Så er afløseren for Give Open Air på trapperne: Lokale foreninger arbejder på en sommerfest i juni
Foto: Tre af byens driftige og aktive foreninger arbejder på at få en sommerfest op at stå i Give midt i juni måned. Udgangspunktet for sommerfesten vil være Give Idrætscenter. Foto: Jim Hoff
Efter at det sidste år blev meldt ud, at Give Open Air smed håndklædet i ringen, er der i byen blevet gættet lidt i øst og vest på en eventuel afløser for musikeventen, og nu er der konkrete planer i støbeskeen, idet en række lokale foreninger pusler seriøst med ideen om at lancere en to-dages sommerfest midt i juni.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
LIV I BYEN: Det var lidt af en bombe, der slog ned, da bestyrelsen i Give Open Air i starten af august 2025 meddelte, at man, grundet usikre forhold for de involverede foreninger hvert år omkring det økonomiske, lukkede ”Danmarks hyggeligste Havefest” ned, efter at den havde været på banen 20 gange.
Dermed stod Give By med et voldsomt træls hul i eventkalenderen midt i juni måned – og det er jo ej heller en beslutning, der pynter på byens selvforståelse som en ellers driftig og livlig by med en ellers ganske fin aktivitetskalender hen over året. Sagt på en anden måde: Man vil da meget hellere udvikling end afvikling i forhold til byprofilen!
4 lokale foreninger står bag projektet
På den konto har tre af byens kvikke og driftige foreninger stukket hovederne sammen med henblik på at fylde det tomrum, som Open Air efterlader midt i aktivitetskalenderen i juni måned.
Det drejer sig om GISK, Give Fremad, Give Håndsboldklub og Give GIF, der nu sidder seriøst og arbejder med at lancere en todages sommerfest fredag den 19. og lørdag den 20. juni.
Udgangspunktet for sommerfesten vil være Give Idrætscenter på Søndermarken 1, hvor der vil foregå events og aktiviteter på stedet samt udenfor huset.
Centerleder, Martin Schmidt udtaler: Sommerfesten er ikke ny Open Air, men det er vores bud på en hyggelig og folkelig weekend, hvor der er noget til alle aldre. En ny tradition som kan binde byen sammen. Hvor basen er idrætscentret, hvor der summer af liv både inde og ude. Og så slutter vi selvfølgelig af, med et brag af en fest.
Bred vifte af aktiviteter og events
I skrivende stund er der om fredagen planlagt diskotek for børn i forskellige aldersgrupper, fællesspisning, vin-, portvins- og whiskysmagning, cocktail-walk og livemusik med en guitarist.
Lørdag starter op med rundstykker på Torvet, og herefter åbner Give Idrætscenter, hvor foreningerne arrangerer aktiviteter indenfor og udenfor. Dagen vil også byde på et børnekræmmermarked; man skal spille padeltennis med en professionel træner, og så er der også lagt op til en Syng-og-Spis-Frokost i Vestjysk Bank Arena. Senere inviteres der ud på 3 motionsruter på henholdsvis 3, 5 og 10 kilometer, og senere på dagen står der Rosé-banko. Også lørdag vil der være mulighed for fællesspisning i kantinen.
Overskuddet går til foreningerne
Aktiviteterne vil blive faciliteret af de respektive foreninger, og de vil, som man kan se, ramme bredt i forhold til målgruppen, hvor både børn, børnefamilier, voksne og ældre vil blive tilgodeset – ligesom der også vil blive noget at se til for de motionslystne.
Det hele afsluttes med en stor fest i Vestjysk Bank Arena lørdag aften.
Når de to dage er vel gennemført, kan man så sætte sig sammen i de arrangerende foreninger og kigge på økonomien, hvor det er aftalt, at al overskud går til netop foreningerne.
Styregruppe: Birgitte Post, Malene Pasgaard, Henrik Johansen, Anders Gaarde, Lars Hougård og Martin Schmidt.

Den store nye sommerfest i GHive i juni måned får bas ved Give Idrætscenmter på Søndermartke 1. Foto: GISK













































