs fra
Alt i alt har Givskud Sogns Jagtforening 260-270 medlemmer, og heraf er de 150 tilknyttet flugtskydningsdelen. Edvard kan fortælle, at man har medlemmer fra mange forskellige steder i landet, bl.a. kommer der skytter fra Aarhus og Odder og fra flere sønderjyske destinationer - ligesom der selvfølgelig også er folk fra lokalområdet, der skyder lerduer på det fine anlæg på Riismarkvej.
Faciliteterne her bruges også, når folk skal tage jagttegn, og hen over årene er anlægget blevet brugt til en lang række stævner inden for de respektive kategorier af flugtskydning, som anlægget tilbyder.
Og nu kan man så excellere på hele 4 Compak Sporting-anlæg!

Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff















































