Vildt nok: Louise er den eneste kvinde i Danmark med jagttegn til langbue

Louise Hauge fra Thyregod leverede i uge 35 en præstation, der gør hende historisk i danske jagtkredse. I denne uge bestod hun simpelthen buejagtprøven med langbue som den første danske kvinde nogensinde. En unik præstation, som Louise har arbejdet benhårdt på at realisere gennem to års hård og målrettet træning.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GODT GÅET: Torsdag den 28. august vil blive en dag, som Louise Hauge og hendes mand David altid vil have fast forankret i hukommelsen. Denne dag skrev Louise simpelthen danmarkshistorie, da hun hos Naturstyrelsen i Randers bestod buejagtprøven med langbue – som den første og eneste danske kvinde nogensinde!

For at sætte denne præstation i relief kan vi oplyse, at der ifølge David Hauge er i omegnen af 2200 buejægere i Danmark, og der var tidligere kun 22 mænd, der havde jagttegn til langbue. Nu bliver Louise så medlem nr. 23 i denne eksklusive klub – og som sagt som den eneste kvinde.

Det skal simpelthen være løgn

Denne unikke præstation kommer langt fra af sig selv, for Louise har haft jagttegn til compoundbue siden 2008, og da hun gennem mange år har bevæget sig på allerøverste niveau inden for skivebueskydning og været en del af det danske landshold i mange år, så kommer hun med en masse erfaring med og omkring bueskydning.

På et tidspunkt lå Louise faktisk nr. 1 på verdensranglisten over kvindelige bueskytter, hun har vundet sølv ved EM, og tæller man efter i pokalskabet, kommer man frem til imponerende 20 DM-titler.

- På et tidspunkt fandt jeg ud af, at der var ingen kvinder, der havde jagttegn til langbue. Den slags begrænsninger kan jeg slet ikke med. Man kan da ikke sige, at ’fordi du er kvinde, er det umuligt at få jagttegn til langbue’. Det skal simpelthen være løgn, tænkte jeg, og så satte jeg mit mål og et stort ønske om at få jagttegn i hus, fortæller Louise.

Kræver styrke og god teknik

Kravene omkring jagt med langbue er store: Man skal køre med et træk på 40 joule, langbuen er virkelig stram og dermed hård at håndtere. Og kvinder skal faktisk have flere pund på buen end mænd; den skal simpelthen være strammere for at kunne opfylde samme krav til anslagsenergi som hos mænd.

- Jeg kører nu med 46-47 pund i træk på min langbue – omregnet er det 43 joule. Så det er jo på den pæne side af de lovpligtige 40 joule. Min langbue er en amerikansk model, en 3-delt langbue, en såkaldt stickbow, fortæller Louise. Der her forklarer, hvordan hun overhovedet har opnået at blive den første danske kvinde med jagttegn til langbue.

Trænet 5-6 timer om ugen med langbuen de sidste to år

- Jeg har skudt med langbue til konkurrencer, altså skiveskydning, for at arbejde med det tekniske og min styrke. Jeg har gennem de sidste to år trænet 5-6 timer om ugen med langbuen, og de to år med konkurrencen med langbuen til skiveskydning er gået rigtig godt. Jeg er blevet dansk mester både indendørs og udendørs, har vundet guld i hold-DM og sølv i DM for mix-hold.

- De har stævner og finaler har virkelig hjulpet mig rigtig meget i forhold til, at jeg i dag har bestået langbueprøven og nu står med mit jagttegn. Derfor: Er der andre kvinder derude, der har mod på det her, så er mit råd til jer: Grib langbuen, skyd på skive, lær og dig selv om din teknik. Skiveskydning giver meget mere end 3D-skydning; med skiveskydning får du meget bedre feedback, pointerer Louise.

På fasanjagt til oktober - med langbuen

Hendes mand David var med under hele prøven, og han indrømmer blankt, at han nok var mere rørt end fruen, da det unikke jagttegn var i hus.

- Nu glæder jeg mig bare helt vildt til oktober, hvor jeg skal ud på min første jagt med langbue, og her ser jeg vildt meget frem til at nedlægge min første fasan med langbuen. Det bliver bare det fedeste, lyder det fra Louise med et stort smil.

 

 

Andre læser

Klubmesterskaberne 2025 blev året hvor én epoke sluttede og en ny starter

Karl Eriks jubilæumsfest endte med en donation på knap 20.000 til julemærkehjemmene

Den kamp havde det hele: Give kom på tavlen i intenst lokalbrag mod Brande

Væksttræet har sagt farvel til Torvet: Gives første vartegn har holdt flyttedag

Liganedrykkerne fra Kolding IF var for stor en mundfuld for oprykkerne fra Give

Liv og glade dage i Give Lystanlæg: Sammenholdets musikfestival leverede igen varen

Landsbyhygge når det er bedst: Masser af aktive borgere til Aktive Dage i Grønbjerg-Langelund