Unik præstation: Mr. Badminton i Grønbjerg kan fejre 40-års jubilæum som leder i klubben 

Badmintoneventyret i Grønbjerg-Langelund startede faktisk med en fyreseddel i 1983. Året efter indledte denne artikels hovedperson et nu 40-årig langt togt i badmintonens tjeneste i det lille landsbysamfund, og han blev fejret på behørig vis da klubben afholdt klubmesterskaber den 30. april. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

KLUBLEGENDER: Hvis man siger Grønbjerg-Langelund IF Badminton, vil man helt uundgåeligt også sige Ib Jessing. Den nu 65-årige foreningsildsjæl har nu i 40 år været træner/leder i den lokale landsbyklub og har løst estimeret snildt haft pænt over 300 spillere gennem sit kompetente trænervirke.  

Ib blev fejret på behørig vis i forbindelse med, at GLIF Badminton afholdt klubmesterskaber i Elkjærhallen. Efter kampene var overstået var der samling i cafeteriet, hvor der blev uddelt medaljer og hædersbevisninger.  

Til denne festlige seance havde klubben sørget for pizza, frugt og saft til spillerne og deres forældre, og så var der linet op til hyldest af klublegenden Ib Jessing.  

God til at få nye spillere til at føle sig velkommen 

Det var badmintonklubbens formand, Søren Jakobsen, der holdt tale for sin tidligere træner og nu badmintonmakker. Og Søren startede med et fint historisk tilbageblik fra dengang han selv gik i korte bukser.  

-Jeg vil starte med at se tilbage på dengang, hvor jeg først mødte Ib. Jeg spillede badminton i en anden klub og gik i 8. klasse sammen med nogle spillere fra Grønbjerg. De her gutter syntes, at jeg skulle ud til Grønbjerg, så jeg tog ud til klubben for at se, hvad det gik ud på. 

- Jeg blev modtaget af Ib, som om jeg var en, der havde spillet der hele livet. Lige netop det er, hvad du er ekstrem god til: At få nye spillere til at føle sig trygge og velkommen i klubben, lød det indledningsvist fra formanden.  

 

Ib Jessing blev på dagen begavet flere steder fra, både fra klubben og spillerne. Foto: Jim Hoff

Spidskompetence tålmodighed 

Søren beretter så, at der skulle gå 20 år, inden han kom tilbage til GLIF Badminton. 

- Men det er bare mig der langsom. Igennem de 40 år du har trænet, har der være utrolig mange ungdomsspillere gennem hallen. Jeg vil skyde på omkring 300 stk. Her vil jeg gerne fremhæve noget af det, du er rigtig god til i forhold til håndtering af unge spillere og børn. Tålmodighed er nemlig en af de spidskompetencer, som du har. Selv om der står 10 børn og råber spørgsmål om det en og det andet efter dig, er du stadig fuldstændig stille og rolig. Den tålmodighed kan vi andre kun anerkende, respektere og misunde.  

Ferm til at arrangere stævner 

Ud over at bruge sit stille og rolig gemyt i håndteringen af ungdomsspillerne i klubben besidder Ib også en anden kompetence, som klubben har nydt godt af i mange år. Det handler om organisationstalent. 

-Det der med at arrangere stævner er en anden ting, du har godt styr på - helt uden brug af computere pog it. Du har overblikket og kendskabet til så mange spillere, at du kan lave en fair og fin fordeling af børn i de forskellige grupper efter deres niveau og styrke. Og nu vi snakker om badmintonstævner, så er du også behjælpelig med at lave programmer for andre klubber her i lokalområdet. På den måde er du med til at forene klubberne her på egnen og er en frontfigur i det gode samarbejde mellem klubberne her på egnen. 

 

Ib og hustruen Birthe gav naturligvis også et nap med, da der skulle deles pizza ud til børnene. Foto: Jim Hoff

Sjældent at møde så stabil og passioneret en træner 

Nu består driften af en badmintonklub jo ikke udelukkende af træning og stævner. Der er også en del arbejde i maskinrummet, og også her er Ib ifølge Søren Jakobsen en driftig kraft. 

-Du er meget aktiv til møder, om det er den lokale forsamling af badmintonklubber eller til DGI-møder. Det er for mit vedkommende dejligt at have en sparringspartner, hvormed man kan løse badmintonproblemer og vende forskellige udfordringer. Her til sidst vil klubben takke dig for det kæmpearbejde, du har gjort for ungdommen i Grønbjerg-Langelund i løbet af alle 40 år. Det er en sjældenhed, at man møder en så stabil og passioneret træner, lød de anerkendende ord fra Søren Jakobsen efterfulgt af bragende og velfortjente klapsalver fra forsamling. 

