Saunagus på Harresø Have Kursuscenter: Sanne og Lars tilbyder nu både menneskelig og fysisk varme

Foto: Den 9. september kunne Lars Rubusch byde velkommen til det første hold, der fik en omgang med saunagus i saunahytten på Harresø Have Kursuscenter. Foto: Jim Hoff

Da Sanne Løfberg og Lars Rubusch åbnede Harresø Have Kursuscenter tilbage i 2023, havde de en plan klar for, hvordan stedet skulle udvikle sig med en række forskellige udbud af aktiviteter og events lige fra meditation, udendørs TRX-træning, svedhytte, workshops, til massage, koncerter og selskaber. Og nu har de primo september udvidet med saunagus.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

HARRESØ: Harresø Have er stedet, hvor der er tid til eftertænksomhed og pauser. Et sted hvor der ikke skal præsteres eller konkurreres, et sted hvor væren og nuet er i fokus. Her er der plads til bare at være uden forpligtelser eller krav. Og vores to nøgleord er tillid og tiltro. Således udtalte Sanne Løfberg og Lars Rubusch sig her i avisen tilbage i oktober 2023 i forbindelse med åbningen af Harresø Have Kursuscenter, der ligger ca. 1 kilometer uden for Givskud, tæt på Harresø Kro.

Få fred fra hverdagens larm

Parret har løbende udvidet deres koncept med flere events og aktiviteter af både spirituel og fysisk karakter. Og nu kan man bringe nyheden om, at man nu også kan tilbyde saunagus.

- Det har fra starten af været et stort ønske fra vores side, at saunagus skulle være en del af vores koncept, og den 9. september havde hytten med saunagus sin debut. Der er på Facebook oprettet en gruppe ’Saunagus Jelling ved Lars Rubusch’, og her er vi nu oppe på 45 medlemmer, fortæller Lars og fortsætter:

- Nu går vi ind i efteråret og vinterhalvåret, og her vil der typisk komme flere og flere til, der gerne vil ind i den dejlige varme sauna. Her er der ro, her kan man få fred for dagligdagens larm, dårlige nyheder og SoMe-spektakel. Her kan man komme direkte fra arbejde og sætte sig ind i den dejlige varme. Jeg opererer med 3 slags saunagus: et hold med ren meditation, et hvor jeg spiller på shaman-trommen, og et hvor jeg spiller musik.

 

Det er her i saunahytten, at Lars tilbyder saunagus. Privatfoto

Sved dig til mental velvære

Saunagusholdene kører mandag og onsdag, og man kan booke sig ind på de respektive hold via Harresø Have Kursuscenters hjemmeside. Tirsdag, torsdag og lørdag er der så saunahold uden gus, hvor man i to timer kan få mulighed for at varme og svede sig til mental ro og velvære.

- Vi er også åbne for at tage spontane hold ind. Det kan være en klub eller en forening, der gerne vil af sted med et hold. Så kontakter man os bare via hjemmesiden, og vi tilbyder også en klippekortordning.

- Vi har på hjemmesiden lagt datoer og tider op helt frem til sidst i november, så man kan se, hvornår de forskellige saunagushold kører, oplyser Lars.

For en god ordens skyld skal vi lige have varedeklareret, hvad begrebet saunagus dækker over. Der er tale om guidet saunaseance, hvor en gusmester/saunamester, i dette tilfælde Lars Rubusch, hælder vand blandet med æteriske olier på saunaens varme ovnsten.

Her føler folk sig hjemme

Hen over de nu snart 3 år Harresø Have Kursuscenter har været i gang, har Sanne og Lars fået en del faste kunder, lige fra hærvejsvandrere, der overnatter og spiser på stedet, til folk, der giver den gas med TRX-træningen i de smukke omgivelser ude i haven. Jurten, et rundt mongolsk filttelt, der kan bruges til glamping og selskaber og møder, er også ofte i spil og kan bookes på booking.com.

- Vi er nu kommet i mål med de ting, vi havde sat op for Harresø Have Kursuscenter, da vi startede for 3 år siden. Vi kan tilbyde en meget bred vifte af events og aktiviteter for en meget bred målgruppe, lige fra hærvejsvandrere til virksomheders HR-afdelinger og det midt imellem. Både Sanne og jeg har fleksible jobs. Jeg er faktisk lige gået på deltid, så vi også har tid og mulighed for at passe Harresø Have og være der for vores gæster.

- Vi får da mange positive bemærkninger fra folk, der siger, at når de kommer her, så er det ligesom at træde i et varmt og åbent hjem, og det er vi glade for at høre, for det er netop kernen i vores værdier, at vi kan tilbyde folk et sted med hjertevarme, hvor det handler om tillid og tiltro, pointerer Lars.

Og med den nye service, saunagus på programmet, kan Sanne og Lars dermed tilbyde folk både den menneskelige og den fysiske varme.

 Den smukke og hyggelige have ved Harresø Have Kursuscenter danner rammen om mange af de aktiviteter og events, der udbydes på stedet. Foto: Jim Hoff

 

Billeder

Andre læser

Sanne og Lars blomstrer både personligt og fagligt i haven i Harresø