Læs her museumsleder Mathias Christiansen Brochs interessante tanker om Museum Gives rolle og fremtid

Foto: Museum Gives leder Mathias Christiansen Broch deler her sine tanker om Museum Gives fremtid og rolle i samfundet – både lokalt og bredt. Og det handler også om, hvordan museet overlever. Foto: Jim Hoff

I forbindelse med indgangen til 2026 har Museum Gives leder, Mathias Christiansen Broch, gjort sig nogle tanker om museets fremtid og rolle. Her kan du læse hvilke konklusioner og tanker han er kommet frem til.

Af Mathias Christiansen Broch - museumsleder

GIVE: Det er ingen hemmelighed, at Museum Give har været igennem nogle udfordrende år – måske endda årtier. Og ser vi fremad, er der stadig et stykke vej, før situationen for alvor ændrer sig. Jeg har kun haft fornøjelsen af at være museumsleder siden april 2024 og kender derfor ikke hele museets historik.

Mine tanker om museets rolle og fremtid tager derfor udgangspunkt i de seneste års erfaringer og i de overvejelser, jeg har gjort mig i dialog med bestyrelse, medarbejdere, besøgende og mit netværk.

Museum Give: hvordan og hvorfor?

Da jeg begyndte på Museum Give, var der allerede gjort et stort og nødvendigt arbejde for at sikre museets fortsatte statsanerkendelse. Samlingen var gennemgået og kvalificeret, der var igangsat ny forskning af høj international kvalitet, og udstillingerne var ved at blive gentænkt. Set fra et museumsfagligt perspektiv var det alt sammen både rigtigt og nødvendigt.

Processen var dog også omkostningstung – ikke kun økonomisk, men også for personalet og for museets lokale forankring. Medarbejderne var pressede, mange i lokalområdet oplevede nødvendige prioriteringer som skuffende, og tilskudsgivere var frustrerede. Fortællingen om, at der ikke rigtig skete noget på museet, kombineret med oplevelsen af, at der skete for meget internt, skabte en svær situation.

Lokal opbakning fuldstændig afgørende

Og det er et problem. For uanset om museet hedder Museum Give eller Give-Egnens Museum, så er grundlaget for, at der overhovedet findes et statsanerkendt museum her, den brede lokale opbakning. Der findes masser af steder i Danmark med spændende og væsentlig historie – uden at de har et statsanerkendt museum. At Falk Mikkelsens museum og samling blev statsanerkendt, skyldtes i høj grad den lokale opbakning, som politikerne ikke kunne ignorere.

Når der opstår afstand mellem et museums virke og dets grundlæggende eksistensberettigelse, står vi alle med et problem.

Museum Give er ganske enkelt nødt til at være et museum for lokalområdet. Det er her, vi har vores statslige ansvar, vores legitimitet og vores daglige relevans.

Museet er en del af det liv, der leves her og er med til at give området en særlig identitet.

En mere kompleks museumsvirkelighed

Samtidig har museumsverdenen ændret sig. Med de nye minimumskrav til statsanerkendte museer skal alle museer have minimum 10.000 gæster om året og en årlig indtjening på 4 millioner kroner – samtidig med, at de skal forske, formidle på højt niveau og løbende udvikle deres samling.

Det gør det mere komplekst at drive museum, især for mindre museer som vores. I Give og omegn bor der omkring 10.000–14.000 mennesker. For at leve op til gæstekravet skulle stort set alle besøge museet én gang om året. Samtidig skulle hver gæst i gennemsnit betale omkring 200 kroner i entré – uanset alder – for at indtægtskravet kan opfyldes. Salg i butik og café tæller ikke med.

Selvom vi har et fantastisk museum, er det ikke realistisk. Den nye museumslov betyder derfor, at Museum Give nødvendigvis også må være museum for mere end lokalområdet. Vi skal være så relevante, at gæster fra Vejle, Kolding, Horsens, Brande – og længere væk – vælger at bruge en dag i Give.

Vi befinder os med andre ord på kanten mellem det lokale og det nationale.

Museum Give lever ”på kanten”

Vi er en lille organisation, der hver dag arbejder hårdt for, at Museum Give fortsat kan være statsanerkendt og bidrage konstruktivt til lokalområdet. Hver krone bliver vendt, og både bestyrelse, medarbejdere og frivillige løber stærkt.

Det er meningsfuldt – og det er hårdt.

Vi forsøger at holde balancen mellem at værne om den lokale forankring og samtidig opdyrke en større regional, national og international interesse for vores historier. Det er en balance vi ikke har været gode nok til tidligere, men som vi er nødt til at mestre fremadrettet – ligesom mange andre museer i tyndtbefolkede områder.

Hvor skal vi så hen?

De seneste to år har vi med nød og næppe levet op til minimumskravene. Det har kun været muligt gennem store projektbevillinger fra kommunale, statslige og private fonde. Den balancegang er ikke bæredygtig på lang sigt – hverken for museet, lokalområdet eller vores tilskudsgivere. Vi er nødt til at finde et mere stabilt leje for Museum Give strategisk såvel som organisatorisk, så vi kan sikre museet og de ansvar, som vi varetager. 

Det er første gang, jeg skriver disse tanker i et nyhedsbrev, men mange vil nok genkende dem fra vores samtaler. Vi bliver nødt til at blive mere, end vi er i dag. Status quo er ikke nok.

Museets bestyrelse har allerede arbejdet intensivt med denne problemstilling i løbet af 2025, både strategisk og politisk. Og vil fortsat gøre det i 2026 i tæt dialog med museets medlemmer og interessenter.

Ambitionen for Museum Give

Museum Give er et fantastisk museum. Vi gør ting, som få andre museer tør eller kan. Selvom vi er små og har færre ressourcer end de museer, vi sammenligner os med, oplever vi stigende medvind. Der opstår nye fællesskaber omkring museet. Gæster – både lokale og internationale – er positivt overraskede.

Fagfæller dukker op på museet for at høre om, hvordan vi gør, når vi laver udstillinger, og inviterer os med ind i nye projekter. Der bliver uddelt skulderklap, når vi er ude for at repræsentere Museum Give i forskellige sammenhænge: både i fagkredse og lokalt.

Vi har taget de første skridt mod at forløse det potentiale, der findes her ”på kanten”. Vi har ingen vikinger og intet særligt ansvar for besættelsestiden – og det er helt okay. Vi skal fokusere på de historier, der er vores: fra superlokale fortællinger om jysk anarkisme og entreprenørskab til nogle af de vigtigste historier om Danmarks landskab og samfund. Det er store fortællinger, som stadig påvirker os i dag, og som både kan styrke lokal identitet og skabe national relevans.

Opbakning og fælles ansvar

Hvis Museum Give også i fremtiden skal være et statsanerkendt museum, der både tager sit lokale ansvar alvorligt og lever op til de nationale krav, kræver det tilpasning – og fælles ansvar.

Museum Give skal fortsat være et museum for lokalområdet. Men det skal også være et museum, der rækker længere ud og gør vores egns historier vedkommende for flere. Det er ikke et fravalg af det lokale, men en forudsætning for at bevare det.
 
Opbakning handler derfor ikke kun om besøgstal eller økonomi, men om ejerskab. Om viljen til at se museet som en fælles ressource, der kræver langsigtede løsninger og mod til forandring.

Museum Give har potentialet til både at styrke den lokale identitet og sætte Give på landkortet. Men det kræver en opbakning, der står mål med ambitionerne!