Har brugt 5440 timer sammenlagt på badminton 

Herefter fik Ib en gave fra klubben: En badmintontrøje med påskriften “Fire årtier, tusindvis af slag, en passion”. Derudover var der gavekurve både fra spillerne og klubben, ligesom den populære badminton-ildsjæl også fik en masse hjertefølte krammere af spillerne. Han er bare om nogen spillernes mand - både de helt små i 6-8 årsalderen og op til de unge kække teenagere! 

Ibs kone, Birthe, havde for øvrigt et fint lille indslag under Søren Jakobsens tale, hvor hun uddybede gemalens tidsforbrug i badmintonklubben.  

-Jeg har regnet på det og fundet frem til, at Ib bruger 16 timer om ugen på badminton. Det bliver så til 5440 timer sammenlagt over de 40 år plus det løse med møder osv. 

 

I forbindelse med klubmesterskaberne i GLIF Badminton var Ib med til at overrække medaljer og pokaler til spillerne. Her er det Nikolaj, der aftrænerner bliver kåret til "Bedste Kammerat". Foto: Jim Hoff

Fra tjener på Propellen til badmintontræner 

Og nu vi er ved Birthe, så er der bygget en fin bro til historien om Ibs start som badmintontræner i Grønbjerg-Langelund.  

-Det startede faktisk med, at jeg i 1983 blev fyret fra mit job som tjener på Propellen i Billund. Men det der med at gå ledig, det var ikke lige noget for mig, så jeg mødte op i badmintonklubben og tilbød min hjælp som træner. Det startede jeg så med i 1984. I starten var min kone, Birthe, formand i klubben, jeg var kasserer, så vi klarede det meste hen over køkkenbordet, fortæller Ib, der flyttede til Grønbjerg i 1981. 

Til daglig arbejder den 65-årige klubmand på Velux i Thyregod, hvor han har en fin seniorordning med 22 timer om ugen og dermed har igangsat en stille nedtrapning af sit arbejdsliv.   

Hvis du bliver ved i 10 år til, gør jeg også! 

Nedtrapning i forhold til sit virke som badmintontræner er der dog ingen planer om. Da avisen udsendte kækt spørger Ib, om vi også mødes om 10 år her i klubben til hans 50-års jubilæum, lyder det friske svar:  

-Hvis du lover, at du bliver ved med at skrive til avisen de næste 10 år, så er det en aftale. Så bliver jeg også ved i 10 år til. Vi er jo begge fra den fantastiske årgang 1958, så den aftale kan vi vel godt lave, lyder det fra den friske jubilar med et stort smil. Deal done.  

Det er lysten, der driver værket 

Noget af det der driver Ib som foreningsmenneske, er i følge ham selv ret egoistisk.  

-Jeg kan jo rigtig godt lide det. Jeg gør det da også for min egen skyld. Jeg forventer ingen belønninger her, det er lysten der driver værket. Jeg får personligt meget ud af det, det er godt for mig, og derfor vil jeg da også blive ved, så længe det er sjovt. Selvfølgelig er der op- og nedture i en klub, det hører med. Et år var vi nede på blot 4 spillere, mens vi også har været oppe på tæt på 40 spillere. Lige nu kæmper vi med at komme tilbage efter coronaen, der tappede os for spillere. Men vi er på vej, og vores lille klub her klarer sig jo rigtig godt. 

 

Vi ved jo godt, at der står en god kvinde bag hver en god mand, og her er det Ibs hustru, Birthe, der kan fortælle lidt om, hvor mange timer husbonden ret beset bruger på badminton om ugen - og hen over de 40 år. Foto: Jim Hoff

Om sommeren byttes ketsjeren ud med racercyklen 

-Her skal jeg da også rose mine kolleger omkring arbejdet med badminton her i GLIF. Søren Jakobsen og Flemming Alexandersen gør det godt, og vi oplevede en rigtig “Flemming-effekt”, da han kom til klubben for nogle år siden. Når vi går ind i maj måned, lægger jeg badmintonketsjeren på hylden og finder racercyklen frem og giver den gas sammen med gutterne i Give Cykelklub på landevejen frem til september. I den periode er det Flemming, der tager over med badmintontræningen. Og vi matcher hinanden fint: Flemming er den ambitiøse, og jeg er hyggeonklen – og det fungerer bare fint, konstaterer Ib. 

Og fungeret fint, det har det med Ib som Mr. Badminton i Grønbjerg-Langelund IF i nu 40 år. En helt unik præstation af en helt enestående ildsjæl - og den slags gode personer skal vi huske at hylde og værdsætte alt det vi kan – for de hænger bare ikke på træerne mere.  

 

Badmintonklubbens formand Søren Jakobsen overrakte Ib Jessing en flot trøje med en påskrift, der meget fint rammer ind, hvad det er for en person, der skal gå med trøjen. Foto: Jim Hoff