Sportsligt og socialt guld: Give Håndboldklubs ungdomsspillere meget aktive i juleferien
Foto: Her har vi den samlede U13 og U15-flok, der drog til julestævne i Tønder i jukleferien. 31 spillere var afsted, og de tre hold spillede i alt 16 kampe. Privatfoto
Selvom turneringskampene for ungdomsholdene i Give Håndboldklub har holdt pause i juleferien, har en lang række af klubbens unge spillere alligevel været i ilden hen over julen. Såvel Give HK's U13- og U15-drenge og -piger har været ude til stævner for at holde formen og for at dyrke det sociale fællesskab.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
UNGDOMSHÅNDBOLD: Bare fordi man går på julepause i forhold til turneringskampene i de respektive ungdomsrækker i håndbold, behøver man bestemt ikke tilbringe julepausen hjemme på sofaen med iPad og Netflix. Næh, lad os komme ud at spille noget håndbold og dyrke de gode sociale fællesskaber.
Suverænt guld til klubbens U13-gutter
Det var i hvert fald den tilgang, fire af ungdomsholdene i Give HK lagde for dagen her i juleferien, hvor klubbens U13-piger og -drenge samt U15-drenge og -piger var til stævner, hvor de repræsenterede klubbens farver på bedste vis.
Klubbens U13-drenge med trænerne Bruno Jensen og Egon Ravn i spidsen deltog med stor succes i Middelfart Sparekasse Cup i Middelfart Idrætscenter. Her hentede de unge gutter simpelthen fire sejre i fire kampe, og dermed kunne de med brede smil og fremskudt brystkasse tage hjem med guldmedaljer og en flot pokal.
31 ungdomsspillere til stævne i grænselandet
Klubben kunne også sende 31 ungdomsspillere til et stort julehåndboldstævne i Tønder, hvor det var U13-pigeholdet med træner Martin Schmidt, U15-drenge med træner Christian Kaasing samt U15-piger med trænerne Dennis Pedersen og Lars Egeskov Pedersen, der sammen havde tre rigtig fine dage i håndboldens og fællesskabets tegn i grænsebyen.
De tre hold spillede i alt 16 kampe, og her fik man en god blanding af tætte opgør, lærerige kampe og et par solide storsejre. Men som klubben korrekt pointerer, var det vigtigste af alt, at de unge hyggede sig og virkelig gav den gas som heppekor.
Der blev vist et stærkt sammenhold, masser af fairplay og en kæmpe spilleglæde, og dermed kan man konstatere, at de 31 spillere virkelig repræsenterede klubben og logoet på flotteste vis.

Og her har vi så de knivskarpe og succesfulde U13-mandskab, der tog til Middelfart Sparekasse Cup og kom hjem med guldmedaljer efter fire sejre i fire kampe. Privatfoto












































