
Præstevejens Jord og Vandhuller har 50-års jubilæum
Redaktionen har modtaget nedenstående herlige skriv med et væld af historiske guldkorn og rigtig god landbrugsmaskineviden fra Niels Worm fra Givskud. Han har sammen med sin søn Jacob virksomheden Præstevejens Jord og Vandhuller A/S, som kan fejre jubilæum her i år. Et jubilæum der fejres den 27. juni.
Af Niels Worm – Præstevejens Jord og Vandhuller
GIVSKUD: I anledning af vores 50-års jubilæum d. 1-7-25 vil jeg her lade tankerne løbe tilbage til starten og frem til i dag. Det hele startede med, at jeg havde fået en god bekendt (Kristian Elvstrøm), som inspirerede mig til at bygge en Volvo-motor i en Ford 5000. Det foregik i hans værksted (Givskudlund Mekaniske Værksted).
Der kom så en dag en vognmand fra Givskud ind på værkstedet, og han spurgte mig, om ikke det kunne være noget for mig at begynde på at sprede jordbrugskalk, da ham, der ellers havde gjort det, ville sælge sprederen. Det endte med, at jeg købte sprederen, en Bredal B 48, og en ældre Fordson Major med frontlæsser samt en Bovlund grubber for 13.500,00, og så var jeg i gang.
Gravede markvandingsanlæg ud for landmændene
Fordson M. blev så senere på året skiftet ud med en Ford 4550 rendegraver, og der kom førerhus på Ford 5000, så jeg kunne sidde i læ for vind og vejr.
Da det var meget tørt i 75-76, kom jeg sammen med Det Mekaniske Værksted i gang med at grave markvandingsanlæg ned for landmændene rundt omkring. Kontakt med kunder i forbindelse med kalkspredning gav også forskelligt gravearbejde. Jeg var også begyndt at høste med en Bolinder Munktel mejetærsker sammen med Kristian Elvstrøm. Motoren til Ford 5000 stammede fra sådan en (Bolinder Munktel Mst 901).
Da vi havde fået Ford 5000 i gang, ville vi bygge flere, så vi fandt og købte 2 Mst 901 mere for at hugge dem op og bruge motoren, men vi syntes alligevel, at det var synd at skille dem ad, så vi begyndte at høste med dem i stedet. I den forbindelse anskaffede vi sammen en Velger AP 61 småballepresser, som jeg senere overtog helt. Den blev solgt i 1985, da det blev rund- og minibigballer, der overtog markedet.
Arbejdsopgave ved Lindskovgård. Privatfoto
Tog kloakmestereksamen i vinteren 73-74
De to Mst 901 samt en BM Volvo S1000 A har jeg stadig, samt lidt gamle traktorer, også 5000 er i maskinhuset. Ellers gik det fremad med dræning og kloakering (jeg havde taget kloakmestereksamen vinteren 73-74). Spredningen af kalk tog fart, da jeg begyndte at sprede for Horsens Vestbaners Mergelselskab, hvor jeg så kunne leje en Bredal B50 for 1 kr. pr. ton.
Traktoren blev opgraderet til en Ford 7000 med en 170 hk Volvo-motor fra en lastbil ilagt. Det gik faktisk fint, men den var for let til de mange hk. Så i vinteren 78-79 blev der indkøbt en brugt Volvo 800, der havde den nødvendige vægt til at trække kalksprederen.
Til foråret 79 fik jeg anskaffet en ny Tårup 605 finsnitter og begyndte dermed at snitte. I 81 kom der også en Tårup 307 slåmaskine i hus. Der var så en af mine kunder, der kørte med slåmaskinen, når det første græs var klar til snitning, som regel efter 2 døgn. Samme kunde kørte også med kalkspreder nr. 2 (2 stk. B50). I 1983 blev snitteren til 605B, og sidst på året opgraderedes 800 til 810C, og i foråret 84 blev den ene 850 til en B80.
Spredte på et tidspunkt 10.000 tons kalk om året
Vi var på det tidspunkt nået op på at sprede 10.000,00 ton kalk om året, da vi også var begyndt at sprede for landboforeningerne. Til at læsse kalken var der også i 79 blevet anskaffet en Volvo 846 gummiged. I 1985 blev småballepresseren afhændet, og 810 blev til 2654. I 1986 støbte vi den første bund til en Perstrup gyllebeholder. Det udviklede sig til en del beholdere op i 90'erne.
I 1995 anskaffede vi den første gravemaskine, en Åkermann H12. I foråret 96 blev den skiftet til en 10B, der var noget bedre at køre med. Den blev siden udskiftet med en Åkermann 230. I 2002 blev det til en ny Volvo EC210 gravemaskine. Op til 2010 er der suppleret med et par Volvo dumpere, en nyere ged L90 samt en 14 ton Volvo 140 graver.
Anlagde boreplads til Løve 1
Det blev alt sammen indsat i et større arbejde med at anlægge en boreplads (Løve 1) for efterforskning af evt. olieforekomster. Der var dog kun varmt vand (70 grader), som i dag uden tvivl ville være blevet udnyttet. Men dengang blæste de politiske vinde ikke den vej.
Vi var heldige at vinde buddet om at etablere pladsen og være med til at bore ned til grundfjeldet (2400 meter) samt at fjerne pladsen efterfølgende. En spændende opgave, der nok ikke kommer igen. I 1987 fik vi en ny Bredal B80 med kørselsafhængig båndtræk, der forøgede kapaciteten væsentligt på spredningen af kalk. I sidste halvdel af firserne var der også kommet snittevogn i maskinhuset samt en Dronningborg 8500 mejetærsker.
Arbejdsopgave ved Vejle Ådal. Privatfoto
Større fokus på entreprenøropgaver fra midt 90-erne
Da vi så, at omkring midten af halvfemserne var besætningerne ved at blive for store til bugserede snittere, blev det udfaset sammen med kalkspredningen, der jo var gået meget tilbage, og den smule, der blev spredt, var det jo moderne at få fra kalklade. Mejetærskeren røg også ud deromkring, og vi koncentrerede os om entreprenøropgaverne i stedet.
Det er noget nemmere at styre, da det knap er så vejrafhængigt, og ingen forventer, at man bliver ved, til man er færdig, måske til midnat med eksempelvis ensilering, fordi der meldes regn senere.
Sønnen Jacob medejer i 2006
I 2001 skete der en skelsættende begivenhed, da vor mellemste søn Jacob kom i lære som anlægsstruktør i firmaet. Efter svendeprøve med ros er Jacob blevet fast ansat, og i 2006 er vi blevet et A/S med 50% til hver.
Vi har de senere år udført en del vådområdeprojekter for kommuner og andre, samt nogle stykker af de nye minivådområder til at fjerne næringsstoffer fra drænvandet. Vi laver en hel del vandhuller i forbindelse med skovrejsning og lodsejere, der gerne vil gøre noget for naturen og få noget kønt at se på. Jagtlige interesser giver også nogle huller.
Masser af opgaver for Givskud Zoo
Ellers har vi jo Givskud Zoo som en ret stor kunde, hvor vi laver mange forskellige ting. Vi er også kommet til at drive landbrug på ca. 160 hektar i år og har høstet en del de sidste 7-8 år, men nu er der jo nye tiltag med grøn 3-part med videre, så 150 af de hektar, vi plejer at høste, er blevet solgt til vådområde, og 50 ha er solgt til en anden landmand, så det er godt, at vi kun har et par gamle tærskere fra 89 og 92.
I 2013 købte vi en naboejendom til vort domicil og fik derved selv noget jord at dyrke. Det har så medført, at Jacob har overtaget fødehjemmet, og Anna Marie og jeg har opført et nyt hus på den tilkøbte ejendom 5 min. gang fra det gamle hjem. Der regner vi med at skulle nyde vores otium, når arbejdet ikke trækker så meget af min tid.
Vi har været heldige at få 4 sunde og raske børn samt 7 børnebørn, hvoraf den ældste lige er konfirmeret. Vores nabokone sagde gerne, at børnebørn er livets dessert, og det er jo rigtigt.
Vi forventer at afholde åbent hus for forretningsforbindelser, naboer og venner samt familie d. 27-06 kl. 13.00 til 16.00 på "Skovvang", Præstevejen 10, 7323 Give.
Etablering af møllehjul ved Stenager- Privatfoto